Plader

Kristian Harting: Float

Skrevet af Jesper G. Kaufholz

Danske Kristian Harting album-debutterer under eget navn efter at have fingre med i spillet i det danske musikliv siden ’92.

At kalde dette for en debut er nok at strække begrebet mere, end det kan holde til, for danske Kristian Harting har fingrene med i spillet på et hav af projekter og udgivelser. Solo har han givet koncerter siden 2004 og komponeret musik til film og installationskunstværker. En travl herre, med andre ord, men hvis der ikke ligefrem er tale om en debut, er der i hvert fald tale om hans albumdebut. Den udkommer på det velrenommerede tyske selskab Exile on Mainstream, og så har han også fået tjansen som opvarmning på meget hypede Future Islands’ Europa-turne her i foråret, så der er nok store ting i vente for hr. Harting.

Så vidt for at få sat scenen. Float består af 10 skæringer, der alle sammen lægger sig et eller andet sted i forlængelse af amerikansk singer/songwriter-tradition. Harting fornøjer sig dog også med at blande elementer som feedbacks og loops ind i musikken, så der er mange flere lag at glæde sig til end blot hans stemme og guitar. Åbningsnummeret “Soul Collector” er egentlig et godt eksempel, for her starter en fuzzet, distortet guitar med at lægge bunden, mens Harting langsomt bringer melodien ind i sangen. Også førstesinglen “Queen of the Highway” bruger med stor effekt de samme virkemidler – dertil bliver blandet  et par simple trommeloops som ekstra rytmisk element.

Der er i den grad tale om sange, for selv om Harting bruger masser af virkemidler fra drone/noise-scenens arsenal, er det som supplement til den akustiske guitar og ikke mindst den gode melodi. Det virker aldrig overlæsset, tværtimod. Der er masser af luft i lydbilledet til vokal og guitar, som får lov til at ånde og stå uimodsagt. Og det kan kvaliteten af kompositionerne sagtens holde til. Selvom sangene alle har samme udgangspunkt, er Harting finurlig nok med baggrundsstøj og rytmer til, at det ikke går i tomgang.

Hartings guitarspil er afdæmpet, ligeså hans vokal. Stilistisk ligger hans stemme op af afdøde Layne Staley fra Alice in Chains – som endnu et bevis på arven fra den amerikanske indietradition. Ved at lægge vokalen i lag og overdubbe får han meget ud af en ellers lidt spinkel stemme, og det virker rigtigt godt. Det er altid en fornøjelse at høre en musiker, der ved, hvad han har at gøre med, og ikke presser citronen alt for meget. Dette skal dog ikke antyde en manglende ambition, for Hartings debut er faktisk på alle måder både godt sat sammen og fyldt med fine detaljer, der vidner om en meget bevidst tilgang til musikken.

Der er en uimodståelig melankoli i stort set alle numrene, som det skrabede lydbillede flot fremhæver. Men også bittersød glæde, som den country-inspirerede “Sole Dancer”, der virker helt anderledes traditionel end pladens øvrige skæringer – men uden at den af den grund stikker udenfor. “Kamikaze” sender derimod en kærlig tanke mod Dub Tractors enmands-gazetronica. Alt i alt en afvekslingsrig plade, både i udtryk og stemninger – men altid med en smule melankoli som klangbund. Når “Precious Freedom” afslutter pladen efter bare 34 minutter, kunne man ønske sig lidt mere. Men også på den måde er Float perfekt afstemt – lige tilpas til at man gider at høre pladen. En. Gang. Til.

★★★★★☆

Leave a Reply