Koncerter

Uncle Acid & the Deadbeats, 18.03.14, Voxhall, Aarhus

Skrevet af Daniel Niebuhr

Syreonklen med band leverede en absolut godkendt præstation, da de inviterede til fem kvarters udsyret familiefest i Aarhus. Enkelte steder blev det måske lidt for langhåret; men alt i alt fungerede briternes psykedeliske stoner/boogierock-hybrid på de fleste parametre.

Fotos: Tommy Frost, Voxhall

En halv times tid før Uncle Acid & the Deadbeats gik på scenen på en ganske ordinær tirsdag i Aarhus, var det stilheden før den uundgåelige, psykedeliske storm, der ventede forude. Hypen var resultatet af en magisk og sublim natkoncert på en mark på Midtsjælland sidste sommer, hvor alt gik op i en højere enhed for band såvel som publikum. Hvis man havde forventet en forestilling i samme kaliber, blev man her mere end otte måneder senere sikkert ganske skuffet. For de fire langhårede briter gav på Voxhall en lektion i kompetent, psykedelisk syrerock, der kun omfattede de allermest nødvendige aspekter, men som heldigvis blev leveret på et absolut godkendt niveau.

Badet i et udsyret og tåget, lilla skær fra en røgmaskine på konstant overarbejde entrerede briterne scenen og bød fra første sekund op til fællesheadbanging på de forreste rækker. Bagerst Itamar Rubinger, der fik lov til at mishandle sine medbragte tønder, på kanterne førnævntes bror, Yotam, på guitar samt Dean Millar på bas og i centrum vores alle sammens syreonkel, Kevin Starrs. Jeg går i hvert fald ud fra, at det var Starrs, for aftenen igennem gemte han sig bag sit eget private gardin af mørke hårlokker, mens han opretholdt en nærmest mytisk aura, som hvis Cousin Itt fra The Addams Family havde påtaget sig rollen som demagog foran den idoliserende publikumsmasse, der trofast var troppet op denne aften i Aarhus.

Den var højst sandsynlig god nok. For da der først blev fyret op for de kontante og monumentale riffs fra numre som ”Mt. Abraxas”, der i øvrigt åbner kvartettens seneste skive, Mind Control, og ”Crystal Spiders”, var man ikke i tvivl om, at Uncle Acid havde inviteret til en familiefest, som man ikke ville gå glip af. Og selvom størstedelen af vokalpræstationen havde tendens til at drukne i instrumentationen, var det samlet set både tungt og fængende, og der var plads til både store armbevægelser og små, tekniske finesser, der vidnede om et band, som vægtede håndværket højest.

De manglede interaktioner syntes heller ikke at smitte af på publikum, der virkede så meget ”på”, som en almindelig hverdagsaften nu tillader. Den forreste sektion af den langt fra proppede koncertsal hoppede taktfast med på de fleste numre, og kun når de forskellige kompositioner bevægede sig over mod deciderede stonerrytmer, medførte det stilstand blandt den dedikerede fanskare. Det var samtidig også her, koncerten oplevede det tætteste, vi nok kom på egentlige lavpunkter.

For i løbet af en håndfuld passager, der fik lov til at slæbe sig af sted, trak syreonklen med band helt unødvendigt den energi og nerve ud af koncerten, som de ikke havde været mange øjeblikke om selv at etablere. Et ellers udmærket nummer som ”Death’s Door” føltes alenlang og underligt malplaceret, når man tænker på, hvor kontrolleret og effektiv den ellers fremstår på bandets eminente ”Blood Lust”, og samme scenarie gentog sig desværre, da vi nåede hen mod koncertens afslutning.

Synderne er nok Uncle Acid & the Deadbeats selv. De gik nemlig til gengæld fejlfrit igennem, når tempoet blev skruet i vejret, og de synkront med publikum tilføjede mere liv til deres optræden. ”I’ll Cut You Down”, ”Over and Over Again” og den helt fantastiske ”Poison Apple” var genistreger udi uforfalsket og medrivende boogierock, som Queens of the Stone Age fra tid til anden også praktiserer – dog med et velplaceret psykedelisk twist, der også trak på klare inspirationer fra noget ældre musikalske slægtninge.

Vi blev underholdt i hen ved fem kvarter, hvilket føltes som den helt rigtige længde. Jeg frygter, at jeg ville have kommet til at kede mig en anelse, hvis vi var fortsat meget længere, og samtidig lod det også til, at bandet akkurat nåede at få berørt samtlige vigtige afkroge af deres repetoire. Uncle Acid & the Deadbeats fungerer for mit vedkommende nok stadig bedst en sen midnatstime efter en sommerdag på en midtsjællandsk mark. Det må dommen være efter mit andet møde med den udsyrede onkel og hans tre britiske medsammensvorne.

★★★★½☆

Deltag i debat