Plader

Jacob Faurholt: Corners

Skrevet af Alex Nørregaard

På sit seneste udspil kombinerer Jacob Faurholt nogle noget ærgerlige tekster med et mestendels rocket og singer/songwriter-præget lo-fi-udtryk. Corners efterlader en lidt flad fornemmelse, men også en lyst til at søge videre.

I tidens strøm af musik er det ofte svært at navigere rundt, og balancegangen mellem at sige til og fra rystes af et valgets tyranni – så mange muligheder og så lidt tid. Lysten til at ramme plet er drivkraften, men den kræver også, at vi nu og da kommer ud i krogene. Der, hvor det ikke føles helt rigtigt.

Måske er det også den bevægelse, som Jacob Faurholt forsøger at foretage på sit seneste udspil Corners. Albummet er endnu et i rækken fra Faurholt, der må siges at være en yderst produktiv herre, som vi også har anmeldt en del gange her på siden – senest med Dirty Dancer under aliasset Crystal Shipsss.

Corners kombinerer Jacob Faurholt nogle noget ærgerlige tekster med et mestendels rocket og singer/songwriter-præget lo-fi-udtryk. Balancen mellem afdæmpede og mere krasse numre fungerer godt, men inderligheden går let tabt, og de små skud af Sonic Youth-energi formår ikke for alvor at holde systemet i gang.

Enkelte gange er det svært ikke at tænke på Why?. Der er nemlig noget Yoni Wolf over Faurholts stemme, som sine steder lyder enormt stenet og ellers let skælvende. Det er bestemt ikke kønt, hvilket heller ikke er noget krav, men det er bare heller ikke særligt overbevisende. Det får mig ikke til at tro på teksten eller følelserne og tankerne bag.

Åbningslinjen på indlednings- og titelnummeret får mig til at sukke hver gang, idet »The corners of my white flag / They are gone like my nutsack« ikke er et sjovt rim, men bare plat. Ligeså er det tilfældet på ”Rock n Roll”, hvor kombinationen »Rock’n’roll is here / It’s like a spear / It’ll never fear« afprøves, eller på ”Girls” med linjerne »I always knew that this was love / They say that God comes from above / But mother is he really love.« Det giver ikke ligefrem grobund for undren eller indlevelse, og fornemmelsen af at Faurholt vil mig noget, indfinder sig aldrig.

Der er bestemt noget holdbart over et nummer som ”Sweet Life”, der veksler mellem sammenbrud og en insisteren på at bevæge sig fremad, eller den energiske og tætte ”Oh My Love”, hvor trommerne desværre mangler den sidste skarphed i lyden. Faurholt leverer da også smukke guitarpassager på ”Sing & Swing”, som dog ikke helt kan kapere den storladenhed, der lægges op til, og i stedet glider noget sødmefuldt og uforløst ud.

Et nummer som den sikre ”Fuzz” er hurtigt glemt, og det samme er tilfældet med ”Two Moons”, der dog efter et par gennemlytninger vækker en smule interesse med et lydtæppe, der minder om en klar nattehimmel. Afslutningsnummeret ”SH” fungerer derimod overraskende godt. For en stund giver Faurholts tekst mening, og det lader til, at der er noget på spil. Det gennemgående fingerspil på en akustisk guitar tager sig særdeles godt ud, mens nummeret til sidst fader ud i en omgang tilpas afdæmpet guitarstøj. I pladens sidste moment sker der noget.

Det er bare langtfra nok. Corners efterlader en lidt kedelig og flad fornemmelse, men samtidig også en lyst til fortsat at slås med valgets tyranni og søge efter det, der rammer plet.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat