Koncerter

Hauschka, 09.04.14, Jazzhouse, København

Skrevet af Signe Palsøe

Hauschka pegede rundt, fortalte indlevende, fjernede og tilføjede tingeltangel i sit prepared piano, opslugtes af de lange kompositioner og viste publikum hele sin palet af virkemidler. Også i en grad, så omskifteligheden til tider blev i overkanten.

hausckha»Her har jeg placeret en tromme. Indimellem får pianoets vibrationer den til at hoppe ud. Det er trykket på strengene, der skaber rumklang i nogle af stykkerne.«

Hausckas Volker Bertelmann står let foroverbøjet ved flygelets front og peger og beretter. Omkring instrumentets strenge, resonansbund og hamre har han monteret, hvad der snart skal vise sig at være en veritabel bunke dimser og skrammel – ølkapsler, en tamburin, tapestykker, en lille tromme, en samling skruer og en stump kæde, han inden koncerten har tiltusket sig fra opvarmnings-altmuligmand Jeppe Kristensens samling af Storm P.-aggregater.

Det er dog først, da Bertelmann mod koncertens afslutning stykke for stykke fisker genstandene ud af pianorammen – alt imens han nøje sørger for at anslå tangenterne undervejs for at illustrere, hvordan klangen gradvist ændrer sig – at det er til at se, hvor mange remedier, der i grunden indgår i opbygningen af Hausckas prepared piano. Selvom lågets underside som et overdimensioneret tandlægespejl giver publikum et glimt af, hvad der gemmer sig mellem strengene, lander størstedelen af Bertelmanns habengut i en blind vinkel, da det er monteret helt oppe ved flygelets hamre. Man kan næsten ærgre sig over, at scenefaciliteterne på Jazzhouse er så gode – og at Bertelmann derfor ikke har rykket sit piano ned på gulvet og sit publikum op på scenen, som han ellers indledningsvis beretter, at han har for vane at gøre, når koncertvilkårene på en givent spillested skaber for stor distance mellem ham og hans publikum.

Heldigvis er de øvrige forhold for at komme ind på livet af Hauschka og hans musik cirka optimale. Selvom Bertelmann startede aftenen med en artist talk i Cinemateket, er mundtøjet ingenlunde løbet træt, og hans venlige gemyt står i fin kontrast til den koncentration, der kommer over ham, når han fremfører sine kompositioner. En tilstand, som hans seneste album, Abandoned City, da også er opkaldt efter, fortæller han, da pladen til dels har sit navn fra den følelse af afsondrethed, der kan opstå gennem mange timers ensom symbiose med klaveret.

Abandoned City er da også præget af en ganske anderledes dyster og resonerende grundtone end sin forgænger, den muntre og stærkt iørefaldende Salon des amateurs, og onsdag aften i Jazzhouse er der ligeledes langt mellem decideret melodiøse etaper. Bertelmanns høje hår vugger dramatisk og skaber associationer til den lille, fokuserede dirigent i “Fantasia”-tegnefilmen, mens han fremmaner snart et frejdigt hoppende og simpelt lille klaverstykke, der er catchy uden at have en egentlig struktur, snart en metallisk raslen fra et sæt løse strenge, der er spændt ud med skruer, og snart en serie dumpe, stortrommeagtige slag, som bryder med en fin, minimalismeklingende rytmik, der ellers for en kort stund har skabt struktur. Vi kommer vidt omkring.

“Who Lived Here?” overtager med sit anderledes dvælende, søgende og helt småjazzede lydbillede. Den pludselige stilstand er med til at understrege fornemmelsen af, at det foregående stykke måske var lige vel omskifteligt i forhold til at skabe rum for fordybelse i de enkelte sektioner. På den anden side påpeger “Who Lived Here?” en af de mindre heldige tendenser ved Abandoned City – at den tiltagende rumklang, der trænger sig på gennem nummeret og efterhånden bliver næsten altomsluttende, ikke gør noget godt for detaljerne i Hauschkas lydbillede.

Heldigvis bliver afvejningen mere elegant. Når Bertelmanns møjsommeligt nuancerede mønstre får den fornødne plads til for en tid blot at stå og interferere, uden at nye virkemidler trænger sig på, opstår fine, medrivende passager, der bringer mindelser om John Cages mere komplekse prepared piano-stykker. Samtidig er det lettere at sætte pris på de efterfølgende mere løse passager med klange af alt fra knasende spilledåse og glitrende harpe til dumpe basdrøn – præcis ligesom den ildevarslende, om end vemodigt melodiøse “Elisabeth Bay” er en glimrende overgang til par formeksperimenter med grej fra rodekassen: en lystigt hoppende samling bordtennisbolde og en afsluttende tilplastring af flygelet med gaffatape. Hvor de kønne, dryppende strengepluk i øvrigt – understreger Bertelmann – grundet variationer i tapens opbygning og kvalitet aldrig lyder ens to aftener.

Med så mange remedier og teknikker i spil skulle det da også være imponerende, om Hauschka var i stand til nøjagtig at genskabe sine lydbilleder og kompositioner fra koncert til koncert. Onsdag aften står da også som en seance i musikalsk begejstring, nærvær, fordybelse og en brændende lyst til at vise publikum alle flygelets mange facetter. Også i en grad, så omskifteligheden og det ikke så gode udsyn til instrumentets bearbejdning periodevis gjorde det vanskeligt at fortabe sig i Bertelmanns forladte byer i helt samme grad som han selv.

★★★★☆☆

Deltag i debat