Koncerter

Sonja Hald, 02.05.14, Filuren, Spot Festival, Aarhus

Skrevet af Martin Colerick

Undertoner er draget på Spot Festival i Aarhus. Første koncert på U-programmet er med det dansksprogede orkester Sonja Hald, der først på aftenen fredag gik på scenen i Filuren i Musikhuset.

Sonja Hald

Afdæmpet humor og ironisk distance er danske varemærker. Sonja Hald er begge dele. De voksne drenge, der er med i KarriereKanonen, gik uimponeret til værks, og leverede en solid koncert på Spot. Deres samfundskritiske tekster minder om noget, vi har hørt før, men lige præcis den ironiske distance og melodiske stilsikkerhed gør bandet til et velkomment indslag på den dansksprogede del af rockscenen.

Sonja Hald skriver uhyre simple og iørefaldende numre. Især ”Du ka’ dø af det der” rummer det, bandet kan og vil fremstå som. Ganske ironisk præsenterede de deres hit, med en lille intro til ”Regnvejrssangen” fra Bamses Billedbog. Umiddelbart useriøst og ikke velvalgt i forhold til at skulle præstere på en branchefestival som Spot, men omvendt også befriende og dejligt tilbagelænet. Særligt når teksten til nummeret rammer tidsåndens forskrækkede holdning til børneopdragelse og velfærdsstatens ofte omklamrende natur.

Bandet lander, sammen med Folkeklubben, ned i et tomrum i dansk rock anno 2014, men det er også hørt før. 70’ernes satiriske og samfundskritiske dansksprogede rock er tydelig som inspirationskilde til Sonja Hald, og måske vi har brug for det igen? Måske Sonja Hald har en pointe, når de kritiserer velfærdsstatens sikkerhedsnets umyndiggørelse, eller når de ganske banalt påpeger det danske samfunds ofte dobbeltmoralske karakter. Svagheden er blot, at bandet måske er lidt svært rigtig at tage alvorligt. Hvor meget skal vi tro på dem? De anvender klicheer fra både rockens og lyrikkens verden, og det fungerede for det meste. Men det kunne være stærkt, hvis de i bare ét nummer droppede ironien og virkelig stod ved, hvad de sang.

★★★★☆☆

Om skribenten

Martin Colerick

Biografi: Jeg er nok en smule konservativ når det kommer til musik. Jeg er vokset op med min fars klassiske rockplader, og er stadig en stædig rockfan. Støj, rock, punk og alle post udgaverne, fylder klart mest i pladesamlingen, men særligt Seattle-scenen fra slut-firserne og start-halvfemserne har haft min store interesse. Men, jeg er også blevet ældre, og efterhånden udvider horisonten sig. Så længe man kan mærke, at musikerne har hjertet med og mener det de synger, eller spiller, så er jeg med.
Undertoner har bedt mig finde fem favoritter. Det er umuligt, men her er fem klassikere jeg godt kan lide:
Fem favoritalbums:
Pearl Jam: Vs
Temple of the dog: Temple of the dog
Kyuss: Sky Valley
Mad Season: Above
Neil Young: Harvest

Skriv et svar