Plader

Owls: Two

Owls har taget tråden op efter 12 år med andre bands og projekter. Resultatet er Two, og det er et bekendtskab, som viser, at bandet bestemt stadig har noget at byde på. Kræs for kendere.

Selvom der nok ikke ringer en klokke hos de fleste ved bandnavnet Owls, så er Chicagobandet blandt mathrock-nørderne dog en vigtig brik i historien om Kinsella-klanen og musikscenen omkring pladeselskaber som Polyvinyl og Jade Tree. Brødrene Tim og Mike plus fætter Nate – alle med efternavnet Kinsella – har nemlig i løbet af de sidste 20 år beriget verden med bands som Cap’n Jazz, Make Believe, Joan of Arc, American Football og Owen for nu at nævne nogle få. Og så naturligvis Owls. Owls var i første omgang aktive i perioden 2001-2002, hvor de udgav deres selvbetitlede og hidtil eneste – men aldeles fremragende – album.

Den bedrift følger kvartetten nu op på med udgivelsen, der har fået den meget rammende titel Two, som er kommet til verden, efter bandet i 2012 begyndte at arbejde sammen igen. Ligesom på det mere end 10 år gamle debutalbum ligger stilen på Two og svæver rundt et sted mellem dissonant indierock og mathrock. På mange måder minder det om Tim Kinsellas måske mere kendte band Joan of Arc – hvor de øvrige tre medlemmer af Owls i øvrigt alle på et eller andet tidspunkt har gjort tjeneste. Og det er især vokalen, der er med til at trække det i den retning, for Tim Kinsella har nemlig i løbet af karrieren perfektioneret et udtryk, der konstant truer med at køre af sporet og blive falsk – men uden at gøre det.

Albummets 10 sange folder sig ud med et på mange måder minimalistisk udtryk. Der er nemlig masser af luft i sangene, fordi guitaren ofte arbejder højt oppe i registreret i stedet for at levere akkorder nede i den dybe ende af gribebrættet. Også de mange akkordskift, breaks og udbredt brug af arpeggio-anslag og dissonanser er med til at skabe et særegent udtryk, som måske nok kunne tænkes at skubbe flere væk, end det tiltrækker. For det er musik for de få, der opererer langt væk fra traditionel pop- eller rockmusiks meget mere tilgængelige udtryk.

”I’m Surprised…” tegner en flot, sfærisk stemning, hvor bas og trommer leger frit og ubesværet med hinanden i verset og skaber en underspillet og skæv skønhed, hvor vokalen med al sin utraditionelle fremtoning virkelig kommer til sin ret. ”This Must Be How…” besidder nogle af de samme kvaliteter, hvor guitarist  Victor Villareal virkelig folder talentet ud med sine små, hurtige og halvt hysteriske arpeggio-figurer, der mesterligt ricocherer rundt i sangen.

”Ancient Star Seed…” lægger et steady udtryk for dagen, hvor trommerne driver den øvrige instrumentering frem. Det bliver lige en tand mere energisk og uptempo, og det passer Owls ganske fint at brede udtrykket lidt ud fra det mere slæbende, der præger mange af de andre numre.

Dissonanser er et gennemgående indslag mange steder på Two. I ”Oh No, Don’t…” skyder guitarerne sangen i gang, mens de mest af alt lyder, som om de bekriger hinanden om herredømmet over tonearten; dette godt bakket op af et tonstungt trommesæt.

Hvorfor d’herrer har valgt at tage tråden op fra deres mere end 10 år gamle band, skal her være usagt, men det er glædeligt at konstatere, at Owls virker præcis lige så veloplagte, som man husker dem fra debuten. Sangene er er spækket med finurlige krumspring og stor opfindsomhed, og det lykkes uden problemer bandet at skabe deres eget musikalske univers, hvor indierocken unægtelig iføres avantgardistiske klæder.

Faktisk har jeg kun én anke, og den går mod det afsluttende ”A Drop of Blood…”. Her gebærder bandet sig, efter min mening, lige en tand for ligefremt. Ikke fordi Owls ikke må være tilgængelige og melodiøse, men der mangler bid. Og på en plade, der i den henseende mest af alt minder om kæften på en rottweiler, falder det lidt ved siden af. Fornemmelsen af mangel på sammenhæng med resten af Two er en lidt ærgerlig følelse at slutte af på. Men i det store hele er det småting, for Two er på alle andre fronter et fremragende udspil, som nok skal stille garvede Kinsella-fans tilfredse. For udenforstående kræver det nok lige, at man tuner ørerne ind på, at der også kan ligge en skønhed i de skæve guitarer og vokalen, der konstant truer med at køre af sporet. Gør man det, er man også sikret fuld valuta for spareskillingerne.

★★★★★☆

Deltag i debat