Koncerter

Bon Homme & Lydmor, 02.05.14, Voxhall, Spot Festival, Aarhus

Skrevet af Camilla Zuleger

Bon Homme & Lydmor var yin og yang, Mia Wallace og Vincent Vega i “Pulp Fiction”. Det nye samarbejde blev omtalt som det skøreste samarbejde nogensinde, men deres første koncert sammen viste, at det måske ikke er så skørt endda.

Lydmor_Bon-Homme

Jeg havde engang en diskussion på Byens Kro om i hvilken rolle, Uma Thurman var lækrest. Min klare overbevisning var og er, at der ikke er nogen roller, der kommer op på siden af Mia Wallace i “Pulp Fiction”. Og naturligvis særligt i scenen på den kitchede burgerrestaurant, hvor hun danser i bare tæer med ingen ringere end John Travolta. Der er en helt særlig komplementaritet mellem de to, der får dem til at hænge sammen, selvom de umiddelbart er langt fra hinanden.

Med fare for at vove mig ud i et farligt postulat, var det den samme scene, vi var vidne til, da Bon Homme & Lydmor på Voxhall fredag aften på Spot Festival – deres første fælles koncert nogensinde, og jeg tør godt sige: langt fra deres sidste. Tomas Høfding og Jenny Rossander, der gemmer sig bag de to kunstnernavne, har sammen med Anders Bach kastet sig ud i et musikalsk samarbejde af de helt store.

Alene på scenen åbnes koncerten af en noget rystet og overvældet Lydmor, der både lod hjertesorgerne og de hårdere elektroniske beats få frit løb. Det var på én gang et skrøbeligt scenarie, hvor hun dog også viste sin mere slagkraftige side, der ikke var bange for at bide fra sig.  Hun har, foruden det samme hår som Mia Wallace, den samme lidt overlegne, men samtidig paranoide gestik, der passer overraskende godt til hendes ultrarene vokal, der kan trænge igennem selv den bedst armerede kyniker.

Lidt vildere gik det for sig, da Lydmor forlod højre side af scenen, og Bon Homme kom ind og indtog venstre ditto. Med et stort bord, der var den mest velrenoverede dj værdig, klatrede han rundt på instrumenter og hvad han ellers lige følte for at udforske. Alt imens blev der skruet helt op for bassen, der passede så godt til hans dybe, men ikke mindre fine sang. Med sig fra WhoMadeWho har han taget en sans for den gode melodi, der viser sig uden videre at oversætte i hans elektroniske virke.

Koncertens sidste – og absolut vigtigste – del blev indledt med Lydmors kommentar om, at det nok var det skøreste samarbejde nogensinde. Men faktisk var det kulminationen af to musikere, der hver for sig er interessante, men tilsammen kan erobre verden – nøjagtig som samspillet mellem Uma Thurman og John Travolta. Det var yin og yang oversat i musik, og de to koncerter voksede sammen til en symbiose, det tegner ualmindelig godt for det album, de afslørede, er undervejs.

Foruden Lydmor og Bon Homme fandt man på scenen, hvad der tilsyneladende pt. er Danmarks eneste gode trommeslager. Anders Bach fra Ice Cream Cathedral spillede også her en ikke ubetydelig rolle, og en trommeslager af hans kaliber må være det mest fornuftige, danske musikere har at slås om i øjeblikket.

Koncerten var slået stort op på et samspil mellem musik og visuals, men jeg må sige, at det ikke virkede til at være andet end rigtig veldrejet PR. Ja, der hang to runde lærreder, hvor der blev projekteret dels grafik og dels livevideo fra scenen op på. Men det var ikke nogen videre æstetisk oplevelse, såvel som det heller ikke rigtig passede til musikken, hverken i udtryk eller tempo. Lidt en skam for en koncert, der ellers var så velorkestreret, at det satte mange andre musikoplevelser til skamme.

★★★★★☆

Deltag i debat