Plader

Highasakite: Silent Treatment

Skrevet af Sabina Hvass

De majestætiske arrangementer og en fænomenal vokalperformance på norske Highasakites Silent Treatment appellerer til popentusiasten med hang til det storladne.

I den norske kvintet Highasakites pressemateriale er deres nye plade flere gange beskrevet som deres debut, selvom den i nogles øjne vil fungere som opfølger til All That Floats Will Rain fra 2012, som også blev anmeldt her på siden. Men lad nu det ligge. På Silent Treatment rejser bandet nemlig til stadighed rundt i et væld af stilarter og instrumentering i deres indianerinspirerede lydunivers. Et hurtigt blik ned over tracklisten afslører, at man på sin tur gennem Silent Treatment-landskabet med Highasakite-ekspressen skal til både Hiroshima og Iran og måske møde Darth Vader – ikke dårligt.

Det første, der tilfredsstiller mine øregange og min nysgerrighed, er Helene Håviks vokal, der fint og simpelt på førsteskæringen ”Lover, Where Do You Live?” bidrager til den nostalgiske og romantiske stemning, der bliver pladens røde tråd. Håviks stemme spænder sig ud over hvert enkelt nummer som stammefører og vejviser gennem fængende poppede riff og marcherende trommer. Hendes ekvilibristiske vokalfremførelser, som f.eks. på nummeret ”Iran”, er helt utroligt smukke, men bevirker også, at man lytter mere efter melodi end indhold. Og dét selv når instrumenteringen er forholdsvist minimalistisk som på ”My Only Crime” eller sidstenummeret ”Science & Blood Tests”.

Selvom jeg lægger mig i selen for at forstå det lyriske, så er der ret lange distancer fra naturinspireret surrealisme og nedkæmpning af drager til hverdagsovervældelse og kærlighedsdramatik bag lukkede døre. Eller også er der utroligt kort, og så formår jeg bare ikke at overgive mig tilstrækkeligt til pladens poetiske præmis. Der er nemlig ret dramatisk og pompøst i Highasakites nordisk folkloristiske og indianer-inspirerede og teksturfyldte musikalske univers. Og nogle gange er der så højt til himmelhvælvingen, at de med et par centimeters storladenhed mere ville nå grænsen til fløjteinficeret Melodi Grand Prix-lyd. Men de holder akkurat balancen deroppe i de høje luftlag. Førstesingleudspillet ”Since Last Wednesday” figurerer uden tvivl som pladens popperle med sit underligt opløftende arrangement under ordene: »No one has seen or heard from him since last Wednesday.«

Der er en gennemgående vildskab og energi i pladens meget velarrangerede skæringer, som henter albummet hjem. Og selvom numrenes ofte lange spilletid spreder det poetiske budskab lidt tyndere ud, end man kunne ønske sig, så er det gudskelov ikke et parameter, der underkender Highasakites kvaliteter som en stadig mere lysende konstellation på den alternative pophimmel.

★★★★½☆

Deltag i debat