Plader

No Hay Banda: Deadly Songs

Samtlige kompositioner på Deadly Songs vidner om en idérigdom, som er særligt beundringsværdig, og alle numrene er forekommer velkonstruerede og ekstremt gennemarbejdede. Måske i en sådan grad, at autenticitet og nærvær til tider får lov til at vige for det musikalske håndværk.

Danmarks bedst bevarede hemmelighed kalder de sig i No Hay Banda. Umiddelbart kan der være noget om snakken, for til trods for at medlemmerne er Jonas Linnet og Louise Tækker, der med fortid i grupper som henholdsvis Sterling samt Jupiter Day og Lupus bør have indsamlet tilpas meget P3-goodwill til at hive mere end enkelt overskrift hjem på de indenlandske musikblogs, er lyden af duoens proggede synthpop givetvis endnu en fornøjelse, som er et absolut mindretal forundt.

For udenforstående vil den umiddelbare association til navnet No Hay Banda givetvis være i retning af sydlandske sandstrande og kalypsorytmer, mens den mere arty anlagte lytter vil kende frasen som et citat fra David Lynchs “Mulholland Drive”. Tager man undersøgelsen af den eksotiske titel et skridt videre, kan man dog med sparsomme spansk-kundskaber og lidt hjælp fra Google velsagtens oversætte gruppens navn til noget i stil med ’Der er intet band’, og netop denne betydning er værd at hæfte sig ved. Et særligt slående element, der er gennemgående for samtlige syv produktioner på Deadly Songs, er nemlig fornemmelsen af et fysisk bands fravær. Et fravær, som ikke nødvendigvis skal forstås som mangel på idérigdom og vision – tværtimod fortolker Linnet og Tækker i fællesskab den kristne tros syv fordømte karakteristika for gudløshed på både innovativ og troværdig vis. Snarere består fraværet af band i den lyd, som er resultat af en nådesløst omhyggelig produktion, der får hvert enkelt lydelement til at forekomme utroligt gennemtænkt.

Denne omhyggelige og aldeles gennemtænkte produktion er et forhold, som rummer gode såvel som dårlige aspekter. Ambivalensen illustreres muligvis bedst i ”Bodybags”. Nummeret er en kæk synthpop-konstruktion, der lydmæssigt ikke ligger langt fra noget, som Sterling kunne have kreeret 10 år forinden. Produktionen emmer af velplacerede gimmicks; et utal af synthesizere står i kø for at skævvride de skridsikre popmelodier, mens Linnets rene vokal konstant ligger øverst i lydbilledet og skaber dynamik i nummeret med fluktuationer op og ned af toneskalaen. ”Bodybags” formår med andre ord at være et idérigt og aldeles velkonstrueret take på en ellers noget kitschet lyd – et take, som netop i kraft af sine mange interessante elementer ikke er trættende at lytte til. Alligevel er der noget fortænkt over produktionen, som rejser en usynlig barriere mellem afsender og lytter. Den ellers så sikre hånd, med hvilken produktionerne er frembragt, forekommer til tider nærmest mekanisk, hvilket står til hinder for nærværet i kompositionen.

Når det så er sagt, er det også denne velovervejede tilgang til hvert enkelt element i produktionen, som driver albummets væsentlige kvaliteter. Spændvidden mellem numre som ”Swingtime” ”Whispering Condition” og ”If U R A Gun” vidner om en visionsrig duo, der formår at opbygge originale lyduniverser omkring et væld af idéer. De to musikeres erfaring og tekniske snilde er åbenlys, når den akustiske melankoli på førstnævnte nummer senere går i spænd med lækre guitarriffs og tilbagelænet rockattitude for til sidst at munde ud rungende basflader i et nærmest bevidsthedsudvidende dybt toneleje på albumafslutteren. Troværdigheden holder ved hele vejen.

Når No Hay Banda kalder sig selv for en velbevaret hemmelighed, er der givetvis ikke mange, som vil protestere. Efter at have lyttet til Deadly Songs fremgår det dog tydeligt, at denne forvisning til undergrundens skyggebelagte airplay-fattige afkroge langt hen ad vejen er selvforskyldt. For til trods for til tider hypermelodiske kompositioner er der noget utilgængeligt over musikken. En utilgængelighed, som i høj grad kan skyldes gruppens (befriende) høje ambitioner til diversitet i sangkonstruktionerne, men som desværre også er rent produktionsmæssigt funderet. Mærkeligt er det, at »et bilværksted i Udkantskøbenhavn, en svensk ødegård og en nedlagt havnefogedbolig på Samsø (…)« efter sigende på skift skulle have lagt rum til minialbummets syv indspilninger, for i mit hoved er det snarere, som om produktionerne – til skam for de velkomponerede synth-proggede pop-kompositioner – aldrig rigtigt når ud forbi indspilningsstudiets trygge fire vægge.

★★★★☆☆

Deltag i debat