Nyheder

Fredagsrock for alle samt plads til Offspring

Skrevet af Alex Nørregaard

Tivoli præsenterede årets Fredagsrock-program samt nye navne til todages festivalen Offspring på NIMB, hvor der var dækket pænt op til serveringen af det mere letfordøjelig og så en række interessante, men ikke just overraskende navne.

2012_Festival_730x480-620x407Der var dækket pænt op med hvid dug på NIMB, da Tivoli på et pressemøde serverede årets Fredagsrock-program samt nye navne til todages festivalen Offspring. Hvor Fredagsrock er Tivolis velkendte koncept og musikmæssige flagskib, er målet med Offspring at give plads til »Musikere, som med tiden vokser sig ud af den kreative kravlegård, og måske bliver en del af fremtidens Fredagsrock-program«, som Tivoli selv skriver i en pressemeddelelse.

I tillæg til de 24 kunstnere, der tidligere er blevet offentliggjort til Offspring, blev der på pressemødet præsenteret seks nye navne. En solid blanding af folk fra anmelderroste The New Spring, det legende og energiske fra The Eclectic Moniker og Ginger Ninja, P3-r’n’b fra Amin Karami samt rock fra Roskilde-aktuelle Förtress og ikke mindst Whores & Thieves, der skulle være på vej med et nyt album. Offspring finder sted den 25.-26. april og kommer til at byde på i alt 45 navne.

Hvad springet fra ‘den kreative kravlegård’ til ‘fremtidens Fredagsrock-program’ egentlig indebærer, synes en smule svært at tolke ud fra årets Fredagsrock-program, der byder på en blanding af en række interessante, men ikke just overraskende navne og så det mere letfordøjelige.

Af de mere Undertoner-relevante navne kan bl.a. den stærke dobbeltkoncert med d’damer MØ og Jenny Wilson nævnes. En velvalgt kombination med forskellige vinkler på poppen, og hvor man endvidere af den ene part for tiden forventer noget nær det umulige, mens den anden part sidste år havde fået nok og krævede netop det umulige.

Derudover går Hymns From Nineveh, som vi bragte et interview med i sidste uge, og Ulige Numre ligeledes sammen om en dobbeltkoncert, hvilket også er tilfældet med de to popglade grupper WhoMadeWho og The Mountains samt When Saints Go Machine der spiller sammen med Lucy Love.

Den vellidte nordmand Thomas Dybdahl kigger endnu engang forbi, mens der er udsigt til en aften med fløjsblød smerte, når Agnes Obel spiller under åben himmel. En smule anderledes og mere festligt bliver det formentlig når navne som Oh Land og party-rockerne i Turboweekend hver især giver koncert, eller når Den Sorte Skole runder årets Fredagsrock-program af den 19. september.

Du kan finde alle 24 Fredagsrock-koncerterne her og line up til Offspring her.

Om skribenten

Alex Nørregaard

Skribent

Biografi:
Ærligt talt, så sagde musik mig ikke synderligt meget før omkring 7. klasse. Det handlede i stedet mest om fodbold, hvorfor radioen også var tunet ind på P3 i weekenden, hvor Ulrik Jensen guidede lytteren igennem sportsresultater og musik i "Sport på 3'eren". Det var her, at jeg for første gang stiftede bekendtskab med Depeche Mode, og jeg var solgt med det samme. Herefter fulgte bl.a. The Human League, og langsomt blev horisonten udvidet - ikke mindst takket være min bonusfar, som udfordrede med alt fra Explosions in the Sky over New Order til My Bloody Valentine. I dag fylder pladesamlingen godt og tæller en lang række forskellige kunstnere, hvoraf især The National må siges at betyde noget ganske særligt.

10 favoritalbums:
The Blue Nile: Hats (1989)
Cocteau Twins: Heaven or Las Vegas (1990)
The Cure: Disintegration (1989)
Depeche Mode: Violator (1990)
Destroyer: Kaputt (2011)
Explosions in the Sky: The Earth Is Not a Cold Dead Place (2003)
Majical Cloudz: Are You Alone? (2015)
Mark Kozelek & Jimmy LaValle: Perils from the Sea (2013)
The National: Boxer (2007)
Wild Beasts: Smother (2011)

Skriv et svar