Plader

Kvindebandet: Cyklus

Kvinderne gør sig endnu en gang positivt bemærkede i et genre-potpourri og med en kreativitet, der kan gøre mange af deres mandlige kolleger misundelige.

90’erne var i høj grad pigegruppernes tid. Spice Girls og Destiny’s Child sad på magtens trone og svang sig gang på gang til tops på hitlisterne. De var fuldt ud konkurrencedygtige med konkurrenterne fra det andet køn, Backstreet Boys, N’Sync, Blue, og hvad der ellers i dag er blevet hele 90’er-generationens guilty pleasures.

I dag ser det anderledes ud. Pusten er gået af pigerne i det kommercielle spektrum. Nok er der masser af solister, men hvor One Direction og Jonas Brothers har gjort horder af teenagepiger til savlende slaver, mangler de et modspil fra det stærke køn. Faktisk i en sådan grad at René Dif har øjnet muligheden for udvidelse og på krampagtigvis forsøger at få stablet en gruppe på benene med det gode gamle trick, som alle ved fungerer: auditions. Lur mig, om vi ikke ender ud i en svag afskygning af Eye Q, og luften fiser ud af ballonen efter et par koncerter rundt omkring i diverse shoppingcentre. Opsummering: På den kommercielle, lillepigede side går det ned ad bakke.

Hvis man derimod kaster blikket over på det lidt mere modne spektrum, ser det anderledes ud. Her blomstrer og mangfoldiggør de kvindelige kunstnere sig. Den DIY-agtige tilgang til punk og hård rock har inden for vore egne grænser fostret bands som Nelson Can og Baby in Vain, hvor Pussy Riot politisk slår sig fast på den internationale scene som en østrogenknytnæve i fjæset på Putin. Perfect Pussy spiller kompromisløs punk til topkarakter og gør samtidig oprør mod den piedestaltilbedte kvindelighed, der i virkeligheden gør den første halvdel af navnet langt mere provokerende end den anden. Det kvindelige er ikke tandløst eller føjeligt her. Det er legesygt, mystificerende og vovet.

Selvom der ikke er lige så meget tråd på Kvindebandets debut, Cyklus, bliver der dog heller ikke givet en dadel for de konventionelle rammer. Når man overfladisk lytter til musikken, kunne man i første omgang komme til at associere til et hobby-røvballeband, der har søgt tilflugt for konen i den ombyggede kælder. Det her er upoleret musik direkte fra øvelokalet. Der er en del fumlefingre på instrumenterne og til tider en noget overvældende mangel på balancering i lydbilledet, men alligevel bliver man på uforklarlig vis grebet af de fire femmes fatales. Måske fordi de favner så bredt. Selvom de ifølge dem selv spiller musik, der har gjort sig helt fri for genrer, bliver der kastet overordentlig taknemmelige nik til no wave, punk, postpunk og dreampop.

Og numrene veksler i næsten foruroligende grad. Man fristes til at sige, at man kommer meget godt igennem den kvindelige cyklus. Kvindernes fødested, Venus, bliver fremkaldt på første skæring, og så bliver der ellers gået zigzag imellem temaer som pigernes yndlingsdyr, hesten, og det ironiske håb om drømmeprinsens komme, inden man lige pludselig finder sig ”Dead in My Bed” med en skrigende hunkat ved sin side.

Humor og legesyge hører til kvindebandets helt klare forcer, men tegner sig også for slagsiden, når der bliver tærsket lidt for meget langhalm. For eksempel kommer man lidt ind i dødvande på visse af de udforskende passager, der bliver vendt og drejet og udforsket, til det bliver for åbenlyst. Man kunne have valgt at være mere hårdhændet i tilskæringen af pladen for at optimere den kvalitativt. Men så på den anden side er det jo netop det, Kvindebandet ikke vil. Hele pladen ligger frit tilgængeligt på nettet, og det er ikke en del af vokabulariet her at skulle ‘optimere’ eller ‘effektivisere’ noget som helst her med henblik på ussel mammon.

Her skal der gås lige til grænsen og skubbes til barrierene, og så gør det ikke så meget, om man ender med ikke at have alting skåret perfekt til. Det er ren Rudolf Steiner, og det fungerer langt hen ad vejen. Kvindebandet læner sig op af de stærke genreforkastende grupper som kollektivet Eget Værelse har spyttet ud over de sidste år som Selvhenter, Valby Vokalgruppe, Ymers Pizza og Frk. Jacobsen foruden andre stærke kvindelige kort, som for tiden tegner sig for det udforskende i dansk musik: Er De Sjældne, Marie Key, MØ, Nelson Can m.fl.

I en artikel i Politiken kunne man for nylig læse, hvordan den nye generation af kvindelige filmanmeldere beskyldte den ældre fortrinsvis mandlige anmelderskare for at være gammelpikkede. Med fare for selv at lyde gammelpikket og generaliserende er der hos disse nye kvindelige bands hår under armene og integritet bag ordene. Uden at skulle gemme sig bag eller eksotisere kønnet bruges det sensuelle, forførende og farlige sammen i skøn forening. De karaktertræk, vi alligevel elsker at tillægge det kvindelige køn, og som gang på gang mystificerer den mandlige lytter, bliver taget tilbage af ejermændene og brugt på egne præmisser. Når Kvindebandet i museagtig forening messende spørger »Is There Life on Venus?,« må svaret være et rungende ja!

★★★★☆☆

Deltag i debat