Koncerter

Electric Eye, 02.05.14, Atlas, Spot Festival, Aarhus

Skrevet af Nicklas Colerick

I sidste øjeblik nåede Spot-folket til Altas fredag for at høre norsk psykedelisk rock med Electric Eye. En gedigen rockkoncert fra et band, der dog henvendte sig mere til hinanden end til publikum.

Electric-Eye

Electric Eye skulle tilsyneladende have spillet for et proppet Loppen et par uger i forvejen. Denne popularitet kunne ikke mærkes i starten af koncerten, da de eneste publikummer, der havde fundet vej til den intime Atlas-scene, var Carsten Holm fra P6 Beat, min bror og jeg.

Vi ventede på det psykedeliske rockband fra Norge Electric Eye. Det kunne umiddelbart virke som en hård nyser for et mindre kendt norsk rockband at spille en tom koncertsal op, men som klokken nærmede sig 19.50 begyndte det at vrimle ind med mennesker, og på bare få minutter blev den tomme sal mere og mere proppet med mennesker, der ville høre psykedelisk rock.

Publikum fik det, de kom efter. Fra start af var det de støjende guitarsessioner, der prægede lydbilledet. Electric Eye formåede på én gang at stable et tilpas larmende og drømmende univers på benene. Man følte sig hurtigt suget ind i deres syrede psykedeliske lydbillede, hvor trommerne fungerede fint som rød tråd, og guitaren og keyboardet lagde flere og flere lag på.

Koncerten blev til tider en smule ensformig, idet de skarpe guitartoner blev for dominerende. Det mere tempobaserede nummer “Morning Light”, som har en mere klassisk sangstruktur, sørgede for, at publikum ikke dyssede helt hen.

“Morning Light” blev efterfulgt af deres Youtube-hit “Tangerine”, hvor guitaristen overtager forsangerrollen og lige så stilsikkert førte publikum ind i det kompromisløse, syrede psykedeliske lydunivers.

Det var uden tvivl en velspillet rockkoncert. Den røde tråd er tydelig og bliver fulgt til punkt og prikke, men den bliver for determinerende, og man bliver aldrig overrasket eller vækket af sin søvnige tilstand. Koncerten blev langt hen ad vejen for intern mellem bandmedlemmerne, der ofte vendte sig mod hinanden og spillede frem for mod publikum.

★★★★☆☆

Om skribenten

Nicklas Colerick

 

Biografi:
Musik har altid fyldt meget i mit liv. Jeg er vokset op i et hjem, hvor musik har spillet en central rolle. Den gamle grammofonplade i stuen spillede altid klassikere som Beatles, Jimmy Hendrix, Bruce Springsteen eller Bob Dylan. Som barn var jeg på evig jagt efter nye spændende kunstnere i min fars kolossale pladesamling. Det var altid rockmusikken, som tiltalte mig mest. Jeg blev, som mange andre teenagere, optaget af grungemusikken, hvor bands som Nirvana, Pearl Jam, Soundgarden og danske Kashmir og Psyched up Janis fangede min interesse. Deres energiske, fandenivoldske attitude og eksplosive musik åbnede en helt ny musikalsk verden for mig.

 

Indierocken og punkrocken blev efterhånden også indlemmet i mit kritiske musikalske univers, hvor The Strokes, Interpol, Editors, The National og Bloc Party har betydet meget. Senere hen blev der også plads til lidt mere stilfærdig musik som Thomas Dybdahl, Bon iver og Cody.
Elektrorocken vinder også større og større indpas i min pladesamling, og specielt de danske bands Spleen United, Veto og When Saints Go Machine er godt repræsenteret.

 

Fem favoritalbums:
Pearl Jam: Ten
Interpol: Antics
Kashmir: Zitilites
Jeff Buckley: Grace
Spleen United: Neandertahl

Skriv et svar