Koncerter

Sivas, 26.04.14, Offspring, Tivoli, København

Skrevet af Fie Neergaard

Sivas havde lørdag aften publikum i sin hule hånd. De tilgav glædeligt, at rapperen havde knap så mange liveelementer i sit sæt til Tivolis festival Offspring.

Sivas_620x437

Kun med sin ep d.a.u.d.a i ryggen, havde Sivas fået til opgave at spille den lille scene Harmonipavillonen i Tivoli op til fest, efter mørkets frembrud lørdag aften. Tivolis gængse brogede publikum var, rundt omkring scenen, byttet ud med et yngre og hiphopelskende et af slagsen, der tydeligvis havde et godt kendskab til Sivas univers. Sivas lagde ud med bangeren “Markering (Hæld op)”, og den lovede fest var skudt i gang.

Med sig på scenen havde Sivas blot produceren Reza og hans mixerpult. Det eneste liveelement i opsætningen var derfor Sivas’ stemme. Som en del af sin lyd og et af sine kendetegn, er stemmen pakket godt ind i autotune, hvilket fungerer fint til den bombastiske trap-inspirerede hiphop, han begår sig i. Desværre var der skruet så højt op for backing-tracket, der sammen med stemmeeffekten, gjorde det svært at skelne Sivas’ egen stemme fra backing-tracket sættet igennem. På næste nummer, ‘”Ren hygge”, blev scenen dog gæstet af Amro, der troppede op i en velkendt stereotyp Adidas-unifom for at blive på scenen det korte sæt igennem og hjælpe til på mikrofonen.

Inden næste nummer, “Tonede ruder”, blev publikum opfordret til at tage deres solbriller på, og det er tydeligt, at Sivas har formået at skabe et univers, der er let for folk at genkende, med tekster om Kbhavana, solbriller og hættetrøjer, hvor drømmen om det gode liv forsøges at blive opfyldt på den hurtige måde. Catchfrases går igen, og publikum har lært dem alle sammen. Genren, han begår sig i, lægger ikke videre op til at kunne spilles på klassisk livemaner, hvilket bevirker, at der må skærpes på andre områder. Sivas havde godt fat i publikum, og trods hans indtil videre korte karriere virkede han forholdsvis scenevant og i kontrol. Selvom tekniske problemer drillede rapperen, ødelagde det ikke overskuddet og den gode kontakt med publikum.

Stemmen kunne fint følge med på Rezas produktioner, men Sivas fik ikke bevist meget med den, da backing-tracket lå i vejen. Det kun halve time lange sæt blev selvfølgelig rundet af med hittet “d.a.u.d.a” og fik publikum til at gå derfra med løftet stemning. Sivas har stadig til gode at finde sit fodfæste som livekunstner og komme frem til, hvordan hans lovende lyd kan gøre sig på en livescene, men persona og publikumstække er allerede hjemme.

★★★☆☆☆

Deltag i debat