På et tidspunkt nåede jeg under koncerten med SOHN lørdag aften det punkt, hvor jeg først for alvor følte, at vi var ved at komme rigtig i gang. Dér var vi cirka tre kvarter inde. Fem minutter senere var koncerten slut.
Helt præcis 50 minutter tidligere var et fuldstændigt proppet Pumpehus mere end klar til at fejre det, der så fint blev præsenteret som »et lille klimaks for Frost Festival 2014.« Køerne ude foran spillestedet havde været alenlange i minutterne op til de indledende toner, og atmosfæren bevidnede, at den overvældende hype, der fulgte i kølvandet på britens imponerende optræden på sidste års Roskilde Festival, bestemt ikke havde lagt sig endnu. Det hele virkede ekstatisk, og der var lagt op til en fantastisk koncertoplevelse. Det blev det også næsten.
I gang kom vi i hvert fald. Med hovedpersonen centralt placeret et godt stykke fra scenekanten flankeret af sine to sædvanlige medsammensvorne, der aftenen igennem påtog sig lige så essentielle roller som manden i centrum. Selv var han iført en sort kutte, der ville have passet bedre til en Sunn O)))-koncert, og som i suverænt samspil med den i forvejen tydelige afstand til alle os nede på gulvet obstruerede for enhver form for publikumskontakt.
Interaktionerne kom først længere hen på aftenen, hvor hvinende teenagepiger og andet godtfolk (dog mest førstnævnte), havde lokket mennesket frem fra sit påklædningsmæssige skjulested; men indtil da fungerede trioens forsøg på at opretholde et distanceret forhold til deres tilskuere efter alle henseender. Jeg følte mig i hvert fald ikke inviteret indenfor i SOHNs lydunivers, og det passede mig helt fint.
For i modsætning til den indbydende stemning, som SOHN skaber i studiet, var lydforholdene i Pumpehuset brutale. Ikke dårlige, men brutale. Der blev hurtigt skabt en massiv og højst funktionel kontrast mellem SOHNs yderst skrøbelige vokal og så en kompromisløs bas, hvilket i det store hele krævede mere fra publikum end blot taktfast bevægelse til de simple, pulserende rytmer. Med lidt hjælp kunne vi derfor også være røget helt derud på vippen, hvor hvert enkelt nummer nærmest havde fået sin egen nyfortolkning, og i den forbindelse skabe en helt unik koncertoplevelse.
Alligevel traf SOHN et valg om ikke at afvige fra de sikre 1:1-udgaver af en sætliste, der blandt andet talte ”Red Lines” og ”Oscillate”, og dermed endte man med ‘kun’ at få det, man nu engang kunne forvente. Selv stod jeg fra tid til anden og savnede nogle kompetente livetrommer, der hos mange af SOHNs ligesindede er med til at kreere en ekstra dimension mere eller mindre uafhængig af de forprogrammerede musikalske elementer. Det giver musikken nerve og publikum en langt større følelse af at være vidne til noget, der virkelig er ‘live’.
Det bringer mig samtidig tilbage til mit indledende problem med koncertens overordnede længde. Jeg er ikke i tvivl om, at der (stadigvæk) ikke er så meget materiale at tage fat på i SOHNs tilfælde, men når man giver udtryk for tydelig spilleglæde og en relativ stor sikkerhed i egne evner, så begriber jeg ikke, hvorfor vi netop kun skulle præsenteres for liveudgaver, der næsten på sekundet var mere eller mindre rene kopier af deres respektive studieudgaver. Når den ventede debutudgivelse, Tremors, udkommer senere på foråret, er det langt fra utænkeligt, at der kommer mere indhold i SOHNs optrædener, men indtil da kunne jeg lørdag aften blandt andet godt have brugt, at man havde turde strække sine kompositioner en anelse længere, således at den ekstatiske stemning, der var lagt op til, og som sporadisk viste sig i lokalet, for alvor fik lov til at manifestere sig blandt de fremmødte.
”Lessons” og ”The Wheel” agerede efter en enkelt smagsprøve på SOHNs kommende udgivelse et forventeligt klimaks på en vellydende, men dog alt, alt for kort optræden, der næppe affødte skuffede miner, men som stadig efterlod mig med en – om ikke skuffelse – så langt fra stillet musikalsk sult. Jeg prøver lykken igen næste gang.
Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com
