Plader

Speedy Ortiz: Real Hair EP

Skrevet af Klaus Thodsen

Amerikanske Speedy Ortiz er ude med ep’en Real Hair. En distortet og skramlet omgang rock, der langt i glimt har fortjent sine roser.

Fra første færd er det en ret melodisk omgang rock, der ganske skramlet vælter ud af højtalerne, da Speedy Ortiz og frontkvinde Sadie Dupuis tager de første akkorder og slår de første toner an på Real Hair. Herfra køres der i et udmærket, men – på trods af en længde på bare fire numre – ret ensformigt spor gennem resten af epén.

Det første nummer, vi møder, er klart det stærkeste af de fire. Nummeret hedder ”American Horror” og starter med et par enkle akkorder på guitaren, inden den skramlede garagelyd tager fat. Dupuis’ lidt trætte og alligevel poppede vokal vækker minder om Crutchfield-tvillingerne eller Alexandra Hope og står for en stabilitet gennem ”American Horror” og ep’ens til tider rodede lydbillede. Åbningsnummeret er uden tvivl der, hvor Speedy Ortiz’ potentiale for at ramme rockens iørefaldende åre rammes bedst, og det glimrende omkvæd med sin underliggende guitar, der sætter en tung bund, både Dupuis’ vokal og lysere guitar skinner igennem, giver alt i alt et rigtig stærkt nummer.

Herfra går det dog en smule ned ad bakke. Det efterfølgende ”Oxygal” virker langt mere uoplagt i sin form, og den hastige vokal over de hurtigt skiftende akkorder, der udgør omkvædet, bliver aldrig rigtigt fængende. Igen giver både vokal og den halvdovne guitar nedenunder associationer til Alexandra Hope, dog i en meget tungere udgave.

Speedy Ortiz var originalt Dupuis’ soloprojekt, men efter at hun forlod sit vinduesløse kælderværelse og emigrerede ud af New York, voksede bandet både i størrelse og begyndte at skabe et navn for sig selv på Bostons mindre scener. Debutpladen Major Arcana udkom sidste år, og Real Hair er på sin vis den direkte opfølger til den.

Speedy Ortiz har leveret et fint bud på en ep, men viser kun i glimt noget, der rent faktisk får mig til at høre efter. De rigtig gode takter fra ”American Horror” bliver ikke fulgt til dørs, og pladens stærkeste nummer ender med at blive det eneste, jeg husker. Man fornemmer af og til, at bandets stræben efter den skramlede og rodede rocklyd spænder ben for de gode og iørefaldende melodier, som Dupuis og co. med al tydelighed ellers er i stand til at levere.

★★½☆☆☆

Deltag i debat