Plader

Sisyphus: s.t.

Skrevet af Niklas Kiær

Sufjan Stevens, Serengeti og Son Lux er Sisyphus; en trio af electrorap og sprudlende kreativitet. Men er kreativitet nok til at binde så forskellige stilarter sammen til ét sammenhængende værk? Og hvad har et kunstgalleri i Minnesota med det hele at gøre?

Luk øjnene. Forestil dig denne musikalske supertrio: De er fra tre vidt forskellige genrebaggrunde, tre forskellige byer og er helt forskellige steder i deres respektive musikalske karrierer. Én er universelt elsket indierocker, en anden eksperimenterende hiphop-veteran og en tredje postrocker med hang til film- og reklamemusik. Umiddelbart er det svært ved at se sammenhængen, men tilsyneladende har de alle tre følt en trang til at lave legesyg electrorap under navnet på en af græsk mytologis mest triste skæbner. Forvirret? Også jeg.

Sufjan Stevens, Serengeti og Son Lux er mændene bag Sisyphus (før kendt som S/S/S). Den umage trio blev skabt, da Sufjan Stevens ville have et af sine beats med på Serengetis plade, der dog fandt det for mærkeligt og sendte det videre til Son Lux. Beatet blev til “Museum Day”, der endte med at blive åbningsnummeret på gruppens ep Beak & Claw fra 2012På trods af at ep’en hverken fik megen omtale eller ret gode anmeldelser, så var det nok til, at Walker Art Centre fra Minneapolis bestilte et album, der skulle akkompagnere en udstilling af John Hodges. Faktisk skulle billeder af Hodges’ værker have hængt i studiet, hvor Sisyphus indspillede. Interessant sammensmeltning, interessant baggrund, men al denne kontekst har ikke ret meget at gøre med selve produktet.

Sisyphus er en plade, der på alle måde tør at være lige præcis, som den vil, og den helt store styrke er den legesyge og ubesværede tilgang til musikken. Selvom konstellationen virker mere som resultatet af en tilfældig associationsleg, så lyder pladen aldrig, som om de tre kunstnere har nogen problemer med at fungere sammen og finde en musikalsk identitet, der på en eller anden måde er placeret mellem hver deres særegne lyd, men alligevel er noget nyt. Det går op i en højere enhed på den skizofrene, men fascinerende langspiller “Rhythm of Devotion”, hvor Serengetis energiske ordleg og tankestrøm flyder over et tungt og slæbende beat, hvorefter et stærkt break introducerer Sufjan Stevens’ engleagtige vokalvifte over et ømt, men funky beat. De to fusioneres til sidst til stor effekt og sluttes effektivt af et kor, der synger nummerets titel for fuld skrald. Succesfuld, omend mindre imponerende, er også “Dishes in the Sink”, der rapmæssigt er det mest fuldendte og gennemførte på pladen. Serengeti leger ikke alene rundt med ordene, han bruger dem også til at fortælle en dybt tragisk og rørende historie. Selvom ideen kan skæres ned til ‘hvordan ville Serengeti have lydt på Def Jux?’, så er resultatet stadig virkelig gennemført. Også Stevens har sit eget peak med nummeret “Take Me”, hvor hans hjemsøgende vokal trygler »Love, take me to your room / I want to be your friend« over et melankolsk og atmosfærisk beat. Disse øjeblikke giver en følelse af stor idérigdom og kreativitet medlemmerne i mellem, der tyder på deres mange år som solokunstnere uden for projektet.

På trods af flere spændende dynamikker er Sisyphus bestemt ikke en plade uden problemer. Gentagne gange fortsætter et nummer lige lidt for længe, virker lidt for lemfældigt produceret eller er værst af alt ligegyldigt og undervældende. “I Won’t Be Afraid” og “My Oh My” mangler sammenhæng, mens særligt Serengeti skuffer på den åndssvagt fjollede “Booty Call” og den tomme fortælling om de to antihelte Banks & Conley i “Lion’s Share”. Sidstnævnte virker mest af alt ufærdig, da ideen om at skrive en eventyrshistorie om to lokale forbrydere på overfladen er spændende, men efter en tur til »Conley’s grandma’s house« ebber historien ud i ingenting. Hvad angår “Booty Call”, så kan Serengeti være nok så undergrund, det gør ikke rim som »Are you still afraid of the storm / Do you want to make a porn?« og »Beauty, computy, let me see your booty / Let me be your call of duty« til andet end barnlige og meningsløse associeringer uden noget som helst mål. Så kan jeg heller ikke undgå at kommentere på den vanvittige og totalt unyttige summen, der insisterende udfylder de sidste 35 (!!!) sekunder af “Hardly Hanging On”. Jeg har endnu ikke formået at høre alle 35 sekunder i træk uden enten at pause eller skifte til et andet nummer.

Men det allerstørste problem med Sisyphus’ selvbetitlede debutplade er hverken Serengetis lemfældige omgang med narration eller de sidste 35 sekunder af “Hardly Hanging On”. Overordnet set har pladen ingen som helst samlende idé, atmosfære, historie eller tematik. Måske følte de tre herrer bare ikke for at arbejde videre med deres produkt, eller også har pladens status som bestillingsværk haft indflydelse den manglende retning. Overrasket var jeg i hvert fald ikke over at læse Son Lux’ svar på spørgsmålet om, hvorvidt projektet var blevet til noget uden Walker Art Centres indblanding: Probably not. »We needed the kickstart.«

Vend tilbage til øvelsen fra toppen… Tænkte du også på Sufjan Stevens, Serengeti og Son Lux? Heller ikke mig.

★★★½☆☆

Deltag i debat