Plader

Rumpistol: Away

Jens Berents Christiansen, bedre kendt som Rumpistol, udforsker på sit femte udspil isolation og fremmedgørelse. Det er dog ikke en isolation, der ekskluderer lytteren. Der er stadig masser af plads til at nyde lydsnedkerens kunstværk.

Med et tiår på bagen som en engageret og væsentlig del af den hjemlige elektroniske scene har Rumpistol, siden den selvbetitlede debut fra 2003, fundet sit eget introverte hjørne af den elektroniske verden. Det kommer tydeligt til udtryk på hans femte album, Away, hvor det lader til, at lydsnedkeren for alvor hviler i et bredt funderet men fortrinsvist melankolsk og minimalistisk udgangspunkt. Rumpistol udmærker sig ved både at kunne træde i karakter på instrumentalnumrene med et kvalitetsbevidst overskud og samtidig farve indtryksfulde baggrundscollager for sine gæstevokalister.

Noget af det, der udmærker sig i lyduniverset på Away, er stilheden. Et enkelt rungende udfald, der opsluger sig selv og ligger og lurer i dvale for endnu en gang at springe frem og føre lytteren ad nye veje. Intensivering og nedtrapning på bare et par takter, hvor detaljerigdommen konstant spiller igennem. Lidt som i en god krimi er der masser af plottwists og suspense.

Fremmedgørelsen er holdepunkt og fast tema pladen igennem og viser sig i stilheden og ekstremerne. Den hårdtpakkede bas i bunden og synths i toppen giver rigelig plads i midten til din egen fantasi. Et sted, hvor man selv føler sig isoleret og omkapslet af lyd. Det er med til at give den samme fornemmelse af dybde og tomhed, som man ville kunne finde på en klub i Berlin.

For selvom Rumpistol nok har en lyd, er han bestemt ikke kræsen, når det kommer til genrekrydsning. Der bliver kredset meget om IDM, men også snuset til jungle, drum’n’bass, post-dubstep og UK garage med mere. Faren for at tabe pladens kunstneriske udtryk er til stede, men alligevel udviser Rumpistol en så stor grad af påpasselighed og kreativt overblik, at han næsten undgår det.

En af Aways helt store forcer er det afvekslende hold vokalister, der er blevet trukket i studiet. Red Baron, kendt fra det tidligere samarbejde på Floating, og Katherine Miller opfører en glat ballade på titelnummeret, og derefter går det slag i slag med oktaverede stemmer på ”Amnesia”, der lyder som noget, Oh Land kunne have stået bag, og en fængende afrunder med amerikaneren John LaMonica, som har styr på at bikse et omkvæd sammen.

Rumpistol lader sine vokalister holde en følelsesmæssig distance, der går godt i spænd med pladens tema, og bruger dem med en kølig musikalitet som endnu et værktøj i redskabskassen. Temamæssigt beskriver musikken perfekt den følelse af isolation, Rumpistol efter eget udsagn føler, når han, som enmandshær, giver sig hen til et projekt. Det er distanceret, køligt og luftigt og lyder som soundtracket til en natlig cykeltur igennem København.

Der er ingen, der kan klandre Rumpistol for ikke at være gennemarbejdet. Away giver et helstøbt indtryk af en kunstner, der ved, hvornår han er færdig og tilfreds med et nummer. Rent produktionsmæssigt er der ikke en finger at sætte. Lydene står knivskarpt og bevæger sig i høj grad i top og bund af lydbilledet som en pulserende debat, der giver lytteren fornemmelse af at kunne opfatte det hele. For eksempel sneg den faldende synthlyd og de underliggende house-akkorder efter et par minutters summende forspil og knips på ”Awake” sig i hvert fald ind i mine drømme.

Rumpistol cementerer på sit femte album sin status herhjemme som fremtrædende musiker i det elektroniske genrekrydsfelt. På trods af at musikken til tider bliver for introvert til, at man kan andet end at lytte til den, leverer Rumpistol stadig perfekt afmålte elektroniske godbidder, der hverken efterlader dig sulten eller overproppet. Musik, der bedst nydes i de kolde måneder, så skynd dig, inden foråret for alvor er over os!

★★★★½☆

Deltag i debat