Plader

Quick Quick Obey: Bulb Days

Quick Quick Obey er et søstærkt mandskab om bord på en psykedelisk skude på jomfrurejse.

På coveret ser man en mængde farvestrålende sæbebobler, der langsomt er på vej ud at flyve. Samtidig har pladen fået titlen Bulb Days. Symbolikken er åbenlys for det unge albumdebuterende band Quick Quick Obey, der består af fire unge knægte fra Thy: Drømmen om musikkarrieren skal prøves af, så nu slippes indiepopsangene med det psykedeliske skær og den progrockede tilgang løs. Så må det bære eller briste.

Og lad mig da bare slå fast med det samme, at det bærer. Det er nemlig et meget fint debutalbum, de fire ungdomsvenner har lavet. Dermed ikke sagt, at de er dansk musiks næste store navn. Kan de fortsætte udviklingen, kan de dog meget vel kræve deres plads i eliten.

Det springer i øjnene, at bandets musik, der naturligvis afspejler ungdommens uimodståelige appetit på livet, samtidig har en moden eftertænksomhed over sig. Som i solskinsnummeret ”Figures”, der med en intro af kåde barnestemmer og et cirkulært guitartema besynger det tætte indbyrdes bånd, de fire drenge har. I omkvædet synger den karismatiske forsanger Esben Halkier på sin lettere teatralske facon: »I believe when I’m dead / I will see them in my head / Figures drawn from fantasy / Made from dreams and memories.« Eller det stille og eftertænksomme nummer ”Don’t Play Parts”, der handler om at stå ved, hvem man er, og ikke tage en maske på i selskab med andre i håbet om at passe ind. Noget en del unge – og ældre – godt kunne lære af.

Albummets stærkeste nummer er dog utvivlsomt “Hold Your Breath”, der ganske fortjent har fået et langt liv på Det Elektriske Barometer. På en intro af marimba føres vi ud på åbent hav, hvor bølgerne slår ind over rælingen. Det gynger, så man tager sig selv i at række ud efter søsygepillerne. Her viser de fire drenge, at de vitterlig kan spille. På dækket kæmper guitarist Nikolaj Poulsen en brav kamp. Det er, som om hans guitarspil beskytter skuden. Det ringler, så Johnny Marr ville nikke anerkendende, hvis han lyttede. Bag trommerne navigerer styrmanden Søren Dahl Poulsen med stor autoritet, hvorimod bassist Mikkel Roar Christensen ikke rigtigt er kommet ud af køjen. Han ligger for langt tilbage på beatet, synes jeg.

Albummet fremstår generelt som et helstøbt værk, hvor første skæring lidt uinspireret har fået titlen “Intro”, og sidste track har fået titlen “Exit Foxhole”, opkaldt efter den nedslidte gård i det mørke Jylland, hvor bandet slog sig ned for at indspille. Jeg vil derfor opfordre til at lytte til albummet i sin helhed i disse streamingtider.

Det bliver altså spændende at følge bandet fremover. Talentet er der, men der skal især arbejdes med musikkens tekstur. For skal man slås under det psykedeliske træ i en kamp om sollys, så skal musikken være rigt ornamenteret. Det er vigtigt. Samtidig vil det dog være en rigtig god idé at bibeholde det poppede, som er en stor styrke. Quick Quick Obey, sagde anmelderen.

★★★★☆☆

Om skribenten

Steen Fabrin Michelsen

Biografi:
Er vokset op i 80'erne, men min interesse for musik blev først for alvor vakt i min gymnasietid i 90'erne, da Nirvana, Pearl Jam, Soundgarden og Red Hot Chili Peppers og andre tordnede ud af højtalerne. Ærligheden og måden, hvorpå 90'er-scenens bands skar ind til benet af musikken, fik mig til at mærke musikken på en anden måde end tidligere. Jeg er måske nok vokset fra grunge, men, at der er noget på spil er fortsat vigtigt for mig. Jeg er selv sangskriver og musiker, og har enorm respekt for den kreative proces, det er at skabe original musik. Det håber jeg fremgår af min musikkritik.

Fem favoritalbums:
Neil Young: After the Goldrush
The Velvet Underground: Loaded
PJ Harvey: Let England Shake
David Bowie: Low
Blur: Think Tank

Skriv et svar

boeger