Plader

Jakob Skøtt: Amor Fati

Jakob Skøtt er stadig tunet ind på langstrakte instrumentale forløb fedet op med elektroniske klange på Amor Fati. Et album, der imponerer næsten hele vejen igennem.

Jakob Skøtt er en dreven musiker, der, som en del af miljøet omkring pladeselskabet El Paraiso, almindeligvis er at finde bag trommerne i bands som Causa Sui, Sun River og Chicago Odense Ensemble. Derudover gør han sig også som soloartist, og det er allerede to år siden, han udgav debuten Doppler.

Dengang var formlen skruet ind på langstrakte lydflader, der ofte var bygget op over elektronisk klingende udskejelser. Og det er også nogenlunde sådan, Skøtt lyder på Amor Fati, som opfølgeren til debuten er blevet navngivet.

De syv numre bevæger sig alle rundt i et instrumentalt og udsyret univers, der er milevidt fra noget, som minder om traditionel vers-omkvæd-vers-opbygning. I stedet er udtrykket en ekspressionistisk vulkan af lyd. Det er tydeligt, at solo-formen giver Skøtt ekstra meget plads til at lege med eksperimenterne, for musikken er i sin opbygning og fremførsel både finurlig og opfindsom. Dog kunne der godt ønskes lidt mere retning i enkelte numre.

”Mantis in Lace” starter herligheden ud med en synthfigur, der umiddelbart kunne være taget fra et arkadespil fra 80’erne. Men det er trommerne, der er det egentlige omdrejningspunkt her, fordi de hele tiden ligger helt fremme i lydbilledet, og fordi de – i det instrumentale univers – i al deres gøgleriske fremtoning tildeles rollen som det ekspressive element, der normalt tilskrives en vokal eller guitar. Det er spændende, fordi der leges med de gængse normer for instrumentering og instrumenternes roller.

Det elektroniske islæt fortsætter albummet igennem. På ”Synthemesc” ligger det helt fremme i lydbilledet, idet både basfiguren, melodien og det sporadiske rytmespor er frembragt maskinelt. Alligevel synes jeg, der er et skitsepræg over nummeret. Det virker lidt som grundsporet til en sang, inden der er lagt vokal på.

Det er lidt samme indtryk, man får på ”Omega Oscillator”, der er bygget op på en lignende måde. De elektroniske lyde klinger flot, men det er bare, som om der mangler noget. Ikke fordi det partout skal overøses i lyde; men lidt fyld på toppen kunne have flyttet det hele et hak op. Det kunne man sagtens have gjort og stadigvæk bevare den minimalisme, der præger de to numre.

”Earth of No Horizon” er et fremragende eksempel på, hvordan minimalismen andre steder lykkes for Skøtt. Her opnår synthfladerne nærmest overjordisk karakter, og det er virkelig smukt og virker dragende; ja, nærmest hypnotisk. Nummeret får lov at vokse proportionelt mellem tid og intensitet, og den dynamik er guld værd.

Amor Fati er bedst, når lyden får lov til at være mere organisk i samspillet mellem de elektroniske lyde og traditionelle instrumenter. Albummets stærkeste moment indtræffer ved ”Araucaria Fire”. Her virker trommerne som en basal urkraft; en perfekt underlægningsmusik til det moderne storbymenneskes stammedans. Over det hele flyder lydene af sted. Det skitseprægede finder man også på dette nummer; men det fungerer meget bedre, fordi musikken her står så fint alene.

Også ”Eastman Oyster” er et aldeles glimrende nummer, hvor musikkens forskellige bestanddele slynger sig ind mellem hinanden og tegner nuancer, der er så fine, at man som lytter stille og roligt bæres helt ind i det univers, der fremmanes. Igen er det med trommerne helt i front. Og det er generelt for hele albummet, at Skøtt viser sig som en excellent trommeslager, der har masser af forståelse for at bruge sit instrument på originale og overraskende måder.

Men Skøtt er mere end trommeslager, og det brænder tydeligt igennem på Amor Fati, der er en musikalsk præstation, som kommer vidt omkring. Musikken her favner nemlig både den musikalske tradition, som Skøtt har rod i, og peger futuristisk frem mod noget helt andet, og det er i sig selv imponerende, fremsynet og dygtigt gjort.

★★★★½☆

Deltag i debat