Koncerter

Manic Street Preachers, 12.05.14, Store Vega, København

Skrevet af Søren Jakobsen

De walisiske 90’er-helte i Manic Street Preachers lagde vejen forbi København med en lang række blandede favoritnumre samt smagsprøver på det kommende album Futurology. Til tider blev det lidt frikadellet, men Manics holder bestemt endnu.

Som et af 90’ernes bedst sælgende bands i England er Manic Street Preachers en af de sikreste bookinger, som et spillested som Vega kan slippe af sted med. Men selvom det blev lidt frikadeller hist og her, var det en hamrende professionel og afvekslende optræden af Manics.

At et band som Manic Street Preachers kunne tage det bøvlede spring fra venstreradikalt punkband til kollektivt, britisk folkeeje, er i sig selv en pudsighed. At de oven i købet er i stand til at levere numre fra begge yderpunkter i deres karriere, som de gjorde det i Vega, er lige så pudsigt.

For de walisiske våbenbrødre Moore, Bradfield & Wire har gennemgået en transformation eller to, siden Richie Edwards forsvandt mod uvisse jagtmarker og efterlod et band uden deres både mest ustabile medlem og samtidig deres ubestridt mest torturerede sjæl. På papiret måske ikke en katastrofe for et band, men ud over den massive tragedie, det var, så var Edwards’ nihilisme en central del af bandets identitet.

Identitetskrisen blev som bekendt erstattet af en genfødsel som hymneproducerende arenaband med ildrød sjæl. Derfor stod man i Vega og var svært spændt på, om sætlisten stadig bar præg af forrige års greatest hits-turne, eller om man kunne håbe på lidt roden rundt i det store bagkatalog.

Det åbnede i hvert fald fornemt. James Dean Bradfield flåede som det første de savtakkede introtoner til det langtidsholdbare nihilist-hit “Motorcycle Emptiness” ud af ærmet (og guitaren), og man kunne som det første hylde lyden i Vega, der var både afrundet, klar og velafbalanceret.

Derudover virkede Bradfield særdeles på, som han mod åbningsnummerets afslutning roterede sig selv halvvejs ned i scenegulvet, mens han tæskede en nærmest Slash-lignende guitarsolo igennem lokalet. Hvis man skulle glemme, at den lidt rundkindede waliser med det imødekommende væsen engang lærte at betjene sit instrument ved at lære netop Guns’n’Roses debut, Appetite for Destruction, udenad, så fik man en kindhest af en huskekage dér.

Herfra blev det en lidt zigzaggende sætliste, der fortsatte med “You Stole the Sun from My Heart” fra Manic Street Preachers’ bedst sælgende album, This Is My Truth Tell Me Yours. Og tredjesinglens baggy grungeomkvæd var i den grad noget, et lettere mandagstungt, men retfærdigvis også meget overstrømmende publikum kunne værdsætte med pegefingre, knytnæver og en slags fesen slamdance helt oppe foran. Men meget tydede herfra på en decideret rockfest, hvilket også altid kan bruges, selvom Manics er et band med mange facetter.

Man kunne undre sig lidt over bassisten og tekstforfatteren Nicky Wires lidt apatiske adfærd, selvom han fik lidt mere overskud, efterhånden som koncerten skred frem. Ret skal være ret, Wire har for længst droppet sine notoriske kjoler på scenen, og havde taget Oasis-uniformen på i Vega, hvilket var lidt skuffende. Han er nu så flot med mascara.

Sætlisten slingrede godt derudaf, men der var nu fokus på de stærkt singleproducerende plader Everything Must Go og førnævnte This Is My Truth Tell Me Yours, hvilket folk nu heller ikke virkede til at have noget imod. Indimellem blev Bradfields forkærlighed for duetter også placeret i spotlyset, da både deres hit med Cardigans’ Nina Persson som gæst, “Your Love Alone Is Not Enough” og den spritnye single “Europa Geht Durch Mich” blev luftet.

Sidstnævnte, halvtyske indslag med maskinel krautrytme (selvfølgelig) og endnu en Nina, nemlig tyske Nina Hoss som autoritær partner pr. bånd. Jeg er ikke synderligt glad for duetter – som der ved Gud er hele fire af på Manic Street Preachers kommende album Futurology – men på den måde bliver det hele noget mere spiseligt, og det lover godt for den kommende plade. Det gjorde i øvrigt også den dynamiske andensingle “Take Me to the Bridge”.

Men højdepunkterne, som der var flere af, kom under alle omstændigheder fra flere kanter. Det første ankom i skikkelse af en sublim udgave af titelnummeret fra Everything Must Go, som var aldeles pletfri, og man kunne næsten ikke høre, at strygerne på nummeret var båndede/monteret via keyboard.

Dernæst fik man blandt andet den brutale “Die in the Summertime” fra hovedværket The Holy Bible, som blev dedikeret til Edwards, og fremstod lige så ond, som koncerten indtil da mest havde været – hyggelig. Her fik man endelig lidt af den snert, man også helst ser til en Manic Street Preachers-koncert, for selv deres ellers glimrende cover af “Suicide Is Painless” fra tv-serien “M.A.S.H.”, samtidig uden at give afkald på det ret perfekte lydbillede.

Senere blev det endnu bedre, da bandet hev den punkede “Revol” ud af mølposen, hvilket åbenlyst forvirrede nogle i mængden, mens andre gik regulært bananas. Inden da havde man dog nået koncertens lavpunkt, da et akustisk intermezzo fra Bradfield først resulterede i “This Sullen Welsh Heart”, i øvrigt endnu en duet fra Rewind the Film-pladen, som denne skribent godt nok synes er umanerlig kedelig.

Derefter blev det for alvor slemt, da Bradfield på opfordring fra publikum fik Lilholtificeret den ellers smukke “The Everlasting” til plukfisk, komplet med græsselig fællessang og lightere. Edwards ville have roteret i graven, men gudskelov blev det kun godt derfra.

Man fik rariteten “Enola/Alone” i en sitrende udgave, den herligt selvforherligende “You Love Us” og som uundgåelig rosin i pølseenden “If You Tolerate This Your Children Will Be Next”, der fik frikadellestemningen til at eksplodere. Men ja, folk elsker det band, og jeg er nok selv inkluderet.

For selvom det blev lige pølset nok her og der, så er det respektindgydende, som Manics har udviklet og forfinet deres pophjerte igennem 25 år og alligevel stadig virker potentielt eksplosive og vedkommende. At de kan appellere på lige fod til midaldrende par og pensionerede punkere opsummerer det fint, og smagsprøverne på Futurology gav håb for flere hitparader i fremtiden, selvom Manic Street Preachers godt må være lidt mere bidske næste gang.

★★★★★☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat