Plader

Grieves: Winter & the Wolves

Skrevet af Maja Hirani

Der er egentlig intet nyt under solen for Rhymesayers-rapperen Grieves: stadig et tykt lag sorte skyer. Selvom der ikke er ændret noget drastisk ved den engang så lovende opskrift på den fængende fortvivlelses-hiphop, har Grieves’ musik dog aldrig lydt mere anonym og kedelig.

»My name is Benjamin / same as I’ve ever been / sippin’ on a glass full of ice cold Templeton.«

Den unge Rhymesayers-rap- og sangfugl Benjamin Laub, med aliasset Grieves, har udvidet sit efterhånden betydelige katalog med albummet Winter & the Wolves. Albummet følger den opskrift, Grieves har fulgt hele sin karriere – men lad mig blot med det samme konstatere, at denne opskrift aldrig har været bygget til at fortsætte uændret album efter album. Grieves har aldrig lydt mere anonym, end han gør på Winter & the Wolves. På forrige album, Together/Apart, havde han stadig nogle tricks i ærmet, men selv dengang savnede jeg fornyelse, som man kan læse i min anmeldelse af albummet.

Med mange af de obligatoriske numre om Grieves’ utallige forliste rædselsforhold, som ”Over You”, ”How’s Gonna Go”, ”Kidding Me”, ”Serpents” og ”Recluse”, smager Winter & the Wolves mest som en håndfuld andensorteringsnumre fra forrige projekter. På de to førstnævnte har han fået assistance på omkvædene af en ny, ukendt syngende ven, produceren B. Lewis. Det er et venskab, de for min skyld godt kunne afbryde – men ellers er Grieves garant for selv at levere fængende omkvæd. Catchy-barometeret skulle gerne være helt oppe og skabe sig, hvis Grieves gør sit arbejde ordentligt, og selvom albummet byder på flere herlige radio-hiphoptoner, så er vi slet ikke på niveau med tidligere bedrifter. Dertil kommer, at produktionerne er flade, alt for polerede. De skulle gerne være melodiske, organiske, men de ofte klaverdrevne beats fremstår mest af alt livløse.

I Grieves’ univers flyder det med tomme flasker, barberblade er fast symbolsk inventar på den ene eller anden måde, nej-hatten forlader ikke hovedet under selv den værste storm, det er vinter hele året, det regner uden afbrydelser, ulykkelig og bitter kærlighed er mere reglen end undtagelsen og… ja, kort sagt, Grieves omfavner de melankolske klichéer, og det er der i sig selv ikke det fjerneste galt med, hvis man mestrer kunsten; det er det umiddelbare varemærke, der gør, at han på papiret har fundet sin plads i branchen.

Særligt numrene ”Rain Damage”, ”Whoa Is Me”, ”Like Child” og ”Lone One” viser i den grad, hvorfor Seattle-rapperen engang blev optaget som det nye håb i Rhymesayers-regi. Dybt melodisk, dybt sortsynet og dybt personligt. De vellykkede numre, hvor tekstskrivning, humor, melankoli, omkvæd, produktion og det helt essentielle blandningsforhold mellem rap og vokal går op i en højere enhed, har dog aldrig været mere i undertal end på Winter & the Wolves. Den humoristiske ”Whoa Is Me” er pragteksemplaret: »My dog died / ”When you was six!” / Really? I guess I’ve never gotten over it / Dark cloud constantly hovering over me / I’ve been a bad seed ever since the ovaries / Momma looked at me and told me what it was / said boy’s got a shadow big enough to block the sun / but when it’s all said and done, I’m comfortable and numb / to the fact that I’m constantly sweating under the gun.« Ikke til at stå for!

Det, der i flere år har været historien om en sjældent musikalsk, talentfuld, up’n’coming rapper, som man har kunnet forvente sig meget af, begynder at tage en mere kedelig drejning. En spændende Rhymesayers-signing er nu ved at virke decideret tam. For fem år tilbage ville jeg pege på både Grieves og Macklemore (begge unge, hvide Seattle-undergrundsrappere med Budo som producer, der arbejdede med de samme mennesker og næsten identisk stil) som nogle, man skulle holde skarpt øje med – og selvom de musikalsk i dag stadig har mange ligheder, så kan deres individuelle position nu betragtes som en fin reminder om, at udvikling og nytænkning kan være en nøglefaktor. I den forbindelse kan vi også kaste et blik på fadergruppen inden for succesfuld independent hiphop, Rhymesayers-duoen Atmosphere, hvis udvikling igennem de sidste årtier har været som at være spændt fast på et evigt roterende lykkehjul.

Det er synd for Grieves at blive ved med at sammenligne ham med Slug fra Atmosphere, men hvis det var det, alle gjorde for fem år siden (og det var det), så er der kun grund til stadig at gøre det i dag. Tekstmæssigt lyder Grieves som en simpel version af Slug anno 2005 over en steril og overpoleret lydside. Men jo, Winter & the Wolves kunne absolut have været en fed ep i hans karriere – for fire år siden.

★★½☆☆☆

Leave a Reply