Plader

Slow Celebration: Worlds EP

Skrevet af Jesper G. Kaufholz

Rangleklods møder Reptile Youth, og synth-musik opstår.

Slow Celebration er blevet til som et morgenmøde mellem Rangleklods og Reptile Youth. En halvdel af det ene, en halvdel af det andet og vupti! Et nyt band opstår med en ep under armen.

Hele ep’en emmer af efterfest-hedonisme tilsat en spinkel soulvokal og et læs synth, der skal drive sangene frem, mens trommer og bas buldrer nederst i lydbilledet. Det er et lidt mærkeligt dyr, vi har med at gøre – ikke helt hurtigt nok til klubben og dansegulvet, men heller ikke helt lyttemusik. Jeres Anmelder fik, ikke mindst på grund af vokalen, associationer til vores alle sammens Troels Abrahamsen, som gør nogle af de samme greb på hans solo-ep’er.

Ep’en lægger stærkt ud med “Fun”, der, som titlen antyder, handler om sjov. Og det er sjov på ‘klokken 6 om morgenen, streger på lokummet og taxa til efterfest’-måden, det her handler om. Med andre ord en ikke usædvanlig handling, hvis man er en nogle-og-20-årig i København i 2014. På samme vis har “Light” en housenostalgi, som leder ud i et uforløst højdepunkt med en art monolog om byens lys og dens iboende poesi. Det leder i hvert fald tankerne tilbage til Detroits warehouse-raves, om ikke i tempo og form, så i hvert fald lyrisk.

Der er noget charmerende og umiddelbart over pladen, som desværre ikke redder den fra at blive en kende ensformig. Det er mange af de samme greb, drengene tyer til igennem de seks sange, og effekten bliver reduceret en smule for hver gang. Her tænkes især på de hvirvlende synths og beat-strukturerne, som ganske enkelt ikke er så skidespændende, selvom de dog er effektive nok. Og, nå ja, så gør den skamridte autotune også sit indtog, hvilket ikke hjælper på sagen.

Temasangen “Slow Celebration” er på mange måder et af pladens højdepunkter og også en illustration af, hvorfor det går galt. Der er en fin soulvokal lagt i lag med en heftig nedstemt backingvokal, et ret klassisk soul- eller r’n’b-groove og noget synth, der ligger og leger øverst. Det fungerer nogenlunde, og til sidst får vi et denoument, hvor de efter en kort pause bringer beat og vokal tilbage. Det er for så vidt udmærket, bortset fra at de samme elementer allerede er gået igen i de foregående fire sange, måske med undtagelse af “Neighbours”.

Og så er vi vist tilbage ved Troels, for jeg tror, en sammenligning vil være på sin plads. Det er på sin vis to ender af samme udtryk – en slags moderne whiteboy-soul med inspiration fra klubland, men hvor Abrahamsen forstår at skrive virkeligt forskellige, unikke sange, går Slow Celebration lidt i den anden grøft med de mange gentagelser.

Pladen er optaget, mixet, mastereret og alt andet af de to herrer selv, så egentlig er det vel et udtryk for, at man sjældent er sin egen bedste redaktør – og det er også sandt for musik. Dog er her potentiale i massevis, for sure opstød om gentagelser til trods er det velproduceret, og håndværket er i orden. Men Slow Celebration skulle måske feste en kende mindre inden næste udspil, så de får ordentligt styr på deres udtryk og ved, hvor de vil hen, for lige nu kan undertegnede ikke lure det.

★★★☆☆☆

Deltag i debat