Plader

Sean Nicholas Savage: Bermuda Waterfall

Skrevet af Alex Nørregaard

Den canadiske crooner Sean Nicholas Savage charmerer på sit seneste udspil, Bermuda Waterfall, fortsat med sin dybfølte vokal, tekster om kærlighed og et kælent, men også skrøbeligt klangunivers.

Der er noget voldsomt charmerende, inderligt og samtidig komisk over den canadiske crooner Sean Nicholas Savage. Han gør sig godt som hipsterlignende revisor, hans liveoptrædener emmer af indlevelse, og så har han godt tag i den sørgmodige ende af poppen, hvilket også forklarer den skrøbelige klang på Bermuda Waterfall, hvor hvert vrid smitter af på Savages let forpinte vokal.

Savage kommer fra Montreal og er en del af Arbutus Records, hvor navne som Grimes, Doldrums og Majical Cloudz befinder sig. Ikke noget dårligt udgangspunkt. Frygten for at fejle synes da heller ikke at være til stede hos den produktive Savage, der siden 2008 har udgivet i hvert fald 11 studiealbums – Bermuda Waterfall medregnet. Teksterne kredser angiveligt altid om kærlighed, mens lydtæppets materialer og mønstre skifter fra gang til gang, hvilket bestemt ikke er noget, der skal afskrække nogen fra at dykke ned i bagkataloget. Undertegnede har selv en hel del til gode på den konto.

Åbningsnummeret på Bermuda Waterfall, “Boogie Nights”, minder mest af alt om en western på en tropisk ø, hvor inderligheden efterfølgende får frit løb på først den afslappede førstesingle “Naturally” og senere hen titelnummeret, der byder på dejligt afdæmpet bas og masser af plads til vokalen. Syntetisk regn siler ned på den rolige “Please Set Me Free”, mens “Hands Dance” svæver rundt på en ordentlig portion lattergas.

Undervejs er det svært ikke at tænke på 80’er-funk-romantikken hos Blood Orange, fængende lo-fi-r’n’b a la How to Dress Well og ikke mindst det tilbagelænede og bløde udtryk fra Dan Bejars Destroyer. Ej heller er det til at komme udenom Phil Collins – jeg kunne snildt se Savage lave et skramlet og følelsesladet cover af Collins’ “One More Night” – eller Cyndi Lauper for den sags skyld.

Et nummer som “Empire” emmer med fløjlsbas af Blood Oranges Cupid Deluxe, og det er en fornøjelse at følge Savages vokal, der skælvende er på nippet til at knække i omkvædet. Sangen byder endvidere på smukke linjer, der leveres med en snert af skuffelse. Billedet af »Beacons of passion in the empire of doom / fell like a nuke into my black pupil« og følelsen af »Having a laugh behind my back / in the empire of my heart?« går rent ind.

Der er noget enormt catchy og legesygt over “The Rat”, hvilket også gør sig gældende for “Vampire”, der stedvist imiterer det hamrende klaveranslag fra Elton Johns “Bennie and the Jets”. En ungdommelig følelse indfinder sig på den fantastiske, 80’er-klingende “Heartless“, der slynger tankerne i retningen af Depeche Modes forløsende synthpop på “But Not Tonight”. Trommerne er svøbt i rumklang, mens bløde guitartoner og synth let føjer sig til, så det til sidst dufter af regnvåd asfalt og fortabt kærlighed.

Det kammer aldrig rigtig over, men det er bestemt heller ikke alle numre, der rammer plet. Klaverforløbet på “Darkness” irriterer mere og mere for hver gennemlytning, “Hangin On” kører bare i ring, og “Some Things Never Die” står tilbage som et hovednikkende, men også underligt bedøvende nummer.

Bermuda Waterfall er samlet set en vidunderlig, sørgmodig tur gennem bølgende storbygader og mennesketomme natklubber samt let løb hen over endeløse sandstrande – alt sammen indhyllet i en lilla, Malibudampende tåge. Charmerende og dybfølt leveret af Sean Nicholas Savage, så man helt får lyst til at lege med og måske endda skråle sine kærlighedsfrustrationer op mod nattehimlens glimtende stjernetæppe. Med et let smil på læben, vel at mærke.

★★★★☆☆

Deltag i debat