Koncerter

Timber Timbre, 13.04.14, Lille Vega, København

Timber Timbre. Foto: Jeff Bierk.
Skrevet af Alex Nørregaard

Mørket piblede frem alle steder, da canadiske Timber Timbre søndag aften gæstede Lille Vega. Og dog. Der var først og fremmest plads til løssluppen og charmerende opvarming fra Sean Nicholas Savage, mens Timber Timbre-frontmanden Taylor Kirk måtte grine med under ekstranumrene.

Timber Timbre. Foto: Jeff Bierk.

Timber Timbre. Foto: Jeff Bierk.

Selvom landegrænser angiveligt betyder mindre og mindre i en globaliseringstid, er det svært ikke at hæfte nationaliteter til såvel mennesker som musik. Denne søndag aften i Lille Vega stod i Canadas tegn – flertydigt som det nu er. Opvarmningen bød på hjertekvaler og popsensibilitet fra Sean Nicholas Savage, mens hovednavnet Timber Timbre lukkede mørket ind med deres film noir og western-klingende univers, der viste, at mørket måske allerede gemte – og fortsat gemmer – sig et sted inde i publikum.

En anelse forsinket væltede jeg ind i Lille Vega og nåede heldigvis at fange en del af aftenens opvarmning i form af Sean Nicholas Savage. Den unge canadier er på vej med albummet Bermuda Waterfall og leverede både numre derfra og fra et efterhånden bugnende bagkatalog. Savage blev på scenen akkompagneret af en ung, fuldskægget fyr, der stod for trommespor og keyboard, mens Savage selv dinglede rundt på scenen med mikrofon, løstsiddende skjorte og markant mellemrum mellem fortænderne. Lydmæssigt blev der rørt i den store 80’er-gryde, og Phil Collins-romantikken var ikke langt væk.

Savages optræden var på en særlig måde underholdende og charmerende. Med følelserne siddende helt uden på tøjet blev hver sang, hvor papirtynd instrumenteringen ellers virkede, leveret med en imponerende indlevelse, der solgte sangene rigtig godt. Det var vitterligt som om, at han ikke kunne lade være, men selv med denne vished var det svært ikke at smile, da det hist og her antog en lettere komisk karakter. En optræden med band ville givetvis have givet oplevelsen et løft, da det kunne have bakket om den energi, som Savage lagde for dagen.

Efter en kort pause entrerede Timber Timbre – badet i et indbydende mørke og til at begynde med blot med to små rødglødende pærer hængende i loftet ved scenekanten. Der blev åbnet med den støvede og storslåede “Grand Canyon” fra gruppens seneste og særdeles vel(for)skruede album Hot Dreams, hvorfra førstesinglen “Hot Dreams” fangede undertegnedes opmærksomhed. Aftenen bød dog ikke kun på numre fra gruppens seneste udspil, og sættet indeholdt således blandt andet “Black Water” og “Bad Ritual” fra Creep On Creepin’ On.

Der var ikke megen snak mellem numrene i aftenens sæt, og i stedet lod frontmand Taylor Kirk sammen med resten af bandet musikken tale. Det gjorde de så også særdeles overbevisende i løbet af den godt og vel halvanden times tid, som koncerten løb op i. Umiddelbart havde jeg regnet med, at koncerten ville udvikle sig i en tålmodighedskrævende retning, men musikken fik tilføjet en utrolig kropslig dimension, der gjorde det svært at stå stille og fange detaljerne i Kirks tekster. En særdeles bastung og tight udgave af “Curtains!?” snød et publikum i bevægelse, mens det til tider så ud til at gøre helt ondt på Kirk og guitarist Simon Trottier, når de ramte strengene på deres instrumenter.

Timbre Timbres musik er formentlig det tættest, man som almindelig dødelig dansker kommer på at føle sig som en del af et “True Detective”-afsnit – hvilket måske også er meget heldigt. Det var hele tiden dystert, og personligt havde jeg oplevelsen af aldrig at vide, hvad der gemte sig rundt om hjørnet. Paranoide og til tider hidsige guitaranslag blandede sig med skiftevis lækre og svedige samt støvede og tunge basgange, mens trommeslageren hele vejen leverede en yderst sprød og skarp bund – yderst betagende.

Gruppens fjerdemand sørgede for at fylde ud med forskelligartede keyboardtoner, der bevægede sig fra blandt andet barklaver til stemningsskabende synth. Jeg savnede undervejs Colin Stetsons saxofon, der er at finde på Hot Dreams, og frygtede da også for leveringen af den lumre og lounge-agtige “Hot Dreams”. Det var der dog ingen grund til, da nummerets saxofonsolo smukt og tilpas skingert blev gengivet på guitar. Her blev seriøsiteten iøvrigt for første gang brudt, da Kirk, grundet en mislykket start, ad to omgange dedikerede nummeret til publikum. Roligt og charmende, vel at mærke, og med en ændring af teksten til »I wanna dance with a Danish woman«. Billige point tæller vel også.

Hovedsættet stormede derudad og det, ja, svingede virkelig. Der var enkelte gange, hvor intensiteten tog et dyk, eksempelvis under “This Low Commotion”, og det var ikke altid til at tyde Kirks vokal. Personligt var jeg dog så opslugt, at jeg helt glemte at klappe med, da resten af publikum fik klappet og stampet gruppen ind til en række ekstranumre, hvoraf især det første gjorde stærkt indtryk. Her kom Kirk alene ind på scenen og begyndte på “Run From Me”, hvor starten vitterligt minder om “Tom Dooley”. Om det var dette, der fik et par piger op foran scenen til at grine højlydt, fangede jeg ikke helt, men det smittede i hvert fald af på Kirk, der måtte stoppe op undervejs – og grine med.

Resten af bandet kom ham dog til undsætning, hvilket udviklede sig til en særdeles smuk instrumental passage, der understregede, at en mands mareridt i en andens ører kan være lidt af en drøm. I hvert fald når mareridtet er signeret Timber Timbre.

★★★★★☆

1 kommentar

Deltag i debat