Plader

Fossils: Flesh Hammer

Skrevet af Zenia Menzer

Den danske noiserock-duo har skabt et bæst af et album, der ikke kun opfordrer lytteren til at lade sig rive med af øjeblikket, men også til at søge de narrativer, der ligger i de rent instrumentelle forløb.

Flesh Hammer er den rammende titel på Fossils’ nye plade, der rummer 10 koncentrerede mundfulde, som på nådesløs facon smækker sin lytter omkuld. Allerede ved de første toner rammer det intense og hårdtslående ridt som en mur af lyd: ikke til at komme udenom og ikke til at rive ned.

Med trommer og bas som de eneste anvendte instrumenter skaber den danske duo et skrabet setup, der hidsigt trodser den umiddelbare minimalisme med et overraskende nuanceret lydbillede. Der ligger en særlig energi og kompromisløshed i Fossils’ udtryk, og man bliver konfronteret med en lydside, der ikke er til at ignorere eller abstrahere fra. Det vokalløse ca. 20 minutter lange ridt manifesterer sig som et hovedløst monster, der ikke som sådan besidder narrativer, men i højere grad opfordrer lytteren til at være til stede i nuet og opleve den energi, der ligger i den rå, autentiske virkelighed, som den fremstår lige nu.

Den vokalløse plade er ikke sådan til at analysere, da man undervejs ikke undrer sig over kringlet eller uforståelig lyrik. Tværtimod har man som lytter muligheden for at være til stede i de enkelte momenter, og fordi det massive lydbillede er så svært at undslå sig, er det præcis, hvad man gør: giver sig hen i det enkelte øjeblik. Det lyriktomme univers, Fossils skaber med Flesh Hammer, fremstår råt for usødet, og det bliver understreget og underspillet med titlerne som det eneste egentlige sproglige udtryk. Med titler som “Pelvis Crust”, “Cat Stalker”, “Filet Horizon” og “Flesh Pillar” skaber duoen en form for perverteret udtryk, der associerer til det rent kødelige – heraf også pladens titel. Hvad titlerne betyder, kan der kun gisnes om, og heri kunne der sagtens ligge nogle skrublerier. Alligevel brydes analysearbejdet på mange måder ned på forhånd, og det eneste, der står tilbage, er den snerrende attitude, der gungrer gennem højtalerne.

De intense trommeforløb og brølende basgange skaber et kantet og dominerende udtryk, fordi der ikke forekommer en vokal til at bløde stemningen op eller skabe en form for ophold og variation i musikken. Der skabes instrumentelle pauser undervejs, så lytteren får en chance for at ramme overfladen for at få luft. Man bliver imidlertid hurtigt trukket ned i det markante lydunivers igen, og man må som lytter hænge godt fast for ikke at synke til bunds undervejs. Der ligger en fare i at skabe et rent instrumentalt album med så voldsom en karakter som Flesh Hammer, fordi man godt kan mangle de stemningsnuancer, der netop skabes gennem lyrik.

Udtrykket kan hurtigt blive for ensformigt, og man kan som lytter have vanskeligt ved at finde hoved og hale i lyden. Numrene flyder med lethed for meget sammen til én masse, og det kan resultere i, at tilhøreren kommer til at mangle nogle ståsteder undervejs. Omvendt er det forfriskende at være vidne til de mange nuancer, der bliver skabt på så spinkelt et grundlag, og det kan på sin vis også være historiefortælling nok. Manglen på lyrik opfordrer til at dykke længere ned i det instrumentale forløb; til at opleve øjeblikket og til at lade sig fylde med de narrativer, instrumenterne står for at fortælle alene.

Lyt til hele Flesh Hammer her.

★★★★★☆

Deltag i debat