Kom bare inden for i Prøverummet, min ven, her er knager nok til alle mand. Undertoner tester nye, danske kunstnere af i tide og utide og ser, om de sidder stramt alle de rigtige steder.
Virgil
Tidligere guitarist og sangskriver i Age Of Giants og nuværende guitarist og keyboardspiller i Cape Canaveral, Zacharias Baden, udgav i efteråret 2013 debut-ep’en The Color of My Teeth under navnet Virgil, og at dømme på ovenstående teaser for den kommende forårsudgivelse er udtrykket ret blandet med plads til både messende mandevokaler og vrængende guitarer. Meget anderledes, ligesom debuten The Color of My Teeth bød på eklektisk mix af både blød sax, skarp guitar, lydmur og tilbagelænet mandevokal i en eksperimenterende kombination, der alligevel var rimelig traditionelt rent melodisk og kompositorisk. Som psychrock tilsat en klædelig ugidelighed og en slackervokal, der muligvis går én på nerverne med tiden.
Goodbye Lisichka
Åh altså! Bandnavne, der er svære at stave til, bliver aldrig min bedste ven. Formentlig opkaldt efter en af de to sovjettiske hunde, der i 1960 døde på vej ud i rummet, har den københavnske trio Goodbye Lisichka rod i bands som Joe And Honey, No and the Maybes og Raised Among Wolfes. I sidstnævnte kunne man nyde forsanger Tobias Boelts vokal, og i konstellationen Goodbye Lisichka får Boelt back-up af Gerda Odgaards lyse og luftige kor. Samlet set er der vel tale om lo-fi pop/rock med her og der elektroniske og/eller folkagtige islæt og en dejlig varm og opbyggelig lyd. Trioen indspillede vist en ep i sensommeren og efteråret 2013 og spillede debutkoncert 27. marts på Akvariet, og det er Jonas Graverholt, der har optaget og produceret ep’en. Han har også produceret Ulige Numre, og resultatet kan vel ventes at høres i løbet af foråret. At dømme efter bandets soundcloud er der allerede masser af guf til elskere af bl.a. Alcoholic Faith Mission, her og der Epo-555 og førnævnte Raised Among Wolfes, som både Tobias Boelt og Daniel Bonde var en del af, inden de vistnok gik fra hinanden i starten af 2013. Det er ikke decideret revolutionerende sangskrivning, men det virker til at være godt håndværk og særdeles ihørefaldende.
Sort Kat Hvid Kat
Sort Kat Hvid Kat er også fra København, nærmere bestemt Nordvest, hvis man skal tro deres facebookside. Med ældre synthesizere, trommemaskiner og virkelig lækker kvindevokal laver de sådan noget enkel, alternativ pop. Bag det fine navn Sort Kat Hvid Kat gemmer sig Barbara Lind og Mads Duelund, og i løbet af 2013 nåede de to at udgive fire singler, mens duoens debut-ep I et væk lander inden længe.
Kombinationen af et skrabet musikalsk udtryk og kvindelig, poetisk vokal gør det oplagt at sammenligne med Under Byen, selvom Sort Kat Hvid Kat er langt mere elektroniske på start 80’er-måden. I øvrigt lyder Barbara Lind visse steder uhyggeligt meget som (80’er-)sangeren Elisabeth på den der tilbagelænede, elektriske barometer-facon. Et barometer, de i øvrigt tilbragte syv uger på i 2013. Sort Kat Hvid Kat spiller 20. juni i Pumpehuset til en af deres udendørs sommerkoncerter, og der er bestemt hitpotentiale i de to lidt tilbageskuende electrokatte.
In Curti
In Curti lader til at være rimelig kompromisløse på en arty 80’er-punket måde, selvom jeg tvivler på, at forsanger René Slott overhovedet var født i 80’erne. Det skal nu ikke holde nogen fra at beskæftige sig med elementer fra en svunden tid. Bag navnet gemmer sig vist et helt band, men i Anna Walthers video til singlen “Fag Dream” er frontmand og hovedproducer Slott mest i centrum i en video, der i den grad leger med identitet og køn. In Curti udgiver fuldlængdedebuten Homemade Sextapes på københavnerselskabet Neh-Owh Records inden længe, og lyden er til gengæld ikke punket, men snarere som et mørkt pulserende electrogulv. Maskinelt pumpende med en dyb og insisterende vokal, der uden tvivl har skreget hjertet ud nogle gange på spillesteder som Mayhem og Ungdomshuset. Spændende!
Gorgon Strike
Aarhusianske Gorgon Strike består af de tre venner Nicolaj Bo Pasfall, Asger Hald og Kasper Gjeding, der har kendt hinanden siden gymnasiet. Deres uptempo-electrorock bringer bestemt tankerne hen på et andet band, der startede som gymnasieband – nemlig skivebandet Dúné. Dog rummer Nicolaj Bo Pasfalls vokal ikke samme ungdommelige kådhedsstyrke som Dúnés Mattias Kolstrup anno 2007, og optagelserne på trioens første ep har heller ikke efterladt Pasfalls vokal med så fedt et udtryk på trods af en umiddelbar lighed med Robert Plant på en offday. Mest af alt lyder det lidt hjemmemixet og kunne godt have brugt en opstramning. Gorgon Strike har udgivet deres første ep Home is Where the Heart Lies og arbejder pt på deres anden ep, og på trods af nogle skønhedsfejl er der bestemt potentiale i aarhusianernes mørke electrorock, der da sikkert også gør sig glimrende live.
