Konkurrencer

Vind billetter til Midlake i Pumpehuset

Skrevet af Redaktionen

Midlake rammer Pumpehuset fredag den 14. marts, og du kan ganske gratis tage en ven med derind – hvis du da vel at mærke bliver den heldige vinder af Undertoners konkurrence.

Midlake_620

Midlake eksperimenterer med den psykedeliske facon.

Fredag den 14. marts gæster Midlake Pumpehuset i København, og for at fejre weekendens komme kan du og en ven komme gratis indenfor i varmen, for Undertoner har fået fat i to billetter til herlighederne. Du skal blot sende et rigtigt svar i retning af nærværende konkurrence og blive udtrukket som den heldige vinder, du uden tvivl er.

Undertoners anmelder Lasse Heide Fjordbo påpeger i sin anmeldelse af folkrock-gruppen Midlake seneste album, at: »Nogle gange kan forskellen på det røvkedelige og virkelig fede balancere på en knivsæg. Hvornår bliver det tilbagelænede apatisk, det simple banalt eller det underspillede helt fraværende?« Det er den linedans, Midlake træder og for tiden med succes.

Amerikanske Midlake leverer musikken, der bringer Undertoners anmeldere i kog. Med nysgerrighed over for den populære The Trials of Van Occupanther fra 2006. Med smerte over The Courage of Others fra 2010. Og med glæde over sidste års Antiphon. Hele fem U’er blev det til fra Undertoners anmelder Fjordbo. Og hvad er hemmeligheden bag den pludselige begejstring? Ifølge Fjordbo er det fundet af den nye forsanger i bandets guitarist, Eric Pulido, som har udviklet bandets lyd fra lettere slatne folkrock-sange til mere ambitiøse og psykedeliske toner.

Undertoners Signe Palsøe interviewede i 2010 Midlake i deres tourbus, da de besøgte Amager Bio, men interviewet endte på en overraskende måde. En ældre dame gad ikke vente på den offentlige transport og havde fundet ind i bussen for at varme sig. Hun ville køres hjem af politiet, ellers kunne hun finde på at… Ja, hvad var det, hun kunne finde på? Svaret kan du læse dig til i slutningen af dette interview. Kryds dine fingre, og send det rigtige svar senest den 11. marts for at deltage i konkurrencen.

Vinderne er fundet.

Deltag i debat