Tinariwen: Emmaar

For få genrer gælder den tommelfingerregel, at forandring ikke fryder. Punkrocken har/havde eksempelvis strenge dogmer, der skulle følges, og jeg tvivler ligeledes på, at en genre som psytrance har et enormt behov for at flytte til nye, kompositoriske græsgange. Men for størstedelen af det musikalske landskab er variation en essentiel del af den progressivitet, der afholder musikken som kunstform fra helt at stagnere. Jeg elsker, når musikere tør eksperimentere og udfordre normerne – især i rockverdenen, hvor nogle af de mest skelsættende øjeblikke i genrens broget historie er opstået, når innovative menneskers kreative kræfter har fået frit løb.

I Tinariwens tilfælde (gen)opfandt de hårdføre maliere næppe den dybe tallerken med deres debut fra 2001, The Radio Tisdas Sessions, og i sjette omgang er den kamel, som tuaregerne lader bære deres underfundige ørkenrock, næsten blevet skamredet til døde, og en frugtbar oase af særprægede toner fra Sydsahara er blevet til en ørkenvandring af de helt langtrukne. Alligevel redder den vanlige maliske charme Tinariwens seneste skive, Emmaar, fra at være et rent musikalsk fatamorgana.

For Tinariwen anno 2014 er ørkenen stadig det essentielle. For Tinariwen er ørkenen, eller ørkener, som bandnavnet jo betyder på modersmålet tamasheq. Og med et hjemland plaget af politisk ustabilitet måtte ørkenrockerne forlade Mali. Ikke for første gang, men for første gang i forhold til at skulle indspille et album. Destination hed Joshua Tree, Californien, og et hjemmebygget studie i et stort hus, hvor det forrige album Tassili som bekendt blev optaget under barske forhold i Saharas sand.

Ørkenen giver ifølge bassist Eyadou Ag Leche Emmaar en naturlig og livepræget lyd, hvilket jeg på ingen måde kan argumentere imod. Det er som at stå midt i de førhen så krigsramte gader i Timbuktu og mærke den bagende sol og de nådesløse sandstorme på tæt hold. Autenticiteten på Emmaar er langt mere nærværende end på sin forgænger, og med Ibrahim Ag Alhabibs klagende vokalpræstationer i den umiddelbare forgrund følger pladen snorlige den linje, som ensemblet allerede lagde for 10 år siden.

Faktisk følger de den så præcist, at jeg kan sidde med bandets samlede diskografi og drage klare paralleller mellem numre på Emmaar og så en lang række numre fra andre af bandets fem studieudgivelser. Det er simpelthen ikke godt nok fra et orkester, der normalt kun fortjener alverdens ros for deres evindelige kamp for frihed – som musikere, men også som levende mennesker af kød og blod. Jeg bliver faktisk en smule irriteret over nok en gang at lægge ører til en sang, hvor ordene ‘imidiwan’ eller ‘tamasheq’ gentagne bliver nævnt, som tilfældet har været utallige gange før, når jeg samtidig ved, hvor dybt undervurderet bandets lyriske formåen egentlig er.

Det samme gælder for de musikalske elementer, hvor de sporadiske guitaranslag og håndklap samt vanligt underspillede bas- og trommesektioner lige så vel kunne have været at finde på Amassakoul eller Aman Iman. I sidste ende har jeg intet behov for at stifte bekendtskab med yderligere 11 ørkenrockkompositioner, der i bedste fald opnår en status af ekstra fyld på en playliste med Tinariwen-numre, der i mit tilfælde allerede er godt fyldt.

Som nævnt længere oppe er det, der til gengæld redder Emmaar fra at falde helt igennem, charmen. Den fuldstændig unikke, autentiske, maliske charme, der med de mest oprigtige smil inviterer en indenfor fra første sekund, fastholder ens koncentration, når stemningen bliver mere alvorlig, og gang på gang giver lytteren lyst til at vende tilbage til det barske og ufremkommelige terræn. Det ændrer ikke på, at jeg har hørt det hele før; men jeg ville samtidig aldrig kunne finde på betydeligt at nedvurdere et musikalsk værk med så meget liv, sjæl og nerve.

Hvis man gerne vil udforske Malis suveræne ørkenrockscene, skal man næppe lægge ud med Emmaar. Kør i stedet Tinariwens diskografi igennem kronologisk, og hvis der efterfølgende stadig skulle være appetit på mere, så har de ligesindede i både Terakaft og Tamikrest ligeledes stået for et par særdeles vellykkede udgivelser. Tinariwens kreativitet har toppet, og verden behøver ikke nødvendigvis mere materiale fra det charmerende ensemble.