Koncerter

Savages, 06.03.14, Store Vega, København

Skrevet af Camilla Zuleger

Savages var mindre vilde i Store Vega end ved sidste års koncert på Roskilde Festival, men bestemt ikke dårligere. Det tæmmede udtryk sendte koncerten op i den eksklusive klub af helt fantastiske koncerter.

De fire oprørske piger  i det britiske postpunkband Savages udgav et af 2013’s allerbedste album og fik på den baggrund skruet forventningerne helt op til sidste sommers koncert på Roskilde Festival. Torsdag aften vendte de tilbage til Danmark, nærmere bestemt Store Vega, og denne gang var det et noget anderledes band, der gik på scenen.

Savages fik i sommer ikke overbevist Undertoners anmelder, men for mig var der nu stadig noget svært tiltalende over de fire piger, der ikke lagde skjul på, at de levede et liv lidt tættere på kanten end de fleste. Som da forsanger Jehnny Beth eksempelvis glemte teksten eller da hun i slutningen af koncerten forlod scenen med ordene »I’m tired«. Koncerten bar for mig præg af en umiddelbar ærlighed, som ikke kan konstrueres. Og den havde Savages ikke taget med til Store Vega. De havde til gengæld taget en fuldstændig perfekt planlagt koncert, hvor alt spillede sammen. Udtrykket var pænere, men bestemt ikke dårligere.

Jehnny Beth har en helt særlig gestik, som vækker mindelser om børn, der ikke tør træde på stregerne på fortovet, og det sætter sangene i et helt særligt lys. Åbningsnummeret ”I Am Here”, den eksistentialistiske krigserklæring, blev en desperat insisteren: Jeg er her, er jeg ikke? Og jo, det er du, Jehnny Beth. Det er så imponerende at høre, at netop et nummer som dette fungerer i virkeligheden, for det spænder over et musikalsk spekter, der er så bredt, at man næsten ikke forstår, at det er blevet til ét nummer: Fra dybe toner over rå abrupte råb til opera, som sangen ender ud i.

Der var skruet op for koncertens første afdeling, der også bød på singlen ”Flying to Berlin” fra Savages 7”-debut fra 2012, der ikke fik sneget sig med på albummet Silence Yourself. Cirka halvvejs i koncerten satte de midlertidigt tempoet lidt ned med ”I Need Something New” og den næsten helt drømmende ”Strife”. Begge sange er mindre råbende i deres udtryk og minder mere om spoken word end om punk. Og Savages har mange historier at fortælle. Ikke nødvendigvis fra den behagelige skuffe, men altid overvældende poetiske og smukke: »They question that it’s true / A love which never wilts / And they must seek you there / Where furies smite young slits.« ”Strife” var et af de mange højdepunkter med en lyd, der lagde sig som et slør over Store Vega og påtvang publikum at lade sig drive med stemningen.

Denne lidt mere down-tempo afdeling understreger, hvor vanvittigt dygtige musikere, de fire piger er. Særligt er trommeslager Fay Milton imponerede. Hårdt- og hurtigtslående og altid præcis. Timingen var helt essentiel i succesen, og den ramte Milton hver eneste gang.

Savages har for nyligt annonceret, at de har en ny ep på vej, der blandt andet vil komme til at indeholde nummeret ”Fuckers”, optaget live til en koncert i London. Derfor var det også kun passende, at det nummer afrundede den stramt fremførte koncert, der varede lige netop én time, som punkkoncerter ofte gør. Med en opmuntring om ikke at lade sig slå ud af verdens »fuckers« og en påmindelse om, at »In the long line of cunts, you’re possibly the next in line« slap Savages det ellers stringente udtryk fri. Og hvor var det befriende at se, at de ikke har ladet al deres vildskab kontrollere i et velkonstrueret og velorkestreret setup.

Savages beviste, at der ikke nødvendigvis kommer noget dårligt ud af forsøget på at tæmme en vild, så længe der stadig er plads til at udfolde sin natur; rå, arrig og helt fantastisk, som den er!

★★★★★★

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat