Artikler Interview

Treefight for Sunlight – Vender tilbage med ‘Pizza’

Foto: Jonas Bang
Skrevet af Iben Andreassen

Undertoner har talt med det danske indieband om den langstrakte proces, det var at lave en opfølger til et meget populært debutalbum

Foto: Jonas Bang

Foto: Jonas Bang

Firkløveren Morten, Mathias, Niels og Christian fra indiepopbandet Treefight for Sunlight var blot en gruppe teenagere, da de i 2010 udgav deres debutalbum, A Collection of Vibrations for Your Skull. Musikken kom til verden i en lille by i Nordjylland mellem leverpostejsmadder, lektier og snurrende lyde fra en stationær computer. Ud af højtalerne lød lyden af sommer, iørefaldende popmelodier og svulstige vokalharmonier i bedste Beach Boys-stil og dansk særklasse. Dén lyd blev lyden af den danske sommer eller mindet om den, dengang albummet kom på gaden tilbage i oktober 2010. Og så gik det stærkt. Næsten før drengene kunne nå at vinke farvel til Nordjylland, gav de debutkoncert på Rust, fløj på debutturne med The Rumour Said Fire, og deres single “Facing the Sun” blev kåret som P3’s uundgåelige.

Ikke efter planen

Karrieren havde fået en flyvende start, da bandet pludselig trak sig ud af spotlightet og lejede sig ind i en kæmpe silo i Albertslund, hvor de gik i gang med arbejdet på deres andet album. Derefter var der ikke så meget, som gik efter planen.

Næsten tre et halvt år efter albumdebuten, og to år senere end gruppen havde planlagt, vender de nu endelig tilbage med deres andet album, Pizza, hvis uprætentiøse titel er langt fra dybden på de nye numre og det arbejde, der er gået forud for udspillet, langt fra det solbeskinnede debutalbum – og langt fra drengenes musikalske udgangspunkt, fortæller bandets trommeslager, Mathias Sørensen:

»Planen var, at albummet skulle blive til i siloens rammer, og det skulle have været færdigt for to år siden, men det var vi ikke klar til. Vi startede med en idé om, at indspillede vi det hele på bånd, så ville vi ikke have lyst til at gå ind i en redigeringsproces bagefter, men omfavne det umiddelbare i stedet. Sådan gik det bare slet ikke. Efterfølgende begyndte vi at redigere helt vildt, og processen blev meget lang, selvom det ikke var meningen.«

Et intellektuelt projekt

Det umiddelbare, som var udgangspunktet, blev erstattet af snak, snak, snak, som forvandlede siloen til en snigende intellektuel diskussionsklub om musik og musikkens mange muligheder, hvilke veje man kunne gå og drengenes store ambitioner, som trak i forskellige retninger. Men der skulle være plads til alle og plads til drengenes forskelligheder, fortæller Mathias. Musikken er et fælles projekt, og nu er det også blevet et intellektuelt projekt for de fire drenge, som har kendt hinanden siden folkeskolen:

»På den her plade er vi gået meget intellektuelt til værks. Vi har diskuteret og talt meget om, hvordan pladen skulle blive. Når vi er fire mennesker, som er så ambitiøse, så er det klart at bølgerne går højt en gang i mellem. Vi tør godt gå til hinanden, når vi diskuterer, og det, tror jeg, er resultatet af, at vi kender hinanden så godt. Selv når der er en anspændt stemning i studiet, føler vi os trygge.«

Når alle har en holdning, alle skal høres, og hvert lille anslag skal symbolisere fire så forskellige mennesker, så er det en kunst i sig selv at lave en plade, som er tro mod alle og den enkelte. Når man samtidig søger maksimal indflydelse på alle stadier i tilblivelsen af pladen, så bliver det et stort ansvar, og det har været hårdt for alle, fortæller Mathias. Det kan ikke undre nogen. Gruppen har i fællesskab med venner og kærester selv stået for alt fra indspilninger til coverdesign og musikvideoer.

En mere insisterende plade

Inspirationen på albummet er lige så bred, som processen har været lang og afspejler de fire drenges store forskelligheder og vidt forskellige inspirationer inden for blandt andet dans, litteratur og musik, lige fra jazz til hip hop, fortæller Mathias, som selv gik igennem en periode, hvor han var meget  inspireret af ballet. Udviklingen siden teenageårene på drengeværelset i Nordjylland med leverpostejsmadder er også til både at høre og mærke på de fire drenge, som i dag alle er i midten af tyverne og bor i København.

Ligeledes kan udviklingen spores i musikken og på det nye album, som på mange måder adskiller sig fra debuten. Når Treefight for Sunlight nu serverer Pizza, er det med lige dele lyd af computer og silo, en leg mellem computerens muligheder og det akustiske, fortæller Mathias. De lyse, hvirvlende vokalharmonier er lige så dominerende og insisterende som på debutalbummet, og mon ikke også hitpotentialet er der igen, i hvert fald er det et album, som på trods af det næsten nordjysk-jordnære navn emmer af store ambitioner og mange nye lag, som er resultatet af den lange, dybdegående proces med albummet:

»På den første plade var vi også ambitiøse. Men der var ikke nogen, som anede, hvem vi var. Vi var mere sort-hvide i vores måde at opleve os selv på. Nu er vi blevet bedre til særligt håndværksdelen. På det nye album har vi har leget med computerens muligheder versus det akustiske. Det er blevet til sådan en brudt eller pixeleret akustisk oplevelse med nogle hårde og kontrastfulde stemningsskift. I min optik er det en musisk mere insisterende og energisk plade end den forrige.«

Hør selv forskellen, den uforudsigelige legesyge med computerens effekter, gode gamle indiehymner og vokalharmonier krydret med en frygtløs falset, som altsammen blev belønnet med adskillige roser på SPOT, når Treefight for Sunlight igen bringer Pizza ud til blandt andet gæsterne på Öresunds Festivalen i slutningen af måneden.

 

Læs vores anmeldelse af Pizza her

Deltag i debat