Plader

Nikolaj Nørlund: Det naturlige

Den stemme, den stemme… Nikolaj Nørlunds syvende soloalbum fortsætter stort set succesen fra den lykkelige genfødsel i 2012.

Nyt fra Nikolaj Nørlund = altid skyhøje forventninger, ikke mindst til Det naturlige, hans syvende soloalbum. Hvor (tør man sige det) metaltrætheden kunne anes på 2009’s Tid og sted og de søgende, middelgode ep’er Plan A (2010) og Kom med et bud (2011), så var forrige album, Alt sammen, lige nu (2012), ét langt opløftende triumftog. Farvel midtvejskrise, hej til et nyt kreativt højdepunkt. ‘Tak for en vild tur’ stod der, dedikeret til samarbejdspartner Christian Hjelm, i coveret, og jeg takker også stadigvæk her to år efter.

Et lige så vitalt pletskud er Det naturlige desværre ikke. Måske fordi det på grund af sit brogede ‘nogle af mine kunstnervenner kom lige forbi studiet’-koncept til tider stikker i lidt for mange retninger og mangler den lækre, afrundede helhedsfornemmelse. Og helt sikkert fordi der simpelthen er færre rigtig gode sange.

Til gengæld er halvdelen af albummets 10 skæringer nogle af de bedste, Nikolaj Nørlund nogensinde har lavet. Tag for eksempel det roadmovie-inspirerede åbningsnummer ”12000 km”, hvor lytteren kastes rundt i tid og sted, mens ord og musik smelter sammen til en kæde af flakkende billeder. Mystisk kvindevokal titter frem mellem Nørlunds som altid P-E-R-F-E-K-T småforkølede, halvgammeldags distingverede udtale. Den stemme, den stemme…

Det er velkendt, at Nikolaj tiltrækker talent på tværs af kunstarter. Manden forstår at vælge sine samarbejdspartnere med omhu, og denne gang bidrager en håndfuld af landets dygtigste digtere (Bjørn Rasmussen, Naja Marie Aidt, Peter Laugesen), filmskaberen Martin de Thurah (der har skabt visuelle ’moodboards’ som forlæg til hovedparten af numrene) og anerkendte musikere som jazzguitaristen Jakob Bro.

Selvom han på denne plade får mere sparring udefra end nogensinde før, så lyder Det naturlige umiskendeligt af Nikolaj Nørlund. Bjørn Rasmussens 80’er-punkede ungdomsskildring i ”Hvid røg og tekno” passer glimrende ind i den vanlige nørlundske tristesse, og omkvædet er lige så cool som Søren Ulrik Thomsens gamle blå læderjakke: »Ricky og Danny og Jenny og Johnny / Endnu en nat at holde i hånd i / Hjernen er lonely / Hjertet er funny.« Men allerstærkest står ”Halveringstid”, der slår gnister med sit tempofyldte flow af spørgsmål fra Peter Laugesens hånd.

Endelig er det en fornøjelse, at den fængende ”Små røde biler”, der blev udgivet i en akustisk version for godt halvandet år siden i Radio 24syvs ”Monogram”-serie, nu har fundet vej til en rigtig albumudgivelse. Skrevet fra en ung kvindes synsvinkel er den et glimrende eksempel på, hvor godt det fungerer, når Nørlund afsøger nye ståsteder for sine fortællinger: »Du kigger lidt indforstået på spejlet / Som smiler lidt overbærende til dig / I mødes på midten fuldstændig afklarede / Om at kritikken i bund og grund var forfejlet.« Her med Sune Wagner på guitar i en gyngende storbyblues, der er humørsyg og humoristisk på en og samme tid.

Og er det desværre ikke til at komme udenom den ene gedigne svipser. ”Mary, lille Mary” – man tror, det er løgn, men jo, det er en reference (Nikolaj kalder det en hyldest, så det må være ganske alvorligt ment) til Lars von Triers lille spøgelsesheltinde fra Riget. Sympatisk, men også så kikset, at jeg dør lidt indeni for hver afspilning.

Glemmer vi alt om den, så er Det naturlige et fremragende album, der bestemt hører til i den bedste del af bagkataloget. Nikolaj Nørlund bliver fortsat ved med at dreje sin karakteristiske lyd i nye, vellykkede retninger, med hjælp fra vennerne eller ej.

★★★★½☆

1 kommentar

Deltag i debat