Plader

The Binnacle List: … Till Beaten Chins EP

Skrevet af Klaus Thodsen

Københavnske The Binnacle List lægger sig solidt i et spor af punk og pop, der lyder meget bekendt. Desværre er det bare ikke videre interessant.

Historien om The Binnacle List begynder en tilfældig kold eftermiddag på Dronning Louises bro i København, sikkert endda over en lige så kold øl, hvor to af bandets medlemmer falder i snak om at danne et band sammen. Det bliver til The Binnacle List, der har sendt … Till Beaten Chins ud til os alle sammen.

Det hele starter med det lille, mærkelige, folk-agtige nummer ”Down the Line”; en slags præludium, inden der går rock i den. Det gør der så også rigtig meget med ”Musical Fascism”, og dét med et brag, da der bliver tæsket i trommerne og hamret igennem på samtlige instrumenter på samme tid. Herfra går bandet ellers til den, kun afbrudt af små passager med lidt sang og en dyb basgang, inden rocken igen får lov at banke løs. Det første minuts tid er jeg egentlig ret positivt stemt, men så sker det, at jeg får et flashback til, hvad der sker, når amerikanere forsøger at lave noget, de i hvert fald selv kalder for punk. Jeg får flashbacks til uhyrligheder såsom Blink 182 og andre bands med lignende navne. Bands med ‘punkere’ i tanktop, med læbepiercing og en hat, der vender forkert.

Dette billede bliver der ændret lidt på hen ad vejen, men desværre bliver det også kraftigt forstærket enkelte steder. ”At the Binnacle” lægger sig i præcis samme spor som førnævnte flashback og faktisk også førnævnte beskrivelse af nummeret: en underliggende, smadrede guitarlyd, over hvilken en klarere og lysere guitar giver nummeret sit udmærkede melodiske udtryk og gør det let og nærmest poprocket, frem for til et kantet og smadret punknummer. Den opmærksomme læser vil nu have opdaget, at der er flere sider af The Binnacle Lists musikalske form, som jeg ikke bryder mig synderligt om, men samtidig må jeg også give dem, at de formår at bryde ud af skabelonen og gøre deres rockede numre til fine popmelodier, der får mig til at tappe lidt med fødderne.

Når det så er sagt, skal det også siges, at jeg har svært ved at se andre klare lyspunkter på … Till Beaten Chins. Melodisk er det fint, tekstmæssigt fænger det vældig godt, og selvom vokalerne ikke bliver leveret helt stilsikkert, så passer det rigtig godt til det lydbillede, der bliver lagt for dagen. Man får en klar fornemmelse af, at det er fire energiske og engagerede herrer med en stor spillelyst, der er at finde i The Binnacle List, og det giver også de fem numre en dejligt levende energi.

Men der er ikke noget, der rigtig tiltaler mig ved denne ep. Jeg føler langt hen ad vejen, at jeg har hørt det hele før. Der er stort set intet, der trækker mig i ærmet for at få min opmærksomhed, og slet ingenting, der losser mig hårdt i skridtet som for at tvinge mig til at høre efter. Desværre.

★★★☆☆☆

Deltag i debat