Koncerter

Mogwai, 25.03.14, Koncerthuset, København

Skrevet af Mikkel Arre

Selv ikke en trommeslager på krykker kan åbenbart ruske skotterne ud af den vante rutine. Tirsdag aften leverede de atter en gang en solid præstation. Overraskelserne var det dog så som så med.

Inden jeg første gang hørte en tone fra Mogwai, læste jeg tilbage i 2001 et interview, hvor Signe Høirup Wille-Jørgensen fra Speaker Bite Me fortalte, at hun havde tudet til fire koncerter med det skotske band. Det lød virkelig heftigt, syntes jeg, og ved nærmere eftertanke påvirkede citatet mit forhold til bandet kraftigt. Mine forventninger røg op på et niveau, som mine efterfølgende oplevelser med bandet ikke kunne matche. Selv om bandet med tiden har fået en ganske stor stjerne hos mig, er jeg aldrig helt blevet grebet i samme grad, som jeg satte mig selv op til som Sturm und Drang-tørstende teenager.

Knap 13 år senere fik jeg imidlertid endelig fornemmelsen af måske at kunne forstå, hvad der ramte Wille-Jørgensen så heftigt. Da Mogwai tirsdag aften fyldte Koncerthuset, gav kvintetten nemlig to formidable eksempler på, hvor rørende og bogstaveligt talt rygradsrislende smuk deres musik kan være.

Det første glimt af storhed opstod allerede i koncertens andet nummer, ”I’m Jim Morrison, I’m Dead”. Her fandt den skotske kvintet ind til en hidtil uhørt mørk kerne i nummeret, hvis lidt banale klavertema blev tordnet helt i brædderne af en flænsende guitarmur. Baseret på sætlisterne fra Mogwais øvrige 2014-koncerter var det ikke just overraskende, at ”I’m Jim Morrison, I’m Dead” ville dukke op – men at bandet i den grad var i stand til at føre nummeret ind i det krydsfelt, hvor støjen er både brutal og skøn, var så overrumplende, at det gav gåsehud.

Det følgende nummer, ”Blues Hour”, fik dog hurtigt dæmpet begejstringen. Som flere andre gange i koncertens første halvdel genlød Martin Bullochs trommer af så megen rumklang, at han lige så godt kunne have spillet i et mennesketomt Forum; et rungende fremmedelement midt i det ellers som udgangspunkt æteriske nummer. Bulloch var på krykker efter et fodbolduheld, og det hævede ben kan måske forklare, hvorfor trommeslageren senere skøjtede lidt rundt i takten i ”Rano Pano”, hvor Dominic Aitchison også havde flere minutters bøvl med sin bas.

Ingen af de 10 numre i bandets første sæt rakte længere tilbage i bagkataloget end 2006-pladen Mr. Beast, og genhørene herfra med ”Friend of the Night” og ”Auto-Rock” var en blandet fornøjelse. Den storladne klaverlinje, der er omdrejningspunktet i ”Friend of the Night”, bliver ikke mindre sødladen, som årene går, og Mogwais levering af nummeret var blottet for overraskelser. Så var der mere at komme efter i ”Auto-Rock”, der både havde en drønende dybde i lydbilledet og skærende guitar fra Luke Sutherland, der gæstede bandet flere gange i løbet af aftenen.

Førstesinglen ”Remurdered” fra den nyligt udgivne Rave Tapes afsluttede det første sæt og demonstrerede med sine buklende synthesizerlinjer, at Mogwai bestemt har fornyet sig i de senere år – eller i hvert fald ændret sit fokus, så synth-teksturer nu spiller en større rolle. Denne aftens udgave af ”Remurdered” var glimrende og pegede i retning af prog a la Goblin, samtidig med at der var et strejf af noget psykedelisk udflydende, som ellers er temmelig uvant for Mogwai.

Sideløbende med at synthesizerne har bevæget sig tættere på centrum, er dynamikken i såvel Mogwais kompositioner som det samlede udtryk blevet mindre. Om det er en god udvikling, er en smagssag. I Koncerthuset var det imidlertid et spring baglæns i tiden, der gav aftenens anden stjernestund.

Som ekstranumre spillede kvintetten nemlig først det stilfærdige ”Take Me Somewhere Nice” fra 2001 og dernæst en majestætisk udgave af det knap 20 år gamle ”Helicon 1”. Med Sutherlands dirrende violin og Stuart Braithwaites lavmælte vokal som midtpunkter var ”Take Me Somewhere Nice” i sig selv koncertens mest yndefulde øjeblik. Og samtidig fungerede det perfekt som afsæt for ”Helicon 1”, hvor de tre guitarers kraftfulde hvirvlen fremstod endnu mere monumental i lyset af det forudgående nummers poesi. Også her lykkedes det Mogwais svimlende støj at berøre mig på en måde, som de færreste musikere formår. Med denne strålende afslutning som sidste indtryk var det desto mere ærgerligt, at lidt for mange af koncertens 80 minutter ikke løftede sig synderligt over skotternes rutineniveau.

★★★½☆☆
Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat