Plader

Samaris: Silkidrangar

Når man har gennemhullet den gamle sang om islandsk autenticitet og særegenhed, står Samaris med deres anden plade tilbage med et elektropoppet dubtechno-album, hvis gletsjere runger af kønsløshed.

Når jeg får at vide, at jeg skal høre islandsk musik, har jeg allerede før musikken spiller gjort mig en lang række forventninger om, hvordan den skal lyde: Scenisk. Atmosfærisk. Storladent. Landskabeligt. Poetisk. Og hvis man har fulgt bare lidt med i islandsk musikeksport de seneste 20 år, deler man sandsynligvis samme oplevelse. Med nyskabende og internationalt anerkendte navne som Björk, Sigur Rós og Múm er islandsk musik konsensualt blevet tildelt en forventning om en nationalautentisk lyd, som det virker svært at bryde ud af for islandske kunstnere, der gerne vil nå ud til et publikum på det internationale marked.

Alle de forventninger, der er blevet ophobet i associationen med ‘den islandske lyd’, bliver indfriet af Samaris. Allerede fra de første frostklare klokkesynthesizere, der indleder nummeret “Nótt” og dermed albummet Silkidrangar, kan man se sin ånde kondensere tåget foran sig. Og når så den tunge stortromme tvinger nummeret i gang, er vi sonisk sendt ud over et sagnomspundet gletsjerlandskab. Ydermere danner Áslaug Rún Magnúsdóttirs effektindsmurte klarinet og Þórður Kári Steinþórssons luftige vokal et hjemsøgt intimt rum midt i den elektroniske kulde. Og med Steinþórssons pitchede understemmevokal (tænk The Knifes Karin Dreijer Andersson) er billedet komplet. Alt sammen ret enkle og meget effektfulde virkemidler, der er med til at skabe et spændingsfelt imellem det moderne – de elektroniske beats og teksturer – og det traditionelle – træblæseren og den særegne islandske vokal. Oveni er teksterne plukket ud af islandsk poesi fra det forrige århundrede, der tydeligt er med til at underbygge det regressive element.

Og alt imens dette kunne være opskriften på et umåde godt album (a la Efterklangs første udgivelser Tripper og Springer, der også afsøger det nordiske mørke imellem det elektroniske og akustiske), bliver Silkidrangar aldrig særligt  meget mere end en opskrift. For når alle enkeltelementerne, som beskrevet ovenfor, er sat i spil, viger trioen ikke en millimeter fra dem. Og med undtagelse af det før beskrevne nummer ”Nótt” og den følgende ”Èg Vildi Fegin Verða” hvis folkeviseklingende melodi, er den eneste nævneværdige på pladen, er de resterende ni numre det, man med et pænt ord kan kalde fyld.

På den måde indvarsler Lífsins Ólgusjór på pladens tredje nummer på nærmest karikeret vis den næste søvndyssende time. Med en synthesizer, der kunne parodiere dub-genren, og de efterfølgende toner fra den rumklangsindsmurte melodika (er der et mere forvansket dub-element?) trækker nummeret lange sorte rande under skrivende anmelders øjne.

For selvom man ikke på noget tidspunkt har fornemmelsen af at høre et decideret dårligt nummer, er der efter de to første numre heller ikke et eneste fængslende øjeblik, og når man hører pladen anden gang, bliver man lidt i tvivl, om man overhovedet har hørt den før. Man kan altså ikke brande sig som det nye islandske unikum for så at lave et helt album på autopilot.

Når så frustrationsventilen har taget den værste bitterhed, må jeg jo indrømme, at Silkidrangar er godt håndværk. Selvom det er bedøvende kedeligt, er det ikke dårligt. Det er bare baggrundstæppet på en hvilken som helst cafe. Og det er her, den indledende svada omkring en arvet forventning om en islandsk ægthed bliver relevant. For hvor Samaris har været hyldet for deres nyskabende fortolkning af nationalidentitet, kan jeg kun se postuleret autenticitet. Ikke forstået sådan, at de i ondsindet intention har forfalsket de kvaliteter, vi forbinder med islandsk særegenhed. Men på den måde, at vi har kodet en essentialistisk forståelse ind i, hvordan islandsk musik skal lyde, pga. de kunstnere (med svimlende høj kvalitet), der er blevet eksporteret derfra igennem de sidste 20 år, at det nu kun er musik med en sådan æstetik, der får fodfæste.

Så hvordan kan jeg tillade mig at bedømme hvilke islandske kunstnere, der sonisk må formidle deres mageløse natur og inkorporere deres kulturarv, og hvilke der ikke må? Det kan jeg sådan set heller ikke. Og måske gør jeg den albumaktuelle trio uret ved at rulle den store samfundskritik ud over deres plade.
Og bevares. Islandsk musik må for min skyld stadig gerne lyde af gletsjere og øboer-excentricitet. Men det skal simpelthen være bedre end Samaris.

★★½☆☆☆

Deltag i debat