Plader

Lasse Matthiessen: Carry Me Down

På sit tredje album har Lasse Matthiessen skåret alt overflødigt fedt fra, så lytteren kan dykke ned i sange med stærkt associationsskabende tekster.

Den i Berlin bosiddende danske singer/songwriter Lasse Matthiessen fik et lille gennembrud med sit andet album Dead Man Waltz: gode anmeldelser i Danmark, men i endnu højere grad i Tyskland, Schweiz og Østrig, hvor han tillige opnåede lidt kommerciel succes og blandt andet medvirkede i det prestigefyldte tv-show “TV Noir” på den tyske tv-kanal ZDF. Nu, to år senere, har han sendt sit tredje album med titlen Carry Me Down på gaden.

I modsætning til forgængeren, som var en ret traditionelt instrumenteret folkplade i den cafévenlige afdeling, har han denne gang allieret sig med amerikanske Ian Fisher og islandske Halla NordFjörd, der begge selv er singer/songwritere, og skåret musikken helt ind til benet. Det betyder, at hans melodier og tekster nu svajer som nøgne træer i efterårsvinden kun akkompagneret af akustiske guitarer, vokalharmonier og lejlighedsvis harpe, klokkespil og banjo.

Og der svajer de faktisk ganske godt. Især fordi teksterne, i øvrigt myndigt fremført af en stolt og majestætisk vokal med en understrøm af tvivl og skrøbelighed, på den måde træder i forgrunden. De er helt klart Lasse Matthiessens største aktiv. Jeg spidser ører på en helt ny måde i forhold til Dead Man Waltz, hvor jeg i perioder døsigt blev lagt i en seng. Nu er jeg lysvågen. Det er i mine øjne derfor et klogt valg, Lasse Matthiessen har truffet ved nu at tage sidegaderne fremfor den store lige landevej.

Teksterne tager fat på tunge temaer som liv, død, valg, fravalg, håb, tvivl, rastløshed, længsel og kuldsejlet kærlighed i et univers som er personligt, men ikke nødvendigvis selvbiografisk – og slet ikke selvudleverende, som en del singer/songwritere ellers har for vane. Der gives ingen svar, og i stedet overlades det til lytteren at reflektere. Teksterne giver egentlig ikke nødvendigvis mening, men har i allerhøjeste grad betydning. De er altså åbne for fortolkning og rummer en dybde og et sprogligt overskud, man ikke ser hver dag hos danske sangskrivere, der sprogmæssigt jo spiller på udebane.

Som i albummets fjerde nummer, hvor Lasse Matthiessen synger: »Tonight we drink to die / We drink to the dead / Tonight we drink to names of our families / Tonight we drink to the ones who will sit here tomorrow instead of us,« mens Halla Nordfjörds lægger en tåge af mellemtonevokal omkring ordene og bakkes op af Ian Fishers guitar, der løber gadedrengeløb i slowmotion mod afgrunden. Senere i samme sang følger Lasse Matthiessen op med linjerne: »Tonight we drink to the women that we love / Tonight we drink to the women that we used to love / Tonight we drink to the women that we could have loved / Could have loved.«

Og hvad handler denne lidt kryptiske tekst egentlig om? Tillad mig at komme med mit bud. I min fortolkning handler første del af teksten om, at vi som mennesker må forlige os med vores rødder og forstå, at vi er en del af livets cyklus. Anden del, derimod, handler om, at vi til gengæld må træffe en række bevidste valg og fravalg for at mestre livet.

Med fare for at havne i klichéernes massegrav, så er livet jo en rejse, hvor vi selv må stå ved roret. Denne livets rejse beskrives bedre end noget andet sted i Homers “Odysseen” i den græske mytologi, hvor Odysseus på sin 10-årige hjemrejse fra Troja til Ithaka kommer ud for en række fristelser og prøvelser. I syvende nummer på albummet ”Oh, Ulysses” refererer Lasse Matthiessen netop til “Odysseen”, som han i øvrigt kalder en fabel for den gode, den blinde og for de, som ikke så tegnene, og spørger Ulysses, hvordan han dog modstod de underskønne sireners sang. På den måde hænger de to sange sammen tematisk.

Således er der altså stor dybde i Lasse Matthiessens sangskrivning. Ikke alt er lige godt eller lige nemt at forstå. På ingen måde. Indimellem bliver det også lidt for kryptisk og højpandet efter min smag, men giv Carry Me Down en chance, for der er meget at hente.

★★★★☆☆

Deltag i debat