Plader

Guided by Voices: Cool Planet

Lofi-kongerne i Guided by Voices fortsætter deres vanvittige arbejdstempo med årets anden udgivelse. Cool Planet er et monster af et album, der viser, at bandet stadig har masser at byde på.

Guided by Voices er historien om et af rockens mest produktive og ustoppelige bands, for frontmanden Robert Pollard har i løbet af karrieren skrevet tusindvis af sange. Og med det senest udgivne album, Cool Planet, tæller diskografien nu ikke mindre end 22 udgivelser. Bandet blev gendannet i 2010 efter en pause på fem år, og selvom diverse gendannelser af aldrende indiebands ofte er endt ud i en halvfesen omgang, så har Pollard & co. bevist, at de besidder regulær musikalsk old man strength. Niveauet på de fem udgivelser, det siden 2012 er blevet til forud for Cool Planet, står nemlig ikke tilbage for bandets efterhånden klassiske bagkatalog.

Derfor er jeg også på forhånd optimistisk stemt, da jeg sætter mig til rette med nyeste udspil fra nogle af mine gamle helte i højtalerne. Visse ting lader sig konstatere med det samme. Guided by Voices lyder præcis, som de altid har gjort. Vi er i indie- og lofi-land, men med en stærk påvirkning af britiske rocknavne fra 60’erne og 70’erne, hvoraf The Who lader til at udgøre den største inspirationskilde. Intet nyt under solen her. Bandet destillerer videre på deres klassiske udtryk, og det slår mig lidt, hvordan man kan skrive mange sange, der lyder ens, uden det af den grund går hen og mister glød, mening og intensitet. Her tænker jeg for så vidt ikke kun på Cool Planet, men i lige så høj grad på bandets samlede bagkatalog. Svaret må i al sin enkelhed være, at bandet er gode til det, de gør. Med Pollard i front formår de at skrive sange, der både har bid og melodiøsitet uden rigtig at lyde som noget andet band derude.

Det gør sig også gældende på Cool Planet, der – i ægte Guided by Voices-stil – tæller 18 sange, hvoraf flere er under to minutter lange. Albummet virker på mange måder som en buket af bandet. Her finder vi både afdæmpede akustiske sange, indie-hymner med seriøst pop-potentiale og korte udsyrede lofi-kompositioner med (intenderet?) ustemte guitarer. På mange måder er det en rodebutik, hvilket Pollard utvivlsomt selv er klar over. For selvom det sløsede altid har været et tilstedeværende element i musikken, så er Pollard en både dygtig og konsekvent bandleder, som altid har gjort tingene efter sit eget hoved.

”Pan Swimmer” er Guided by Voices, når de er i deres energiske hjørne. Her skurrer akkorderne herligt mod hinanden i det, der mest af alt minder om The Beatles på ferietabletter. På kun ét minut bliver lytteren nemlig rusket igennem et halvpunket vers, der i virkeligheden mere fungerer som et omkvæd, før det hele ender i en svært iørefaldende slutning. ”Bad Love Is Easy to Do” har også en up-tempo feeling, der krydres med en melodilinje, som kun et skarn kan sidde stille til.

På de næsten udelukkende akustiske ”Costume Makes the Man” og ”Ticket to Hide” sættes tempoet lidt ned og dvæler ved det afdæmpede udtryk. ”Costume Makes the Man” viser med al tydelighed, hvor enestående en sanger Pollard i virkeligheden er, for det hele klinger nemlig utrolig flot. Det gør ”Ticket to Hide” også. Sangen er en af fem skrevet af Pollards førstestyrmand, Tobin Sprout, og hans skrøbelige vokal er med til at skabe en fin kontrast til frontmandens mere bastante og kontrollerede udladninger.

På mange måder synes jeg, det kan være svært at forklare på skrift, hvad det er, der gør Guided by Voices så gode, som de nu engang er. For i virkeligheden er der jo ikke så meget i det, vel? Lofi-tilgangen er der ikke noget nyt i længere, og det med at blande det melodiøse med det alternative udtryk, er også set mange gange før. Jeg tror, min begejstring bunder i den fuldstændige mangel på respekt for regler og normer, som skinner igennem i musikken. Hvem siger, en guitar skal stemme, at en sang skal være tre minutter langt, at der skal være et regulært omkvæd, og jeg kunne blive ved.

Set i det perspektiv skuffer Cool Planet ikke, men folder sig ud som et flot vidnesbyrd om en band, der ret beset aldrig burde være blevet en succes, men heldigvis er blevet det alligevel. Og så er det glædeligt at konstatere det komplette fraværd af metaltræthed, som ellers ikke ville være overraskende for et band, hvis medlemmer er i 50’erne. At de stadigvæk formår at levere cool og stenet lofi til folket imponerer i hvert fald mig.

For mig er Guided by Voices med Pollard i front den rare, gamle onkel, man altid vender tilbage til, hvis man skal forsikres om, at verden endnu ikke er gået helt i forfald. For den vedholdenhed, bandet udviser, inspirerer såvel som maner til respekt. Og på Cool Planet er det ikke for meget sagt, at musikken bobler over af veloplagtheder, som nok stikker i mange retninger, mens der alligevel skabes sammenhænge i de forskellige musikalske input. Oven i dette besidder Pollard et sangskrivertalent ud over det sædvanlige. Kærligheden til den klassiske, gode melodi er den ene pol i bandets univers, mens lofi-æstetikken er den anden. Tilsammen er det det, der gør Guided by Voices unikt. Alt det vil jeg gerne sige tak for. Tak.

★★★★★☆

Deltag i debat