Koncerter

The Woken Trees, 02.05.14, Filuren, Spot Festival, Aarhus

PR-foto: Johan Eg.
Skrevet af Martin Colerick

Det seks mand store rockband The Woken Trees virker befriende kompromisløse i deres indadvendte, drevne stil. Men i længden blev det også for indadvendt, og bandet ramte ikke helt dagen på Spot.

PR-foto: Johan Eg.

PR-foto: Johan Eg.

På vej mod midnat fredag under Spot, var The Woken Trees et band, mange gerne ville se. Og på trods af en hel dags festival med masser af musik, var der lang kø foran indgangen til Filuren. Der var høje forventninger til det danske postpunkband. Forventninger, som bandet desværre ikke helt indfriede.

Bandet præsenterede os for et dystert og tungt musisk univers, der er meget dragende. Man suges ind i den nærmest maniske stemning, og forsanger Kim Heysts hårde vokal leveres stilsikkert og uden tøven. Numre som “Succubus” og “Orders” rammer en tone, der ikke høres mange andre steder i dansk rock, og bandet virker befriende kompromisløse i deres indadvendte, drevne stil.

Med en fuldstændig sikker levering og særligt en helt eminent trommeslager, var det tydeligt, at The Woken Trees er sammenspillet og virkelig forsøgte at nå publikum på Filuren. Spillestedet havde en upåklagelig klar lyd, og bandet formåede at fylde rummet med deres vedholdende støjtæpper og introverte attitude. Desværre blev det i længden for indadvendt, og bandet tabte pusten efter et par numre.

Det var svært for The Woken Trees at holde momentum, og det seks mand store band virkede pludselig lille. Publikum forlod Filuren, og bandet havde tilsyneladende svært ved at komme helt ud over scenekanten. Deres mørke univers er måske lidt for snævert og musikken lidt for ensartet til rigtig at holde ved. Det var som om, selvtilliden forlod The Woken Trees, og Kim Heysts vokal virkede pludselig lidt usikker. Heldigvis sluttede The Woken Trees stærkt. Lydmanden gav den en ekstra tand op på volumen, og badet i stroboskoplys fik bandet bevist, at der er mere i dem. De ramte ikke aftenen på Spot, men de er helt sikkert et genhør værd.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Martin Colerick

Biografi: Jeg er nok en smule konservativ når det kommer til musik. Jeg er vokset op med min fars klassiske rockplader, og er stadig en stædig rockfan. Støj, rock, punk og alle post udgaverne, fylder klart mest i pladesamlingen, men særligt Seattle-scenen fra slut-firserne og start-halvfemserne har haft min store interesse. Men, jeg er også blevet ældre, og efterhånden udvider horisonten sig. Så længe man kan mærke, at musikerne har hjertet med og mener det de synger, eller spiller, så er jeg med.
Undertoner har bedt mig finde fem favoritter. Det er umuligt, men her er fem klassikere jeg godt kan lide:
Fem favoritalbums:
Pearl Jam: Vs
Temple of the dog: Temple of the dog
Kyuss: Sky Valley
Mad Season: Above
Neil Young: Harvest

Skriv et svar

boeger