Plader

North Fall: Outside It’s Growing Light

Outside It’s Growing Light er fin, gennemarbejdet indierock og tilbagelænet folk. Stemningen er unik og kompleks, men intensiteten mangler.

Mellem de seneste nattetimer og den tidlige morgen er debutalbummet fra North Fall blevet til i en etværelses lejlighed på Nørrebro. Frontmanden Anders Belling står med hovedsageligt vokal og guitar i spidsen for ensemblet på fem musikere, og som om det ikke var nok, så er hele minialbummet også skrevet og produceret af Belling selv. Med en gammel mixer og spolebåndoptager er alt muligt. Outside It’s Growing Light er melankoli fra øverste hylde og et dystert indiefolk-album på engelsk, som er interessant at udforske helt ned i de mindste detaljer, hvor man især står med en følelse af, at albummet vokser sig større ved flere gennemlytninger. Sjældent har jeg oplevet en så stor forskel på første og femte-sjette gennemlytning af en plade med blot otte spor. Den følsomme stemning på pladen er unik og meget speciel, men de fængende øjeblikke i musikken er få.

Anders Bellings skrøbelige og alligevel dejligt bløde, Conor Oberst-agtige vokal akkompagneret af instrumenter som lapsteel, harmonika, bas og guitar formår at skabe en drømmende stemning, som er utroligt sprød langt hen ad vejen. North Fall har produceret Outside It’s Growing Light efter less is more-princippet, og det er totalt nedskrabede lo-fi-versioner af de forskellige numre, som lytteren bliver præsenteret for. Det kan sagtens høres, at det er i en lille etværelses lejlighed, det hele er blevet indspillet. Umiddelbart var det faktum, at det hele er råt og upoleret, ikke noget, der fangede mig i starten, men efter flere gennemlytninger åbnede numre som eksempelvis ”Protocol” og ”Curve” sig på hver sin måde og kreerede en helt speciel afdæmpet stemning.

Outside It’s Growing Light åbnes med det mørke folknummer ”North Coast”, hvor inspirationen er hentet fra kyststrækningen på nordsiden af Helsingør. Reallyde, tunge akkorder fra et keyboard og et simpelt stykke fingerspil fra den akustiske guitar sætter albummet i gang på den bedst mulige måde. Et dejligt vellykket eksempel på North Fall, når de er stærkest. Melankolitågen lægger sig tungt og bliver i den grad liggende. ”North Coast” fader over i ”Protocol”, som også understreger, hvad der virkelig virker og slår igennem på minialbummet. Her bliver reallyde, keyboard, guitarer og nu også trommer igen brugt til at fastholde lytteren i samme stemning fra forrige nummer, men det er en af pladens få ørehængere. Sammen med afslutningen ”Runner”, der blot bliver båret af et lækkert tilbagelænet countryagtigt akustisk riff, er “Protocol” et nummer, som man får lyst til at høre om og om igen.

Det er et album, som det i tråd med titlen og temaet bedst kan betale sig at lytte til i de sene nattetimer, eller bare når man har brug for at drømme sig væk for en stund. Og så skal man høre det fra start til slut. Det er betingelserne for at få en helt igennem god oplevelse med Outside It’s Growing Light. Retter man sig til gengæld ikke ind efter disse, står numrene alene meget nemt svagt. Bellings stemme falder nemt ud og kan til tider virke for sløj. Ensformigheden lurer, og det bliver desværre knap så originalt og ekstraordinært, som det i den grad har potentialet til at blive.

Den medrivende, drømmende og sentimentale atmosfære er gennemgående i de fleste numre på pladen, og det er ikke kun en god ting, da albummet som helhed savner andre karekteristika end blot de stemningsfunderede. Jeg er spændt på at se, om North Fall formår at skabe en mere medrivende lyd i processen mod det næste album. Outside It’s Growing Light er kun på otte numre, og derfor kræver det uden tvivl noget anderledes og fængende, hvis næste udgivelse skal kunne bære et par spor mere.

★★★½☆☆

Deltag i debat