Plader

The Great Dictators: Liars

Skrevet af Peter Blæsild

Hvis jeg skulle bo i en diktaturstat, ved jeg godt, hvilken en jeg ville foretrække. Debutalbummet fra The Great Dictators imponerer med en dyb og insisterende barytonvokal bakket op af seks overmåde dygtige musikere.

Jeg var ikke nået mange sekunder gennem første nummer på The Great Dictators’ debutalbum, før oprydningen på værelset blev indstillet. 17 sekunder, for at være præcis. Så lang tid varer det, før forsanger Dragut Lugalzagosi gør sin entré på den tilbagelænede åbner ”Walk Through the Walls”. »In case of a fire I will dance for you,« indleder hanOrdende brummes langsomt ud med en god gang rumklang kun ledsaget af en flydetone. Oprydningen kunne vente. De næste tre kvarter blev brugt i selskab med de syv diktatorer fra hovedstaden.

Det eneste diktatoriske islæt ved The Great Dictators er nu, at de holder musikken i et solidt jerngreb. Det er imponerende, taget i betragtning at bandet kun har eksisteret  i snart fire år, og at Liars er det første fuldlængdealbum, der følger i kølvandet på tre ep’er. De er så stilsikre, at man som borger i deres musikalske stat ikke tør stille spørgsmålstegn ved deres måde at gøre tingene på. De er ovenpå, de er totalitære, de har taget patent på deres lyd. Hør eksempelvis blot, hvordan Peter Tveskov på “Many Ways to Burn” tryller trioler på ridebækkenet. Det er skramlet, måske endda et brud på sangens identitet, men først og fremmest er det virkelig svedigt, og bandets lyd er så veldefineret, at man køber den. Det holder!

Men modsat lukkede diktaturstater i den virkelige verden lukker disse herrer alle ind. Diversiteten kommer til udtryk i det syv man store orkester i form af blandt andet banjo, sav og mandolin. Ikke ligefrem en typisk instrumentering for et folkrockband. Men det fungerer. Saven skærer momentvis gennem lydbilledet lige så effektivt, som den ville skære gennem en træstamme, hvis den blev brugt til sit oprindelige formål. Bandet er ikke bange for at stikke ud, og de har da også ramt en lyd, hvor det er svært at finde slægtninge i dette kongerige. Man skal over på den anden side af Atlanten.

The Great Ditators er tidligere blevet sammenlignet med The National, og det er da også (til dels) med rette: Den dybe stemme i front, den umiddelbare sans for fine melodier og den eftertænksomme lyrik med finurlige billeder forstærker sammenligningen med det hæderkronede amerikanske band. Men hvor The National til tider tangerer det direkte bedrøvelige, formår The Great Dictators at dosere de dystre toner med happy feeling og dansable rytmer, som når ”World of Dogs” overtager den næsten episk dystre ”Bombs in Heaven” og overrasker med en poppet melodi, der kunne være den musikalske grundsten i et svensk bidrag til det internationale Melodi Grand Prix. Læg dertil de førnævnte instrumenter, og du får et klangtæppe, der kræver tålmodighed og koncentration. Et tungt tæppe, som er svært at hive til side.

Også tekstmæssigt er der en befriende alsidighed på albummet. Fra den uptempo og destruktive ”Many Ways to Burn”, hvor Lugalzagosi synger: »I believe in a fallen sky / I believe in hungry flies everyday / Watch me burn.« Over det sørgmodige men eftertænksomme første vers i den fint sammensatte ”Wine”: »Stay in the pouring rain / Watching all your thoughts wash away / Sorry eyes, sorry eyes can’t sleep tonight / See how I turn your troubles into wine.« Og til finurlige billeder, som når hovedkarakteren i ”World of Dogs” spiser interiøret i en bil: »You eat your seatbelt for breakfast after spilling your dreams in the shower.« Det abstrakte tager en svingom med det konkrete. Ord, der trofast følges af seks kompetente musikere.

Lad det være tydeligt: Ikke siden Steen Jørgensen har et dansk band haft en så dyb, melankolsk og insisterende vokal, som frontmanden for diktatorerne besidder. Ikoniske sangskrivere som Leonard Cohen og Nick Cave kan bryste sig af en tung baryton, og Lugalzagosi gør dem langt hen ad vejen kunsten efter. Jeg savner dog mere mod fra tekstforfatteren. Han har ikke den største stemme. Den er dyb, intens og yderst nærværende, men ikke teknisk prangende. Det skal den heller ikke nødvendigvis være i denne sammenhæng, men når koret stempler ind i slutningen af det meget iørefaldende ”Coming Back in Style”, så bakker Lugalzagosi ud. Det kan godt være, at han kommer på usikker grund, men jeg tror, at det ville klæde den nærmest messende stemme, hvis den var tæt på at knække over. Det gør den kun næsten i den afsluttende og søvndyssende ”Great Liars”, hvor falsetten rammer sit maksimum.

Selvom jeg kun har fået klangtæppet trukket halvt til side, vil jeg glæde mig til at se bandet stå på en scene (både for de velspillende musikere og de atypiske instrumenter). The Great Dictators stråler af spilleglæde og opfindsomhed, og hvis de syv københavnere udvikler sig med samme hast, som de har gjort indtil videre, kan der være noget meget stort i vente. Hvis jeg skulle bo i en diktaturstat, ved jeg godt, hvilken en jeg ville foretrække.

★★★★★☆

Deltag i debat