Koncerter

MØ, 11.04.14, Store Vega, København

Skrevet af Zenia Menzer

Debutalbummet er omsider udkommet, og MØ er på turné. Fredag blev Store Vegas sal indtaget af den både stærke og sårbare sangerinde med masser af vilje, mod og attitude.

MøStarten på s lidt mere end én time lange koncert lagde på overlegen manér ud med ”Fire Rides”, hvor den instrumentale dynamik, der hurtigt skulle vise sig at blive gældende for store dele af aftenen, blev præsenteret. Samtidig skildrede det MØs karakteristiske vokal , der på minimalistisk vis indledte nummeret, og lod MØ stå frem på en klar og nærmest nøgen måde. Nummeret udviklede sig dog hurtigt mere rytmisk, og det resulterede i publikums uforbeholdne og øjeblikkelige opmærksomhed.

Aftenens andet nummer, det drilagtige ”Maiden”, viste på samme måde MØ i topform, da hun fik præsteret en blanding af en lettere skinger og kendetegnende kraftfuld vokal. MØs vokal stod gennem hele koncerten som det absolutte midtpunkt, hvilket på mange måder supplerede og fuldendte hendes opmærksomhedskrævende figur, der dels smøg sig rundt i flydende bevægelser; dels bevægede sig rundt i små, rytmiske ryk. Sammen med baggrundsbilleder- og videoer udgjorde det det meste af koncertens visuelle side. Koncerten rummede på den måde en form for selvdyrkelse, idet flere af baggrundsbillederne udstillede MØ på samme måde som man f.eks. kan bevidne i musikvideoerne til ”Pilgrim” og ”XXX 88”. Der var dertil et meget direkte fokus på hende meget af tiden, når hun enten svang sin fletning rundt i headbangende buer, eller når hendes skikkelse stod frem på scenen som en silhuet, hvilket kreerede et klart fokus på hendes bevægelser. Det kan dog både virke som en tiltrækning for øjet, men samtidig som en distancering for sindet, fordi det ikke var muligt at registrere MØs mimik, blot hendes omrids.

Gentagne gange satte MØ sig på scenen eller gik rundt blandt publikum, hvilket i særdeleshed gjorde sig gældende under ”Never Wanna Know”, hvor hun mere eller mindre var konstant fraværende fra scenen for at hellige sig publikumskontakten på en ganske bogstavelig måde. Denne form for publikumskontakt har en meget sympatisk karakter og vidner om, hvor meget MØ vil sine fans og det fremmødte publikum. Omvendt får det hurtigt en distancerende virkning, når man under store dele af et nummer ikke kan se sangerinden. Nummeret er i forvejen en smule lowkey, så det blev hurtigt en sløv omgang ikke at kunne se MØ, men blot vide, at hun befandt sig blandt publikum nær scenen.

Undervejs var der nogle mere eller mindre synlige passager, hvor baggrunds- og backupvokaler stod frem som playback, hvilket ikke i sig selv er en forbrydelse, da hovedvokalen blev fremført af MØ selv hele koncerten igennem. Men summen af playbackvokalerne og fraværet på scenen var med til at skabe distance til publikum, der trods dette var med MØ stort set hele vejen igennem. Oplevelsen har naturligvis også været en helt anden for publikum helt oppe foran scenen, men publikum på balkonen og længere nede i salen kunne ikke opleve det i samme grad, og det stod da også klart, at folks interesse faldt en smule, når den visuelle kontakt var fraværende i for lang tid ad gangen.

Når dette er sagt, skal MØ dog have ros for at fremføre yderst velfungerende og stabile numre. Særligt på ”Waste of Time” og ”XXX 88” var der en skærende kontrast i MØs lyse, til tider skingre vokal og det tunge bagvedliggende beat. MØs vokal spænder på mange måder vidt, selvom hun har fået fasttømret et stabilt særpræg, der skaber en genkendelighed i det hun fremfører. Dog var det denne aften i Store Vega tydeligt, at hun formår at bruge sin vokal vidtrækkende fra det lyse, luftige udtryk over i det mere kraftfulde og dybdegående til en nærmest rusten vokal, der emmer af råhed, autenticitet og personlighed. Sidstnævnte kan være et resultat af torsdagens ekstrakoncert, men lige meget hvad årsagen var, bidrog det til en lækker musikalsk nuancering. På den måde fik MØ markeret sin vokal, særligt på numre som ”Slow Love”, ”Maiden” og ”Pilgrim”.

Overordnet set var der nogle knæk i vokalen under koncerten, men det var på sin egen måde med til at give MØs optræden karakter og nerve – og en ærlighed der desværre forsvinder mere og mere fra liveoptrædener. At kunne fornemme en sangerinde og mærke hendes vokal fylde rummet på en menneskelig facon med små skønhedsfejl og bristepunkter er på flere niveauer beundringsværdigt og på mange måder også dét, en liveoptræden kan præstere. Små afvigelser afslører nok fejlbarlighed, men vidner også om intimitet og sårbarhed – og det er langt mere beundrings- og ønskværdigt end en perfekt vokal, der er sovset ind i playback. Derfor var den lettere udsatte og til tider skrøbelige position forfriskende at bevidne hos en af Danmarks nyeste og bemærkelsesværdige navne, fordi det var med til også at give aftenen en nærhed og en fornemmelse af sårbarhed.

Sårbarheden kom meget tydeligt til skue under numre som ”Freedom”, ”Dust Is Gone” og føromtalte ”Slow Love”. Dette var med til at nuancere opfattelsen af MØ, idet hun det meste af koncerten stod frem som en stærk sangerinde med masser af vilje, mod og attitude. Dyrkelsen af MØ var også i højsædet denne aften, da hun både blev hyldet blandt publikum; over publikum i form af crowdsurfing, og sidst men ikke mindst; foran publikum på scenen. På den måde var fokus flere steder ret ensidigt, men det blev udjævnet en smule, når den mere minimalistiske og skrøbelige side trådte ind, og der ikke nødvendigvis var fokus mod selviscenesættelsen, men nærmere mod den ægte, enkle tilstedeværelse, som heldigvis var at spore under langt det meste af koncerten.

★★★★½☆

Deltag i debat