Plader

Mirah: Changing Light

Skrevet af Alex Nørregaard

Det seneste soloalbum fra singer/songwriteren Mirah præsenterer sig selv som et ‘break-up-album’ og dirrer for det meste også af intensitet. Men Changing Light stikker i mange og til tider alt for poppede retninger – veludført, men lidt for uinteressant.

Der er uden tvivl noget om linjerne »When people change / they gain a piece / but they lose one too« fra Future Islands fantastiske single “Seasons (Waitin’ on You)”. Og teksten popper op i baghovedet, når jeg lytter til Mirahs seneste soloudspil Changing Light, der følger på den fem år gamle (A)spera og præsenterer sig selv som et ‘break-up-album’. Hvordan reagerer vi, når nogen forlader os? Har vi noget valg, når vi uventet rammes af et krav om at forholde os til forandring?

Langt hen ad vejen har Mirah godt fat i mig, når hun forsøger at reflektere over det brud, hun har oplevet. Musikken dirrer for det meste af intensitet, og selvom Mirah har et rimelig indiepoppet udgangspunkt, overbeviste de første singler fra Changing Light mig om, at der helt klart ville være noget at hente for fans af bl.a. Angel Olsen, Sharon Van Etten og Waxahatchee. Og det er der til dels også, men Changing Light er dog i sidste ende andet end et album, der blot lægger sig i forlængelse af d’damer. På godt og ondt.

Numre som åbneren “Goat Shepherd” og “Radiomind”, der runder pladen af, bæres begge frem af nogle solide melodier samt Mirahs tørre og dog bløde vokal. Guitartonerne på “Goat Shepherd” er særdeles anspændte og ætser sig langsomt ind under huden, mens teksten koncentrerer sig om forhold, kontrol og had, »So this is anger/ I’ve never known her.« Anderledes afslappet er “Radiomind”, hvor guitar, let synth og stedvis percussion giver lydbilledet et luftigt og let poppet udtryk. Man glædes endvidere over, at Mirah på tekstsiden til “Radiomind” umiddelbart præsenterer musikken som en forløsende omstændighed, der kan bringe os videre, »It’s been a long way back to believing someone can love me and the radio of my mind.«

En skæring som “Oxen Hope” bygges langsomt op og svajer usikkert frem og tilbage, mens nye lyde stedse finder vej ind via små revner. Vokallinjen emmer af The Antlers anno Hospice, og brugen af vocoder giver nummeret en lidt ubehagelig klang. Det afspejler sig også i teksten, der flyder over med tvivl og endvidere får livet til at lyde som en lang boksekamp. I modsætning hertil finder vi den spinkle “Fleet Foot Ghost”, hvor “Juno”-sødmen skinner tydeligt igennem. Teksten er svær at koncentrere sig om, idet Mirah nærmest hvisker sig igennem, mens guitaren sender tankerne i retningen af solfyldte drømme.

Noget lignende gør sig gældende for de strygerindsmurte numre “Turned the Heat Off”, “Gold Rush” og “No Direction Home”. Især på førstnævnte går der lige lovlig meget Lana Del Rey og Jessie Ware i den – dybt iørefaldende og smukt udført, men også yderst svulstigt og kvalmt. Strygerne stræber mod skyerne, mens marchagtige trommer og antydningen af horn lægger en solid bund. Selv Mirahs vokal får en helt anden og mere fyldig klang. Det bliver nærmest sensuelt på “Gold Rush”, der snildt kunne have været snedkereret af Del Rey i “The Great Gatsby”-øjemed. Utroligt, men desværre også dybt uinteressant.

Det smitter endvidere af på receptionen af teksterne. En linje som »You turned the heat off« klinger pludselig voldsomt hult, mens et ønske som »Hold me like I’m your girl« drukner i boblende sukker sideløbende med den voldsomme følelse i »Is this the ending of the world?« Bedre bliver det ikke på den legende, men trods alt jordnære “I Am the Garden”, hvor Mirah noget uinspirerende kværner løs på en have-metafor – »I am the garden/ I have all the fruits you need,« lyder det blandt andet.

I sidste ende er Changing Light ikke nogen sindsoprivende oplevelse, omend der er flere stærke numre, som man helt klart kan tage med sig videre. Mirahs reaktion på det tab, som hun har oplevet, antager vidt forskellige former og antyder, at når verden omkring os forandrer sig, må vi til en vis grænse følge med. Og det er angiveligt mange måder at gøre på – fra det bitre og hadske til det bløde og længselsfulde. Der skal være plads til at samle de nye brikker op.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Alex Nørregaard

Skribent

Biografi:
Ærligt talt, så sagde musik mig ikke synderligt meget før omkring 7. klasse. Det handlede i stedet mest om fodbold, hvorfor radioen også var tunet ind på P3 i weekenden, hvor Ulrik Jensen guidede lytteren igennem sportsresultater og musik i "Sport på 3'eren". Det var her, at jeg for første gang stiftede bekendtskab med Depeche Mode, og jeg var solgt med det samme. Herefter fulgte bl.a. The Human League, og langsomt blev horisonten udvidet - ikke mindst takket være min bonusfar, som udfordrede med alt fra Explosions in the Sky over New Order til My Bloody Valentine. I dag fylder pladesamlingen godt og tæller en lang række forskellige kunstnere, hvoraf især The National må siges at betyde noget ganske særligt.

10 favoritalbums:
The Blue Nile: Hats (1989)
Cocteau Twins: Heaven or Las Vegas (1990)
The Cure: Disintegration (1989)
Depeche Mode: Violator (1990)
Destroyer: Kaputt (2011)
Explosions in the Sky: The Earth Is Not a Cold Dead Place (2003)
Majical Cloudz: Are You Alone? (2015)
Mark Kozelek & Jimmy LaValle: Perils from the Sea (2013)
The National: Boxer (2007)
Wild Beasts: Smother (2011)

Skriv et svar

boeger