Plader

Public Service Broadcasting: Inform – Educate – Entertain

Britiske Public Service Broadcasting forsøger med førkrigsromantik og synthesizere at erobre dine ører. Desværre går de to elementer ikke altid lige godt i spænd. Tværtimod ender de faktisk med at spænde ben for hinanden.

I maj sidste år udgav den London-baserede duo Public Service Broadcasting deres første fuldlængdealbum i England ved hjælp af lydbidder fra gamle officielle engelske informationsfilm, propaganda og historisk arkivmateriale. Målet er efter eget udsagn at formidle lektioner om datiden ved hjælp af fremtidens musik. Formlen, der så skal sikre dette, består af elektroniske ligefremme impulser, varme strengeinstrumenter og en nostalgisk åre tilbage til dengang, England stadig var en magt, der dominerede verden. Det koncepttunge band fandt deres vej frem i den bedste spilletid i radioen og blev sidste sommer spillet meget på den anden side af kanalen. Det har nu, sammenfaldende med en større planlagt USA- og Europa-tour, fået duoen til at begive sig på kulturimperialistisk ekspedition og udbrede det glade budskab. Det har også bragt udgivelsen af debuten her i Danmark med sig.

Public Service Broadcasting er noget af en glat fisk at få hold på. De stykker hele deres musikalske historiekursus sammen af en række lydbidder, hvor visse stammer helt tilbage fra 30’erne. Af eksempler kan nævnes en royal inspektion af den britiske flåde og en kærlighedsode til kampflyet Spitfire, som udmærkede sig mod tysken under anden verdenskrig. På trods af det rimeligt militante tema er her ikke tale om dystopiske billede – tværtimod er der pladen igennem et fundament af testosteron, dansabel optimisme og utilsløret nostalgi. Æstetisk kommer man i tanke om midt-80’ernes Paul Hardcastle og Big Audio Dynamite, hvor det højeste ideal netop var at lade musik være soundtracket til fortællinger baseret på lydoptagelser.

Der er ingen bånd, der binder den energiske duo, der både vil indgyde fædrelandskærlighed og byde op til dans. Der bliver både taget ordentlig fat på 80’er-synths og krautrock med derudafstormende trommer på den føromtalte “Spitfire”. Når der for alvor skal males med den store pensel, kommer banjoen på knæet, så man næsten kan se far køre vinterroerne ind til lørdagsmarkedet i Sussex. Tempoet er generelt i top, men det er, som om lydoptagelserne og musikken ikke altid samarbejder. Musikken må se sig underprioriteret og hele tiden underlægge sig citater fra et utal af kilder, hvis mangfoldighed medvirker til en følelse af rodløshed. Det gør det forglemmeligt, samtidig med at lydfilerne er for sammensatte til, at man for alvor bider sig fast i dem.

Generelt er det svært som udenforstående at komme ind i det indforståede rammeværk, som Public Service Broadcasting bygger deres musik på. Man kan ikke lade være med at tænke på, at det instrumentale underlag ville have haft godt af i stedet at have en distinkt stemme, som bedre ville have integreret sig i musikken. 30’ernes knitrende radiostemmer bliver bare ikke nødvendigvis altid trukket godt ind i fremtiden af hårdtpumpede synthesizere. Derfor får hele fornemmelsen af Inform – Educate – Entertain, om man så føler tæt kontakt til britisk førkrigsromantik eller ej, også lidt for meget smag af gimmick. Resultatet er en underholdende lytteoplevelse, der både i alt for høj grad og for lidt formår at hage sig fast i dit øre og kun efterlader et blegt indtryk, der hurtigt forsvinder.

★★★☆☆☆

Deltag i debat