Koncerter

Jacob Bellens, 26.04.14, Offspring, Tivoli, København

Foto: PR
Skrevet af Camilla Zuleger

Undertoner tog til festivalen Offspring i Tivoli, hvor Jacob Bellens var blandt lørdagens første acts. Den inderlighed, der kunne være opstået mellem publikum og Bellens alene med et piano i Glassalen, udeblev og efterlod følelsen af, at han ikke selv troede på sit stof. Desværre, for potentialet rækker langt videre.

Foto: PR

Foto: PR

Lørdag eftermiddag blev man i Glassalen i Tivoli inviteret et sted hen, som normalt er – og til dels bør være – lukket land for koncertgængere. Kun væbnet med et piano indtog Jacob Bellens scenen i Glassalen, der ellers er kendt for skøre juleforestillinger og revyer for hele familien Danmark. Uden svøb fremførte Murder- og I Got You on Tape-frontmanden de sange, han har udgivet under eget navn, størstedelen fra pladen The Daisy Age, der udkom sidste år.

Det meget nøgne udtryk kammede dog næsten over. Man var ikke kun trådt ind i en næsten tom Glassal, de fleste Tivoli-gængere måske havde valgt fra til fordel for solskinnet. Nej, oplevelsen var at komme helt ind i det Bellenske univers, hvor sangene bliver til.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at undertegnede anmelder opfatter Bellens som en af Danmarks allerstærkeste sangskrivere og musikere som sådan i øjeblikket. Men at sætte ham alene i en stor, traditionstynget sal alene ved tangenterne blev for meget. Den inderlighed og intimitet, man kunne have forventet, udeblev i et forsøg på at blive mere end dus med sit publikum.

Den bare 30 minutter lange koncert bød på helt gamle sange, velkendte sange fra det eneste soloalbum og materiale fra et nyt album, Bellens afslørede udkommer til efteråret. Og selvom man skulle mene, at han er mere end velbevandret i størstedelen af disse sange, var det endelige udtryk, at han ikke rigtig troede på dem. Alene ved klaveret gav han udtryk for, at det var en lille sejr, hver gang han kom igennem en sang uden for mange (hørbare) fejl. Det var meget charmerende, at han indrømmede, at han aldrig før var kommet igennem en ny sang fra den kommende plade i ét stræk, men jeg havde hellere været foruden til fordel for en Bellens med sange, der sad lige i skabet, som man som forkælet musiklytter er vant til.

Måske var det omgivelserne og det i den grad fraværende (både i antal og engagement) publikum, men måske er Bellens bare bedst i selskab med andre.

Det var en koncert, der føltes som at overvære sangenes tilblivelse, men på en måde, så det også virkede indlysende, at de heller ikke var nået ind under huden på musikeren selv. Og det er en skam, for det er nogle meget imponerende og meget medrivende kompositioner, Bellens normalt synes nærmest at kaste ud af ærmet. Således formår jeg alligevel at glæde mig til det kommende album – men desværre først og fremmest til at se en koncert, hvor han tager sit band med på scenen igen.

★★★☆☆☆

Deltag i debat