Koncerter

Sun Kil Moon, 01.04.14, Lille Vega, København

Pressefoto. Sun Kil Moon ville ikke have billeder taget under koncerten.
Skrevet af Alex Nørregaard

Mark Kozeleks enmandsprojekt Sun Kil Moon gæstede tirsdag Lille Vega med band. En underholdende aften, hvor Kozelek langede ud efter såvel publikum som band og samtidig leverede rørende øjeblikke, når musikken ellers spillede.

Publikum i Lille Vega var tirsdag aften vidne til mindst otte (tekstmæssige) dødsfald under koncerten med Sun Kil Moon, og efter et sæt, der samlet set sneg sig op over 2,5 time, var selvsamme, stadigt og stædigt stående publikum angiveligt også i farezonen for at blive ramt af de samme rygproblemer, som den altdominerende frontmand Mark Kozelek selv døjer med.

Der blev i hvert fald sukket en del igennem fra Kozeleks side – ja, nærmest på samme dybfølte facon som hele Danmarks Erik fra “Rytteriet” – men det blev leveret på yderst humoristisk, omend til tider noget hårdhændet, vis. Den bitre singer/songwriter langede således til at begynde med ud efter gruppen af forventningsfulde tilhørere på forreste række: »There is an epidemic of middle aged, bald men up here. Where are the girls?« Og advarede i samme omgang mod, at man stillede ham et åbenbart evigt tilbagevendende spørgsmål: »They say, ‘Mark, when is your album coming out on vinyl?’. Jesus…« En forespørgsel, der i Kozeleks univers er lig med nul fisse.

Nuvel, efter en mindre aprilsnar – der fik hele Lille Vega til at holde vejret for en stund – om at han var for træt til at spille mere end en håndfuld numre, blev der sat gang i musikmaskineriet. Gruppens, eller nærmere mandens, seneste album Benji er uden tvivl en af årets bedste skiver, og størstedelen af aftenens materiale kom da også derfra. Undervejs var der dog også plads til en håndfuld numre fra sidste års fantastiske Perils From the Sea, der blev til i samarbejde med Jimmy LaValle, samt lidt blandede numre fra Kozeleks imponerende bagkatalog og en smule fra samarbejdet med Desertshore.

Kozeleks håndtering af en akustisk guitar er uantastelig, og hans stemme er vitterligt fængende. Desværre var der denne aften i Lille Vega bare lige lovlig meget rumklang på vokalen, hvilket flere steder druknede ordene og i mere højlydte sekvenser gjorde lyden noget diskant. Det gjorde sættet ujævnt og brød i mine ører muligheden for helt at glide ind i musikken. Bl.a. blev nummeret “By the Time That I Awoke” leveret noget voldsomt af Kozelek, der for en stund forlod stolen og vandrede rundt på scenen med den ene hånd i lommen og den anden med et slapt greb om mikrofonen. Jeg holder virkelig meget af det nummer, men kunne ikke vente til, det var overstået. Kozelek er så meget mere effektfuld, når han fortæller. Henslængt. Afslappet.

Til en afveksling var Kozelek ikke alene på scenen. Den igangværende tour inkluderer et band bestående af to landsmænd i form af trommeslageren Eric Pollard og pianisten Chris Connolly (Desertshore), som Kozelek begge tidligere har arbejdet sammen med, samt portugiseren Vasco Espinheira (Blind Zero) på guitar. Alle tre medlemmer fik undervejs stikpiller serveret af Kozelek, men værst gik det ud over Espinheira, der i løbet af “I Love My Dad” måtte forsøge sig med den samme guitarsolo to gange… Og i løbet af ekstranumrene igen blev sat til at levere en solo, hvilket grinende fik Kozelek til at sammenlignede ham med Yngwie Malmsteen.

Alt i alt en underholdende aften, der dog også bød på særdeles rørende øjeblikke. Numre som “Carissa” og “Micheline”, hvoraf den sidste blev præsenteret som »An uplifting song about a retarded girl,« blev fornemt leveret. Det var også tilfældet med den imponerende “I Watched the Film the Song Remains the Same”. Her var paraderne helt nede. Det var svært ikke at smile og grine lidt under numre som den ellers noget alvorlige “Jim Wise” eller “Dogs”, der trods alt siger noget sandt om kærlighed. Især sidstnævnte blev fulgt af høj latter, da Kozelek indledte den med ordene: »A song about the two of the things I like the most: fucking and oral sex.«

Der blev da også lagt an på nogle af de piger, der havde formået at kæmpe sig op foran scenen. To af dem fik endda lov til at ønske et nummer – så længe det bare ikke var Bill Callahan, José Gonzalez eller Fleet Foxes. De ramte heldigvis rigtigt med “Among the Leaves”, og Kozelek fik også markeret sig med en sang om en (tidligere?) kæreste i form af “Caroline”.

Jeg ved ikke, om jeg havde sat forventningerne alt for højt op eller overhovedet er klar over, hvad jeg havde håbet på. Der er på ingen måde tale om en skuffelse, men følelsen af at være til stede i Lille Vega overtrumfede indlevelsen i musikken. Ingen mulighed for helt at give slip og fortabe sig i fortællingerne, men i stedet fanget i en sekvens, der utvivlsomt kan tjene som materiale til en kommende Kozelek-sang. Og det er vel heller ikke helt skidt.

★★★★½☆

1 kommentar

  • Der er ALTID for meget rumklang på Kozeleks vokal. Det er ikke stedets eller lydmandens skyld. Det er Kozelek selv, som vil have det sådan. Om man forstår det.

    Et held for ham at han skriver fantastisk smuk musik, for man bliver hurtigt træt af ham som person.

Deltag i debat