Plader

Koen Holtkamp: Motion

Med ringlende elektriske guitarer og pludrende analoge synthesizere i fri arpeggio svøber Koen Holtkamp os i et uigennemtrængeligt tæppe af kosmisk lyd. Og selvom det er både behageligt og homogent, er det desværre også både unuanceret og ensformigt.

De tre musikteoretikere Anders Aare, Johannes Grønager og Poul Rønnenfelt forsøger at indkapsle vores oplevelse af musik med begreberne tid og rum. Nogle musikalske oplevelser konstituerer sig primært ved, at vi oplever dem som udvikling over tid. Det kan gøre sig gældende for såvel Beethovens 3. symfoni som Pink Floyds “Shine on Your Crazy Diamond”. De udfolder sig i tiden og beskriver en udvikling: Der opstår spænding og afspænding, konflikt og forsoning osv. De enkelte formled betinger så at sige hinanden. Det store klimaks ville ikke være det samme, hvis ikke der var den lange forberedelse og opbygning til det. I modsætning hertil vil albumaktuelle Koen Holtkamp (eller Bob Marley, Elvis Presley, Curtis Mayfield, Wu-Tang Clan eller, eller, eller) ikke ret meget i tid. Med glødende og rislende synthezisere skaber han et tæppe af lyd, der, i de tre musikteoretikeres ord, i et uendeligt nu vil være til stede og udfylde rummet. Musikken formidler snarere en tilstand end en udvikling.

Og det er en sfærisk tilstand af psykedelisk tryghed og varme, der imødegår en på Motion. Med ringlende elektriske guitarer og pludrende analoge synthesizere i fri arpeggio svøber Koen Holtkamp os i et uigennemtrængeligt tæppe af kosmisk lyd. Og selvom vi må placere albummet meget tæt ved rum på tid-rum-aksen, opnår han med sine frie synth-arpeggio bittesmå indviklede forløb af bevægelse over tid. Det er med dette greb, at han skriver sig solidt ind i en tradition af helt tidlig synthesizerensemble konstitueret i slutningen af 1960’erne af blandt andet Mother Mallards Portable Masterpiece Company og Tonto’s Expanding Head Band. Og selvom man hjertens gerne må trække på historisk ballast, er det tankevækkende, at den musik, vi italesætter som den mest moderne, er næsten identisk med den, der blev komponeret for godt 45 år siden.

Hvor Koen Holtkamp tidligere – både i udgivelser under samme alias og i duoen Mountains – har udviklet sit materiale under liveperformance, er størstedelen af Motion komponeret og optaget i studiet. Dette, siger han selv, har givet  ham mulighed for at skænke mere opmærksomhed til det enkelte instrument. Og selvom Motion utvivlsomt er det mest groovy af han udgivelser (selvom det i sammenligning med meget andet musik er meget lidt groovy), er det næsten så homogent, at det svært overhovedet at skelne et nummer fra et andet. Ambient har som regel som opgave at formidle stemning så underspillet som muligt. Men det behøver altså ikke at være lige så uinteressant og unuanceret, som det desværre bliver på Motion. Selvom de overordnede penselstrøg er både delikate og velovervejede, føles det en smule, som om der ikke er kælet nok for detaljen. Og faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at efter et par enkelte gennemlytninger er det næsten kun albummets tredje nummer ”Croatles”, der er værd at høre. Her spiller kombinationen af glimtende synthesizer og kontrabas til gengæld også overraskende godt sammen.

Så overordnet set skal Motion ikke høres med en forventning om sonisk udfordrende og overraskende narrativ. Men hvis du bad tripper på LSD, så vil det formentlig være en rigtig positiv oplevelse.

★★★½☆☆

Leave a Reply