Plader

Sunn O))) & Ulver: Terrestials

Skrevet af Daniel Niebuhr

På papiret ligner samarbejdet mellem Sunn O))) og Ulver et møde mellem to udfordrende og eksperimenterende kræfter, der begge har skubbet grænserne for hver sin afkrog af genrespektret. Tilsammen er Terrestials et halvfuldendt bud, og er man fan af bare en af de to parter, bliver man nok mere skuffet end fascineret.

Sunn O))) og Ulver: Hver for sig blandt de mest eksperimenterende og anerkendte navne inden for metal, støj, drone og ambient. Tilsammen udelukker parternes respektive talenter og kvaliteter desværre hinanden, selvom intentionerne udelukkende er de bedste på de to grupperingers første hele studieudspil. For efter en enkelt kollaboration tilbage i 2006 på nummeret ”CUTWOODeD”, der optrådte på det sjældne boxsæt WHITEbox, har O’Malley, Anderson, O’Sullivan, Rygg, Sværen og Ylwizaker igen slået pjalterne sammen – denne gang under en helnatsseance i nordmændenes Crystal Canyon-studie i Oslo, hvor de i fællesskab har kreeret tre helt nye kompositioner fordelt på 35 minutter, der er blevet døbt Terrestials.

Som en klar hentydning til den norske morgensol, der rejste sig på himlen, i takt med at de sidste, lange lydflader fadede ud i studiet, har Sunn O))) og Ulver ikke bare afbildet den selvsamme sol på Terrestials’ cover og døbt åbningsnummeret ”Let There Be Light”, men også ladet lyset komme til udtryk i selve musikken. For selvom vi indledningsvis får serveret mere end 11 minutters langsomt intensivering med enkelte glimt af både Sunn O)))s uendeligt dybe drone og Ulvers sans for det melankolske udtryk, føles det alligevel mere blidt og ufarligt – og i sidste ende mere kedeligt end kolossalt.

I stedet er stemningen nærmest lige så blid og langtrukken som solopgangen, hvor underspillet ambiens stille men sikkert bygges op i samarbejde med sporadiske trompettoner og ditto droneguitar, før et halvhjertet trommefill med tre minutter igen introducerer os for pladens første reelle doomelementer. Jeg bliver dog stadig ikke blæst bagover, når hverken guitar, trompeter eller nogen anden del af instrumentationen lader til at gøre sit for at fremstå lige så monumentalt, som der ellers lægges op til.

Først på den efterfølgende ”Western Horn” begynder Sunn O))) og Ulver at adressere omgivelsernes nu aftagende mørke. Der synes at være både færre og flere elementer i spil fra første øjeblik, hvor en signifikant, dystopisk bas konstant cirkulerer rundt på få, udvalgte toner i forgrunden, mens udefinerbare droneflader, der både er morbide, industrielle og associerende til kolde og ubarmhjertige, norske vinterstorme, akkompagnerer umiddelbart bagved som et uigennemtrængeligt baggrundstæppe. Nummeret bærer uden tvivl mest præg af Sunn O)))s musikalske præferencer, men er dog stadigvæk milevidt fra duoens stærkeste kompositioner.

På samme måde lader Ulver til at have været mest inde over det 14 minutter lange, sørgmodige epos ”Eternal Return”, der agerer tredje og sidste hjørnesten i de seks musikeres indtil videre første hele samarbejde. Og på samme måde som tilfældet var med ”Western Horn” og Sunn O))), er der på ”Eternal Return” også langt op til nordmændenes absolut bedste værker. Hele nummeret emmer ellers af en velkendt melankoli i et langt mere omfattende lydbillede end tidligere, som nærmest bevæger sig på grænsen til det storladne. En enkelt violin får lov til at være i fokus under den første halvdel, før flere strengeinstrumenter bliver introduceret sammen med Ryggs dystre og messende vokal. Vi får samtidig også opbygget noget så uvant som en decideret struktur, før Terrestials endelig når et egentligt klimaks. På trods af at det stadig ikke lykkes Sunn O))) og Ulver at overbevise mig, står nummeret dog stadig tilbage som pladens mest vellykkede, og den efterfølgende symbiose mellem forskellige strengeinstrumenter og intens drone virker nu alligevel som den mest passende måde at sætte det sidste punktum på.

Jeg når aldrig at blive rigtig fascineret af et på papiret virkelig interessant samarbejde. Måske er det pladens korte udstillingsvindue, der ikke giver mig som lytter nok plads til for alvor at blive lukket ind i deres fælles lydunivers. Måske har Sunn O))) og Ulver i fællesskab endnu ikke haft tid til at finde den gyldne formular for at forene deres respektive styrker, og i så fald vil jeg se frem til næste udspil fra deres side. Eller så er det blot ikke meningen, at O’Malley, O’Sullivan og alle de andre har skullet kreere musik sammen. Jeg er i hvert fald stadig overbevist om, at både Sunn O))) og Ulver har skabt bedre kompositioner på egen hånd, og at Terrestials – om end det ikke er en dårlig plade – bestemt ikke er stedet at starte, hvis man ønsker at give sig i kast med de to parter.

★★★☆☆☆

Deltag i debat