Plader

Real Estate: Atlas

Atlas eksekveres Real Estates hypermelodiske tilgang til guitarpop ikke lige overbevisende hver eneste gang, men enkelte fejl rykker ikke ved, at pladen er det tætteste, vi kommer på en sommerdag her under den danske vinter.

Det danske vintervejr har en indiskutabel evne til at tage modet fra selv den mest optimistiske sjæl. Når temperaturkurverne i DMI’s vejrudsigter på femte måned danser limbo under nulpunktet, og solstrålerne kun undtagelsesvis formår at bane sig vej gennem et ugennemsigtigt gråt skydække, er det en forløsende fornemmelse at smide Real Estates nye album Atlas på anlægget. Et album, der i kraft af florlette lag-på-lag-guitarproduktioner i dur synes at definere genrebetegnelsen solskinspop, og hvis udgivelsesdato virker perfekt kalkuleret.

Ifølge frontmand Martin Courtney er hele albummet indspillet i løbet af den foregående sommer, og ikke få gange i løbet af Atlas’ 10 numre mistænker man den New Jersey-bosatte gruppe samt producer Tom Schick for at have arbejdet bevidst med at indkapsle de blide transatlantiske solstråler i albummets lyd. Dette forekommer tydeligt på førstesinglen ”Talking Backwards”. Nummeret er karakteriseret ved et sandt krydsløb mellem Matt Mondaniles melodiske og diskante guitarfigurer og Courtneys vokal, der en anelse ukarakteristisk for gruppen er rykket et godt stykke frem i lydbilledet. »And I might as well be talking backwards / Am I making any sense to you / And the only thing that really matters / is the one thing I can’t seem to do,« synger Courtney gennem et tæppe af reverb og tilfører de lune solstrejf et skær af sensommermelankoli.

De overordnede linjer i Real Estates udtryk er der altså ikke ændret meget ved på Atlas. Himlen er endnu skyfri og stranden inden for gåafstand – præcis som det gjorde sig gældende på Days fra 2011 samt gruppens selvbetitlede debutalbum fra 2009. Alligevel er det, som om noget i lyden er afgørende nyt. Produktionerne er blevet både mere voluminøse og åbenlyst polerede, og så snart man kaster et blik på gruppens besætning, finder man årsagen. Over den årrække, som er gået siden det seneste album, har den surfpoppede trio ekspanderet og hyret medlemmer til at bistå på trommer såvel som keys, og det er der kommet en langt mere autentisk lyd ud af. Snarere end ved Ableton-‘cut and paste’-fiksfakserier synes langt størstedelen af numrene nu at være blevet undfanget i live-lignende situationer. Processen fremstår tydeligst på ”Primitive” og den instrumentale ”April’s Song”. Numrene får ved trommeslager Jackson Pollis tilført en fremdrift, som ikke tidligere har gjort sig gældende. Herved skabes et rum, som i langt højere grad tilgodeser Mondaniles karakteristiske guitarudladninger, der om muligt forekommer endnu mere melodiske efter mandens Ducktails-sidespring, og som komplimenteres flot af keyboardets harmoniske flader.

Numrene er meget karakteristiske for et album, der fremstiller Real Estate som en gruppe, som dyrker den gode melodi. Lyden kan her bedst beskrives som en mindre konfronterende version af Girls, eller som hvis man forestillede sig, at Washed Out begyndte at producere sin musik analogt.

Til tider hænder det dog, at melodierne løber af med gruppen. På både ”Crime” og ”Horizon” farer man som lytter vild i de utallige diskante guitarfigurer. Numrene mangler både holdepunkter og en vis portion tyngde, der skal forhindre udtrykket i at blive en tand for sfærisk og udsvævende. Når en artist i så høj grad, som det for Real Estate er tilfældet, bekender sig til én eneste opskrift, er samtlige produktioner nødt til at sidde i skabet. For størstedelen af numrene gør dette sig gældende, mens enkelte modsat forekommer en smule enerverende.

Til trods for at Atlas kun er den New Jersey-bosatte gruppes tredje fuldlængdealbum, føles værket som en selvfølgelig fortsættelse af noget ganske velkendt. Et album, der ved sin karakteristiske lyd på den ene side ikke kan slå benene væk under nogen, men som samtidig forekommer både tiltrængt og på ingen måde ligegyldigt. Dette paradoks kan meget vel tilskrives det faktum, at Real Estate over en ganske kort årrække har formået at udvikle sig til en øde ø midt i et stadigt sværere navigerbart ocean af indiebands. Ligesom et andet Yo La Tengo er det på Atlas tydeligt, at Martin Courtney, Matt Mondanile og co. betragter deres musikalske udvikling som noget, der er afskåret fra omverdenen. Resultatet heraf er endnu et album, som synes både tidløst selvstændigt. Som en lomme af lyd, hvis afgrænsning skaber en delikat barriere til en langt mere omskiftelig omverden.

På Atlas eksekveres gruppens hypermelodiske tilgang til guitarpop ikke lige overbevisende hver eneste gang, hvilket er en skam. Dog viser Real Estate sig som en gruppe i en harmonisk udvikling, og enkelte fejl rykker ikke ved det faktum, at Atlas er det tætteste, vi kommer på en sommerdag her under den danske vinter.

★★★★½☆

Deltag i debat