Plader

Shiny Darkly: Little Earth

Skrevet af Helge Vammen

Den københavnske postpunktrio Shiny Darkly viser overbevisende takter på mørkt og kaotisk debutalbum.

The Jesus & Mary Chain, The Cure og Joy Division er blot nogle af de navne, der er umulige at komme udenom, når man lytter til Shiny Darklys debutalbum. Bandet, som i 2012 udgav deres selvbetitlede ep og i 2013 ep’en Dead Stars, er nu klar med deres første fuldlængdealbum Little Earth, og selvom arven fra musikhistorien er tung, slipper Kristoffer Bech, Mads Lassen og Oliver Matthew Volz overvejende godt fra deres fascination af førnævnte så ikoniske og indflydelsesrige bands.

De ni numre strækker sig over en samlet spilletid på lidt over 40 minutter og fremstår som et helstøbt og strømlinet album, der både er mørkt, dystert og sfærisk. Det 1970’er-inspirerede titelnummer, der både er det korteste og et af de mindst støjende, åbner pladen, men efterfølgende skruer gruppen op for effektpedalerne og støjen. Pladens fjerde nummer ”Soft Skin”, der er båret af et simpelt, men alligevel iørefaldende blæserarrangement, er i den forbindelse værd at fremhæve. Det ellers droneagtige nummer udvikler sig uventet og afslutter på dramatisk og støjende vis med et The Jesus & Mary Chain-lignende kaotisk lydbillede.

Kristoffer Becks mørke, distancerede og til tider monotone vokal minder i nogen grad om Elias Bender Rønnenfelt fra Iceage eller Faris Badwan fra britiske The Horrors, og helt overordnet trænger referencerne sig konstant på, når Shiny Darklys første langspiller er på anlægget. Et 1980’er-band som førnævnte The Jesus & Mary Chain fra Glasgow og ikoniske britiske bands som The Cure og Joy Division titter frem fra underbevidstheden, og ligeledes bringer de tunge, droneagtige skabeloner og dystre stemninger, der præger Little Earth, mindelser om tidlig Sort Sol (Sods) eller Suicide. Især på et nummer som ”This Frail Creature”, der har rumklang og delay frem for støj på guitarerne, er The Cure-referencerne dominerende, men trods de tydelige inspirationskilder formår Shiny Darkly at skabe en unik lyd – med sine simple, catchy riff og dragende kompositioner skiller københavnerne sig alligevel ud fra de føromtalte bands. I den forbindelse er nummeret ”Ignorance”, der bæres af det iørefaldende og surf-inspirerede guitarriff, et af albummets højdepunkter. Det er mystisk, dystert og monotont, men holder hele vejen igennem og fungerer som et velvalgt afbræk i rækken af lidt mere støjende og kaotiske arrangementer.

Det episke ”Dead Stars”, som næsten varer 10 minutter, er også at finde på sidste års ep med samme titel, og det er overraskende, at bandet har valgt at genbruge det ellers fremragende nummer på debutalbummet. Ganske vist fungerer det som en glimrende afslutning på pladen, men nummeret skiller sig alligevel væsentligt ud fra de resterende otte – både på grund af sin længde og den lidt mere mudrede produktion, som prægede ep’en. Og i den forbindelse kommer ”Dead Stars” – desværre, fristes man til at sige – til at fremstå som albummets højdepunkt, der let overskygger de andre, ikke tidligere udgivne numre, og det ærgrer, at bandet ikke giver lytteren et af de nye numre som det sidste indtryk. Bevares, de resterende otte numre fungerer fint, og der er ingen deciderede fejlskud at finde på albummet, men “Dead Stars” er med sin tungt slæbende basgang og dramatiske opbygning alligevel pladens stærkeste skæring.

Alligevel er der tale om et solidt debutalbum, der lever op til forventningerne til den unge trio, der allerede har spillet utallige koncerter herhjemme og i udlandet. Som lytter sidder man tilbage med ønsket om at høre mere, og når man ser på, at trioen på bare to år har udgivet to ep’er og et album, er det da også helt realistisk at håbe på, at der ikke går længe, før vi får en opfølger til Little Earth.

★★★★☆☆

Deltag i debat