Artikler

Ud af obskuriteten: Dansk undergrunds-ukrudt – Del 1

Skrevet af Jonas Sølberg

Som en del sin artikelserie ’Ud af obskuriteten’ giver skribent Jonas Sølberg dig en bunke alternative anbefalinger til det bedste ukrudt, der pibler op af den danske undergrund.

Thank fucking god det næsten er forår! Lad os skide på vinteren i kor, højt og saligt, med råhvide røve i rendestenene. Lad os gøre det, fordi vinter her i landet er klæg og fugtig som en surdej direkte ud af et rustent køleskab. Den er gråsjappet, er den – vinteren. Aldrig iskold og stjerneklar.

En pige fortalte mig for ikke så lang tid siden, med et psykotisk stort smil, der afslørede tandkødet i hendes overmund, at »regn jo bare er gud, som kysser på os«. I samme sekund hun havde afsluttet sætningen, foldede hun sine hænder taknemmeligt ud, som for at give et kæmpeknus til den velsignede regn, og sagde et inderligt »AHHHHHHH«. Alt sammen mens himlen pissede hende i ansigtet. Jeg tog mine hovedtelefoner på igen og tænkte, »Thank fucking god det næsten er forår.«

I selv samme forårsanledning vil jeg, fuldstændig ublu, stjæle din tid ved at mumle til dig om ukrudt. Dansk forårsukrudt. Fortælle dig om alt det smukke skidt, der pibler op af den danske undergrund. Igennem græs, asfalt og beton. Om dem der, i særegen akrobatik, formår at møve sig frem, og pludselig titter ud, kniber øjnene sammen for solen, og er grønne og nye på deres helt egne måder. Alt det jeg glæder mig til at følge i 2014. Følg ukrudtet ud af obskuriteten herunder.

First Flush

First Flush lød engang som nogle utilpassede knægte fra Manchester, der stjal slidte Dr. Martens-støvler og billige denimveste i genbrugsforretninger på Moss Side. Det gør de ikke mere, da de på deres nye lyserøde ep På Tinden – som udkom på københavnerselskabet Insult Music i januar – har skiftet deres eget dovne take på punket garagerock ud med en omgang mildere dansksproget musiklyrik, der snørkler sig rundt imellem pop, punk og en form for alternativ singer-songwriter.

Jeg er vild med 80’er-manchester-punk, men jeg er mindst ligeså vild med First Flush’ nye lyd. Især fordi det lyriske univers holder hele vejen.  Sangnavne som ‘Lykkeven’ og ‘Brusende’ smager af en hel del alene i titlerne, og lytter man netop til et nummer som ‘Lykkeven’, fører den dig med et tryllestavs-snuptag ud på vuggende ukrudtsmarker, mens solen titter frem bag en sky, og du kilder pigen på tæppet på låret med et græsstrå. Det er skide sensuelt, og ja, brusende på samme måde som Asger Hartvigs (musikkammeraten fra Af Med Hovedet-kollektivet og forsanger i Synd og Skam) sansende og forårsberusede lyrik.

Andre steder er det mere kaotiske udtryk og referencer til de punkede dage, som dukker op. Det hele er uomtvisteligt godt.

LYT VIDERE ved at downloade På Tinden gratis(!!) på http://www.afmedhovedet.dk/, og lyt til deres engelsksprogede debut-ep her. Der skulle desuden komme nyt fra fynboerne igen inden længe, sagde rygtet til deres release i Insula Musics butik på Blågårdsgade.

Fright Eye

Fright Eye er tidslen i bunken af anbefalinger. Bandet har udgivet kasettebånd og 7″-vinyl i nogle år på både Shordwood Records og Vulgar Deformity. De gør det, når de ikke skater, drikker øl eller finder på titler som “Shattered Teeth” , “Mongoloid” og “Keep It In The Family”, der handler om en tøs, som skal have en baby med sin far. Det er cirka, hvad man kan forvente af teksterne – Syret humor med uprætentiøs socialrealisme hæklet ind.

Ikke mindst laver de tre Århusdrenge (Casper Skou, vokal – Nicklas Ellebye, guitar – Yung Shord, trommer) fabelagtig garagerock – distortet som en hæs stemme uden strubehoved og smadret som et ansigt efter et hestespark, mens gutterne samtidig giver dig en krammer med nogle lækre melodier. Bum!

I december 2013 smed de deres foreløbige svendestykke via Raum Eins Record, den selvbetitlede syvtommer Fright Eye. Der er lækre hooks og kor-råberier, mens guitarer og trommer pumper derudaf. Formlen er mere stram og klassisk rock end nogensinde før, og vokalen er kastet længere frem foran. Det hele smager af whisky uden is og billig øl – det vil sige godt nok til de fleste.

LYT VIDERE til hele deres manisk-fængende ep Fright EyeBandcamp  og tjek også deres 8-track debutkasette her, for en mere flertydig lyd fra bandet.

Paradoks

Paradoks er noget af det stærkeste musik, jeg har lyttet til længe. I langsomme stød spinder akustiske og elektriske guitarer den drømmende pastelrøde musikalske tråd, mens man bare må overlade sig fuldstændig til lyden af en himmel, der kun bliver større og større. Selv kalder de deres lyd for sfærisk fladepop, og det er meget rammende.

Det, som skiller Paradoks ud fra mængden, er, at de på én og samme tid lyder modløse og forhåbningsfulde. Det er sjældent at høre musik, der formår begge dele samtidig. Der er bestemt elver-engel  – noget på samme tid helt lyst og sart – over andet og tredje nummer (som bare hedder “2” og “3”) fra deres foreløbigt eneste udgivelse, ep’en Samlet Set Derudaf. Og elver-engel er altså godt.

Det skrøbelige og tidløse udtryk forstærkes især af den lyse vokal, som ikke skulle bruge mange minutter på at krybe ind under huden på mig, og overbevise mig om, at Paradoks et stykke tid nu har været skovens favoritmelodi.

Simon Kjær, Simon Latz, Anders Hjernø og Rasmus Bak, hedder de fire fyre, og de er efter denne musikhjernes mening kronjuvelen i et andet lovende københavnsk placeret musikkollektiv, som hedder Aftenrutine (Hvor også Musik til Mor kandiderede stærkt til listen, men blev overhalet indenom af Paradoks i samme fart som mos gror).

LYT VIDERE til hele ep’en Samlet Set Derudaf her

Læs 2. del af artikelserien Dansk undergrunds-ukrudt næste onsdag.

Deltag i debat