Koncerter

Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra, 09.03.14, Lille Vega, København

Skrevet af Signe Palsøe

Sortsynet lurede i alle Vegas mørke kroge, men søndag aften tog den bidske musik og det joviale selskab alligevel oftest opmærksomheden. Hvis verden går under om 20 år, så lad det ske til kaskader af forrygende dommedagssmadderrock.

Tæppefald til 110 galopperende decibel. Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra har aldrig været sene til at understrege, at de ikke vil sættes i en bås »so quaint as post-rock,« og man forstår sådan set godt, at det er nødvendigt at minde publikum herom i ny og næ. Genremærkaten er i sig selv besnærende at pådutte et band, der er opstået som bastardprojekt for genrens flagskib, Godspeed You! Black Emperor. En mere end moderat optagethed af svulstige instrumentalpassager og verdens forestående undergang er ikke noget, der ændrer stort på dét førstehåndsindtryk.

Men i Vega søndag aften var der ganske rigtig langt fra den ulmende drone, der på klassisk postrock-manér åbnede Godspeed You! Black Emperors koncert i Tivoli i august, til de fem nuværende Silver Mt. Zion-medlemmers auditive sigte direkte efter publikums strube. Crescendoerne er færre på gruppens nye album, Fuck Off Get Free We Pour Light on Everything, og den bidske karakter står godt til canadiernes politiske agenda. Musikken er måske ikke mere sortsynet end hos diverse postrock-konstellationer, men den er ikke så lidt mere eksplicit – i lyrikken såvel som i bandets ageren i en livesituation. Dommedagsvarslerne er ikke noget, de fem distanceret opbygger, som var de en flok af ærkeenglens anonyme mellemmænd med overjordiske, rungende og pompøse instrumentalfigurer som formsprog.

Undergangsprofetierne i Vega var ganske anderledes jordnære i form af Jessica Moss og Sophie Trudeaus stride violinstorme helt ude fra scenekanten, hektisk piskende lydlige mavepustere, som netop åbningsnummeret “Fuck Off Get Free (for the Island of Montreal)”, eller forsanger og i den grad også visuelt fikspunkt Efrim Menucks spyttende og prustende angreb på sin mikrofon eller verden rundt om.

Den slags var der rigeligt af, men et af Silver Mt. Zions stærkeste kort er heldigvis, at de også kan så meget andet. Moss’ og Menucks relativt nye rolle som forældre skinner igennem på det nye album, der bakser med andre og mindre selvcentrerede moralske dimensioner af menneskehedens problemer end tidligere og også har en ret bred palet af lydlige udtryk til at bakke op om lyrikken. Læg dertil bandets temmelig omskiftelige besætning, og det virkede ganske klogt, at de fem nuværende medlemmer i Vega holdt sig til numre fra det nye album (plus “‘Piphany Rambler” fra forgængeren Kollaps Tradixionales og den nye “All the Kings Are Dead”).

Vi kom vidt omkring. Den bombastiske “Take Away These Early Grave Blues” udgjorde med sine herligt forjagede mønstre på violin og guitar den mest iørefaldende omgang undergangsrock midt i sættet, og som så ofte måtte Menuck træde op mod en meter tilbage fra sin mikrofon, for at hans klagesange ikke skulle overdøve de fire medmusikanter og punktere råbekorets højstemte aura. Win Butler-faktoren var på sit højeste med “What We Loved Was Not Enough”, der med pompøse violinschwung og Menucks nærmest grådkvalte vokal i front smøg sig om det opmuntrende »All our cities gonna burn / All our bridges gonna crack / All our pennies gonna rot / There’ll be mud across our tracks / All our children gonna die.« Og til sidst lullede de fem hvilepulsen hos publikum på plads med den dystre og lidet opmuntrende vuggevise “Little Ones Run”.

Lyder det anstrengende? Ja, den slags lige dele moraletunge og sortsynede patos, som Silver Mt. Zion mønstrede i Vega, kan ofte vurderes på en skala, der strækker sig fra ‘lettere irriterende’ til ‘møghamrende ulidelig’, men naturligvis er et sæt så garvede musikere for dygtige til at reducere sig selv til en flok prædikanter. Taget i betragtning at bandet antageligt spiller den ufravigeligt samme sætliste hver eneste aften på deres tour, var deres nærvær forbløffende, og hvad enten Menuck kløede på med joviale beretninger om at spille koncert med øjenbetændelse eller på en lettere usammenhængende facon begav sig ud i en debat om verdens endeligt, var publikum helt og aldeles på hans side.

Faktisk var det – tør man sige det – decideret hyggeligt, og kombinationen af et fermt varieret, men som oftest bidsk og larmende sæt, fem dygtige og imødekommende musikere og en overvældende mængde sortsyn uden de helt store glimt af håb for os som menneskehed udgjorde en uhyre stærk tretrinsraket. Måske går verden under om 20 år, som Menuck hævdede. Lad os håbe, at Silver Mt. Zion bruger ventetiden på at pumpe endnu mere smadderdommedagsrock ud i æteren.

★★★★★☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat